Børneteater vol III: Krig – i børnehøjde

 ESSAY. Hvordan kan en teaterforestilling fungere som prisme for skolebørns tanker om krig og fred – og hvordan ser en sådan forestilling ud fra et børneperspektiv? På Teaterredaktionen undersøger vi i marts måned børneteater – teater for, om og af børn. I en serie på tre artikler udforskes børneteater i alle afskygninger for at belyse børneteatret som æstetisk og politisk udtryk, men også som pædagogisk metode. Hvad kan børneteatret som genre, og hvorfor er den så vigtig?

Dette er BØRNETEATER VOL. III og omdrejningspunktet er Teatergrads helt særlige turnéforestilling Krig i børnehøjde, hvor klasselokalet danner ramme om et møde mellem folkeskoleelever og dramatisk historiefortælling, og en fælles fortælling om krig og fred opstår. VINK er taget til Vanløse Privatskole for at opleve forestillingen – fra et børneperspektiv. 

 

Skolegården runger af børnestemmer og gummisko mod asfalt, og skolens gule hovedbygning misser med øjnene mod den skarpe martssol. En lærers gennemtrængende stemme skærer sig på tværs af gyngestativer og rutsjebane, og femte klasse stimler lydigt sammen om læreren. På en almindelig dag ville jeg være nogenlunde tilsvarende den friske, kvindelige underviser med ungdommelig autoritet. I dag er anderledes – på trods af mine 24 år er jeg denne fredag eftermiddag et barn. Et barn, som om lidt skal være med i en teaterforestilling om krig i et klasselokale sammen med mine 18 klassekammerater i femte klasse på Vanløse Privatskole.

Jeg ligger på gulvet i klasselokalet med ansigtet mod gråmeleret linoleum, sand og tyggegummirester. Mine hænder er foldet om nakken, mine ben har jeg trukket op under mig, og min krop er allerede begyndt at værke som følge af den ubekvemme stilling. De andre ligger spredt fordelt på gulvet omkring mig, som om vi var små snefnug drysset tilfældigt ned fra himlen. I klasselokalet er tingene slet ikke som de plejer – midt i frikvarteret kom en høj mand med mørkt hår og en høj kvinde med lyst kørende i en ambulance med skudhuller i og et stort, rødt kors på siden. Lige før samlede de os ude på gangen og fortalte os, at vi skulle følge med dem ind i klasselokalet i små grupper. De rørte ved vores skuldre med blide puf, og vi fulgte med uden at sige en lyd. De er skuespillere og skal lave en teaterforestilling for os om krig. Jeg ved ikke helt hvorfor, vi skal lave alt det her teater midt i skoletiden… Det er lidt mærkeligt. Jeg glæder mig bare til weekend.

Ghettoblasteren spiller. Der er en tung lyd af noget der falder, urolige stemmer og en dyb, brummende tone, som langsomt bliver højere og stærkere. Jeg trykker mig mod gulvet. Mit hjerte banker hårdt og højt. Det suger i mine tæer og min brystkasse, som om lyden trækker mig til sig og fylder mine ører, så det eneste, der er i rummet, er den dér voldsomme lyd af tumult, brummen og råb. Mit hoved er tomt. Jeg lytter.

Lydene klinger ud, og vi ligger stille. Mine hænder er lidt svedige, og min nakke gør ondt. Jeg drejer hovedet lidt til siden og kan skimte en flig af Anders’ grønne sweater gennem det mellemrum, min albue og underarm danner. Nogen rører på sig, og jeg sætter mig op og ser de andre rette sig op ligesom mig. Den smilende, lyshårede kvinde fra teatret vinker til os, at vi skal samle os om det runde, blå tæppe i midten af klasseværelset. Vi gør, som hun siger, og jeg piller lidt ved et hul i min ene sok.

 

”Hvad hørte I?” spørger den mørkhårede mand ud i rummet.

 

Jeg tænker. Børn, der skændes. Voksne, der skændes. Lyden af demonstrationer og droner. Uenighed og diskussion. Er det lyden af krig?

Så begynder historien. Den mørkhårede og lyshårede fortæller, som om de er personerne i historien, og de lever sig helt ind i det. De stiller os spørgsmål, vi svarer og de lytter. De ting, vi siger, kommer med i historien. De fortæller om en pige og en dreng, som bor i hver sin landsby på hver sin side af et bjerg. Pigen har en far, som får helt mørke øjne ved tanken om folket på den anden side af bjerget – pigens far er fyldt med had til ”de andre”.

 

”Hvad vil det sige at elske nogen?”

 

Når man holder af nogen og kan lide en person. Når man er glad for et bestemt menneske. Når man er tryg – for eksempel er jeg tryg ved min mor. Jeg kan huske, at jeg kunne mærke, at jeg blev helt glad, da jeg så min mor, efter at hun havde været væk i sådan mange måneder. Da hun skulle på en rejse med nogen fra hendes arbejde. Så elskede jeg hende. Man kan også mærke, at man er elsket, når man bliver født, fordi ens forældre bliver så glade. Det har jeg fået fortalt, at min far blev – så meget, så han hoppede lige op i vejret.

En dag opdager pigen drengen ude på søen. Han har mistet sin åre, og pigen hjælper ham med at få fat i den igen. Det går op for pigen, at han er fra den anden side af bjerget, og de kommer op at skændes. Hun beder ham om at skrubbe hjem til sin egen side af bjerget, men drengen fortæller hende, at det er umuligt. Hans folk er nødt til at flytte derfra og skal nu bo på samme side af bjerget som pigen, hendes far og deres folk.

 

”Hvad er krig?”

 

En fugl sidder i et træ uden for vinduet. Den har sat sit næb i et eller andet, jeg ikke kan se. Krig er, når to parter slås. Når man er uenige om noget. Når man vil have noget, man ikke kan få. En anden, mindre fugl lander på samme gren som den første og begynder at hakke samme sted som den. Krig er, når man diskuterer og vil have den samme ting. Det kan være jord, afgrøder til mad, eller det kan være våben. Udenfor skræpper fuglene vredt op.  

Den mørkhårede og den lyshårede fortsætter fortællingen på det runde tæppe i midten af lokalet: Pigen får helt ondt i maven ved tanken om, hvad hendes far vil sige til, at drengen og hans folk flytter om på denne side af bjerget. Selvom hun er modvillig, forvirret og vred på drengen, tager hun imod den amulet, som han rækker hende, før de skilles. Pigen har stadig en mærkelig, knugende følelse i maven.

 

”Hvorfor får pigen ondt i maven ved tanken om sin far?”

 

Man kan få ondt i maven, hvis man er nervøs eller bange for noget. Hvis jeg har gjort noget, jeg ikke må, og jeg ved, mine forældre vil blive sure, kan jeg godt have det, som om jeg har en stor boksebold inde i min mave. En stor, hård knude. På en måde er det dårlig samvittighed. Måske er pigen ked af det.

 Pigen vender hjem til sin egen landsby, samler mod til sig og fortæller sin far om sin oplevelse på søen. Farens ansigt formørkes, han bliver vred og erklærer krig mod den anden landsby fra den anden side af bjerget.

De to landsbyer går i krig med hinanden på en mark mellem bjergene. Pigen opsøger slagmarken for at hjælpe de sårede. Hun renser og forbinder deres sår. Da faren opdager det, griber han pigen om livet og forsøger at forhindre hende i at fortsætte med sit arbejde. Tænk, hvis dem hun hjælper bliver raske og slår hende ihjel! De er fjenden! Forstår hun ikke dét! Pigen protesterer højlydt. De kan da ikke bare ligge der og dø!

 

”Hvad skal pigen gøre?”

 

Alle mine klassekammeraters øjne er store af forundring, og jeg kan se, at de tænker, så det knager i deres hoveder. Pigen skal snyde faren! Hun skal sige, at hun stopper med at hjælpe de sårede, men i stedet gå ud og få sine venner til at hjælpe sig med at tage sig af de sårede. Hun kunne også skrive en fredstale. Det er sådan en, man holder for at få fred og fortælle, at krig er slemt og farligt, og at fred er bedre.

 Den mørkhårede og lyshårede lytter, når vi taler. De ser på os, nikker, lytter. Deres øjne er rare og rolige. Så afslutter de historien – den bliver, som vi sagde: Pigen samler flere børn fra landsbyen til at hjælpe de sårede, og hun skriver en fredstale for at tale sin far og landsbyens krigere til fornuft. Hun synes, det er forkert, at man ikke må hjælpe de sårede, og at der skal være krig mod ”de andre”, fordi de er fra den anden side af bjerget. Hun tænker meget på drengen og bliver glad ved tanken.

Jeg ligger udstrakt på ryggen med hovedet på det runde tæppe og skuldrene mod mine kammeraters. Vi ligger tæt med lukkede øjne og lytter til musikken fra ghettoblasteren. Musikken er lys og glad og helt let i det.

Hvad hvis der nu var krig her, og folk skød på hinanden ude på vejen foran skolen? Hvad hvis jeg ikke kunne få noget at spise i aften og skulle gå sulten i seng? Vi smider tit gammel mad ud, som vi ikke har nået at spise. Det kunne man give til folk, som har brug for mad og nødhjælp i lande, hvor der er krig. Det ville være smart. Lydene er varme, og de lægger sig omkring min krop. Måske er der kommet fred, eller måske er freden på vej. I hvert fald hjalp mig og mine venner freden på vej hér, for vi hjalp pigen med, hvad hun skulle gøre.

Vi åbner øjnene, sætter os op og smiler genert til hinanden. Klasselokalet lyser som det plejer, og lydene er forsvundet. Jeg trækker vejret dybt. Nu skal vi rydde op og rykke bordene på plads, og så skal vi ud i solen og holde weekend. Uden for vinduet sidder de to fugle stadig på deres gren og skræpper.

 

//Foto: Laura Skriver Husted

Danskstuderende teaterskribent med kærlighed til sprød efterårsluft, wienerbrød, udklædningsfester og site-specific-teater.