Woody Allen og kvinderne

Åh ja, gode gamle Woody. Efter 60 år i underholdningsbranchen har han opnået en urokkelig status som et filmikon, der lader til at ville blive ved med at producere film, til han dør. Man ved altid, et år er gået, når en ny Woody Allan-film bliver annonceret, da han er så punktlig som en enlig bedstemor til sine bridgetimer.

Men med hver film vokser nysgerrigheden: Hvad er det med Allen og kvinderne? Både dem i det private og rollerne i hans film? Hans forhold til sin nuværende kone har udløst stor debat, og han er også anklaget for overgreb på sin datter. Hvad skal man egentlig tro om ham?

Vi præsenterer her et indblik i hele miseren. Vi ser på Allens liv i og uden for filmene – og på om disse hænger sammen.

 

Allens voksende skaldethed lyser som en fuldmåne blandt alle de stjerner, der sværmer om ham i hans film. Han har endda været gift med flere af dem, Louise Lasser, Diane Keaton, Mia Farrow. Det stoppede ham dog ikke fra at være utro – og måske, måske, måske – heller ikke fra at forgribe sig på sin 7-årige datter.

Da Allen gik fra Mia Farrow, var det, fordi han havde indledt et forhold til hendes adoptivdatter, Soon-Yi Previn.

Soon-Yi var en ung teenagepige, 35 år yngre end ham selv og kun få år ældre end hans og Mias børn.
Men det stopper ikke her iblandt Farrow og Allens fælles børn er Dylan Farrow, som beskylder Woody Allen for at have forgrebet sig på hende.
Allen benægtede alt, selvom han inden overgrebet regelmæssigt havde set en børnepsykolog om hans upassende forhold til Dylan, og selvom Mia Farrow altid fortalte deres børnepasser, at Allen ikke måtte være alene med Dylan. Allen påstod, at Mia måtte have fundet på det, fordi hun ville have hævn over Allen for at have forført Soon-Yi. Der blev lagt sag an tilbage i 1993, men efter 4 retssager droppede Mia Farrows advokat resten af anklagerne, da han nægtede at udsætte Dylan for en udmattende retssag.

Allen nægtede at tage den beordrede løgnedetektortest og tog i stedet en anden test udført af selvvalgte professionelle. Denne test fandt ham uskyldig, men testen blev dømt ugyldig af domstolen. Domstolen fandt intet belæg for, at Mia Farrow skulle have overtalt sin datter til at lyve, som Allen ellers påstod, og han blev selv fundet skyldig i at lyve om selve overgrebet. Han mistede derefter forældremyndigheden over Dylan.

 

Da Dylan så i 2014 skrev et åbent brev til Allen, åbnede hun et gammelt sår, og helvede brød løs. Hun beskriver alle de gange og måder, Allen forgreb sig på hende, og hvordan folk, snarere end at have en mening om sagen, hellere vil acceptere, at “ingen kan vide, hvad der skete, andre end dem selv”.

Hendes bror skrev endnu et brev i maj 2016 for at bakke hendes anklager op, men ud over hendes tætte familie er der ikke mange i Hollywood, som frivilligt tager Dylans parti. For rigtigt nok som Dylan siger, vælger mange at vende det blinde øje til og have den indstilling, at så længe han ikke er dømt, så har han ikke begået forbrydelsen.

Det er vigtigt at huske konceptet om ”innocent until proven guilty” – uskyldig til andet er bevist. Men problemet opstår, når folk bruger dette som en undskyldning for ikke at tage stilling til problematikken eller for helt at ignorere det. De vender det blinde øje til og fortæller dem selv, at alt er i orden, og går straks ud og køber billetter til den seneste Woody Allen-film.

Det kan virke ekstremt at ville boycotte Woody Allen totalt. Men det modsatte, at gøre slet intet, er præcis, hvad der foregår lige nu. Store skuespillere som Kristen Stewart, Jesse Eisenberg, Blake Lively og Steve Carell har alle valgt at spille med i Woody Allens nyeste film Café Society trods beskyldningerne imod ham. Blake Lively er endda gået så vidt som at beskrive ham som ”empowering to women”. Han bevarer fortsat sin status som et elsket og beundret ansigt i branchen.

 

Woody Allen med noget af castet fra Café Society til premieren i Cannes 2016 //Foto: GabboT Flickr

 

Men hvor er problemet, spørger du. Vi VED jo rent faktisk ikke, om han er skyldig.
Nej, det kan vi ikke vide. Men ingen ser ud til at tvivle på hans uskyld. Han får en automatisk togbillet ud af sexforbryder-by. Ved at ignorere anklagerne imod ham bliver den generelle konsensus, at Allen ikke har gjort noget galt – enten fordi han ikke har gjort det, eller næsten værre, at folk simpelthen accepterer, at han har gjort det og ikke vil gøre noget ved det. For sandheden er, at det er nemmere ikke at tage stilling til svære problemer end at gå imod en berømt, rig, mand og resten af hans tilbedende fans.

 

Ja, folk vil hellere blive ved med at vente spændt på overgrebsmandens næste film. Men er filmene så det værd? Er de gode nok til at undskylde hans opførsel? Gode nok til at undskylde et overgreb?

Selvfølgelig er de ikke det. Men folk ser dem alligevel. Jeg kan godt nok ikke udstede en dom, der lyder ”dårlige film”, men hvad jeg kan gøre er at drage paralleller mellem Woody Allens film og hans privatliv. For har man set nok af hans film begynder man at se et mønster: Mændene og kvindernes forhold i Allens film ligner til forveksling Allens egne forhold. Desuden er han ikke særlig innovativ. Han spiller kun roller, som ligner ham i erhverv og personlighed, og kvindernes roller er som defekte samlebåndsprodukter: konceptuelt ens, men med enkelte afstikkere.

 

 

 

I think you’re pretty lucky I came along – Annie Hall (1977)

 

Filmen Annie Hall fra 1977 handler om Alvy Singer (Woody Allen) og hans forhold til den unge sangerinde Annie Hall (Diane Keaton). Som det vil fremgå af de næste film også, finder Allen altid meget luskede måder at rose sig selv på, uden at man som dansker sidder og skråler ”JANTELOVEN!”.
Men hvordan? Han får da bare andre til at rose ham!
Allen spiller en berømt komiker ved navn Alvy Singer, og tilbedende fans lovpriser ham, mens han venter på Annie, de vil have hans autograf og vil hente flere fans, men han finder det dybt pinligt og irriterende. Det er vigtigt at huske, at Woody Allen har skrevet denne film: Han får lov at rose sig selv og virke ydmyg på samme tid. Ved hans første møde med Annie tager Allen os ’om bag scenen’ og ind i karakterernes hoveder. Alvy tænker, at Annie er smuk og undrer sig over, hvordan hun ser ud nøgen. Annie tænker, at hun er for dum til ham. Via hendes replik hæver han sig selv og sænker hende til et niveau, hvor hun kun er en smuk, nøgen krop.

Denne dynamik, den kloge mand og den smukke kvinde, er den røde tråd igennem mange af Allens film. Det kommer ofte til udtryk i form af en ung kvinde, der gifter sig med sin professor, men filmene er så gennemvædede af dette tema, at lærer-elev forholdet og den dertilhørende dynamik går igen i andre slags forhold.
Selvom Alvy Singer er komiker, og Annie Hall er sanger, træder han stadig ind i rollen som hendes lærer. Han køber hende bøger, presser hende til at tage en uddannelse og kommer gang på gang med nedladende kommentarer, der understreger, hvordan han er hende overlegen. Da hun endelig får succes med sin sangkarriere, tilegner han sig selv æren med den klassiske ”Jeg sagde det jo!” (Oversat: Jeg vidste, at det her ville ske. Jeg er så klog. Husk at sige tak, fordi jeg scorede dig en sangkarriere).

Han gør grin af hendes tidligere elskere, og da de snakker om deres seksuelle problemer, påstår han, at der intet er galt med ham (og at der derfor må være noget galt med hende), og han mener, at det er synd for ham, at hun misser sin psykologaftale, for nu må han jo lytte på hende.
Ja, kvinder er jo også forfærdelige at høre på, når de er sure, men selv denne situation kan Allen gøre morsom ved at pointere, at hun da må have sin menstruation, siden hun er så sur. Gud forbyde, at han selv var skylden til hendes vrede.
Og på trods af alt vover han alligevel at påstå, at hun da er rimelig heldig at have mødt ham. Samme kommentar har han lavet om sin kone, Soon-Yi. Allen mener, at hun virkelig er blomstret efter at have mødt ham og antyder at have reddet hende fra Koreas gyder, selvom Mia Farrow adopterede Soon-Yi med sin tidligere mand André Previn. Samtidig siger Allen, at Soon-Yi ikke har ændret ham, at han har været den samme person de sidste 60 år.

Det er præcis den dynamik, vi ser i hans film: Den charmerende ældre mand og den smukke yngre kvinde, som vokser i hans nærvær, imens han selv forbliver den samme. Manden fremstår som idealet, intet skal ændres her, mens kvinden er skildret som værende uperfekt og kan forbedres ved at omgås med manden. Lærer-elev-dynamikken eller fader-datter-dynamikken, hvor den voksne lærer barnet alt, hvad det ved. Allen siger i et interview med NPR, at han var faderlig, og at Soon-Yi reagerede på en faderlig person; mere incestuøst bliver det kun, hvis han faktisk selv havde adopteret hende.

Apropos incest: Allen havde jo også sine egne børn. Mia Farrow fortalte, Allen at ”You look at [Dylan] in a sexual way. You fondled her . . . You don’t give her any breathing room. You look at her when she’s naked.” En rimelig heftig anklage, som vi også finder spor af i hans film. Da Alvy Singer husker sin barndom, får vi at vide, at han allerede var interesseret i piger, da han var 6 år gammel. Han anerkender, at dette er underligt, men kører så seksualiseringen af børn videre ved at lade en lille pige fortælle, at hun er ”into leather”.

Allen starter filmen ved at lade Alvy Singer forklare sit forhold til kvinder. Han forklarer det med analogien ”I would never want to belong to a club that would have a member like me”. Han dømmer de kvinder, der vil have ham, og sig selv med.

 

Endnu et træk, der hyppigt ses i hans film, er det, at han er totalt uinteresseret og helt irriteret på en kvinde, men har sex med hende alligevel. Kvinden er i mange tilfælde en engangsserviet, han kan smide ud, efter han har onaneret i den. Men han har selvfølgelig overmenneskelige seksuelle kræfter. Kvinderne roser gang på gang mændene for at være fantastiske i sengen, men får selv ingen anerkendelse. En meget spøjs, men ikke overraskende dynamik, der gør, at det eneste, som kvinderne er gode til i Allens film, nemlig sex, stadig er underlegent mandens evner inde for samme felt. Komisk nok kan Annie Hall ikke have sex med Alvy Singer uden at have røget hash først, hvilket peger på et enkelt tilfælde af en underlegen Allen. ”Heldigere” går det for hans ven, som slutter filmen af med en trekant med to 16-årige tvillinger.

 

Man kan argumentere for at alle disse karaktertræk og ting i filmene er beslutninger taget for at opnå det bedst mulige resultat, og hvis denne film var et unikum ville jeg være enig. Men i kraft af at disse træk systematisk indtræffer i flere af hans film, stopper det med at være tilfældige beslutninger, og bliver mere et altoverskyggende tema i hans karriere.

 

Somewhere Nabokov is smiling, if you know what I mean – Manhattan (1979)

 

Manhattan er et prima eksempel på at Allens pigeglade natur. Allens karakter Isaac er nemlig i et forhold med en 17årig pige ved navn Tracy. Han henvender sig til hende med ”kid”, kalder hende nuttet og fortæller hende igen og igen at hun skal lade være med at lade sig rive med for hun er kun et barn. Man skulle tro at for at undskylde sine seksuelle tendenser mod disse unge kvinder ville han prøve på at hæve dem op på et modenshedsniveau eller en alder hvor disse følelser er acceptable, men nej, han er fuldt bevidst om hvor unge disse piger er og begærer dem endnu mere af den grund. Intet er off-limits for 44årige Allen. En af hans veninder insisterer på at 17 år ikke er for ungt, hvilket får en til at undre sig over hvor grænsen så går for Allen.

Han afslutter forholdet til Tracy for at komme sammen med sin vens elskerinde, Mary. Tracy er selvfølgelig meget forelsket i ham, men han kan ikke forstå at han overhovedet skal dømmes for at have været hende utro.

Forskellene på Tracy og Mary er åbenlyse. Tracy er et blot et barn som Isaac aldrig tager seriøst, et barn som han ønsker at oplære og opdrage. Mary derimod er en voksen, moden kvinde som Isaac respekterer og hun er meget mere bestemt og stædig end Tracy. Isaac kalder hende smuk, endnu en kontrast til Tracy som er nuttet, et mere barnevenligt ord. Mary virker til at være den eneste der syntes at 17 er for ungt, og kommer med en kommentar om Vladimir Nabokov som har skrevet den populære roman Lolita(udgivet i 1955 og handler om en voksen mands besættelse af en 12-årig pige. red).

Men selvom Mary virker som det eneste rationelle menneske i filmen, påstår Isaac at han kan fikse hende og at han vil være en god indflydelse på hende! Han er nemlig bedre end hendes eksmand, som han gør grin med da han endelig ser ham.

 

Diane Keaton og Woody Allen i filmen Manhattan //Foto: gerardo gc Flickr

 

 

Kære læser. Hvis du har fulgt med indtil nu kan du næsten gætte dig frem til hvem hun giftede sig med: det er jo selvfølgelig hendes lærer.

 

Da Mary forlader Isaac for en anden mand er han hurtig til at beskylde hende for at lave en kæmpe fejl, og siger at han vidste at hun var skør da han mødte hende. Man er nemlig skør når man afviser Woody Allen. Men vreden var kun kort, han rammes nemlig af forsinket kærlighed ved første blik til Tracy og løber igennem byen for fange hende inden hun flyver til London for at studere skuespil, en plan han har bakket op om indtil videre for at slippe af med hende. Nu da det passer ham bedre vil han have at hun bliver og dropper hendes lovende karriere til gengæld for ham, en fair byttehandel i hans øjne. Hun er tilfældigvis lige fyldt 18 og siger så ”I’m legal, but I’m still a kid”. Selvom Isaac påstår at hun ikke er et barn længere, så anerkender filmen at hun var mindreårig og stadig et barn.

 

 

Before I met Fredrick I was unhappy and fat – Hannah and her sisters (1986)

 

I Hannah and her sisters spiller Allen en mindre rolle som Hannahs eksmand Mickey, men det stopper ham ikke fra at møde sin egen lærer-elev kvote. Lee, Hannahs søster, har været sammen med sin meget ældre lærer i 4 år, men da Elliot, Hannahs mand, tilstår hvor længe han har været forelsket i hende forlader hun ham for Elliots skyld. Lee har ellers været meget forelsket i Fredrick og tilegner ham al sin lykke. Men nej, en ny, klogere mand venter. Fredrick har hele tiden kunne se at Elliot var vild med hende, og det at Lee er så smertende uvidende understreger kun at han er klogere end hende. Fredrick prøver at give hende tilpas dårlig samvittighed til at hun bliver ved at sige at hun er hans eneste bindeled til resten af verden og at han vil færdiggøre den uddannelse han startede for 4 år siden. Men Lee er ligeglad, og finder sammen med Elliot for derefter at forlade ham for sin professor.

Til den årlige Thanksgiving hvor alle karaktererne mødes, ser vi en midaldrende, fuld mand sidde ved alle børnene, syngende og øl skænkende. Han sidder med en lille pige på skødet som sidder med sin egen ølflaske. Han prøver at kysse hende men hun undviger, og han råber ”Come on!” i utilfredshed. Situationen behandles ikke videre, den bliver ikke set som problematisk, det bliver bare accepteret. Man skulle tro at Allen syntes dette er passende opførsel. Måske er det Allens drømme scenarie. Han måtte ikke være alene med Dylan, så måske drømmer han om at være omgivet af hengivne børn?

 

Både i denne film og i Annie Hall skriver karaktererne teaterstykker om virkelige hændelser i filmen, men ændrer slutningen til deres fordel. I Hannah and her sisters lader Holly sin veninde dræbe af sin elskers kone fordi han valget hende i stedet for hende selv. I Annie Hall ændres slutningen af Annie og Alvys forhold. Alvy vil giftes, men da han bliver afvist prøver han at give hende dårlig samvittighed ved at sige at han har lejet en bil, selvom han hader at køre, og at han er fløjet helt til Los Angeles for at se hende, derfor fortjener han at hun lytter til ham. I det adapterede manus bytter han om på rollerne: Alvy afviser Annie, hvorefter hun er hurtig til at løbe efter ham og undskylde alt og love hun vil ændre sig. Da Allen jo selv har skrevet manus til disse film, kan det lede tankerne over på en direkte parallel mellem manuskripterne og hans eget liv; hans karakterer tilpasser virkeligheden til deres fordel. Gør Allen det samme? Er dette et udsnit af Allens ideelle verden?

Måske. I en sådan verden ville han ikke høre noget brok for sit ægteskab til Soon-Yi og det ville måske endda være acceptabelt at røre ved små piger. Heldigvis bor vi ikke i en sådan verden.

Allen har skabt mange ikoniske film der vil blive set mange år ude i fremtiden, og jeg kan godt forstå hvorfor. Filmene er teknisk flotte og Allen kan fortælle historier som kun få kan. Han formår at hæve hverdagssituationen til et nyt niveau og fanger seeren i det øjeblik temamusikken begynder at spille. Men ris skal der også til, og her snakker vi ikke en lille pose jasminris på 500 g. For har man set en Woody Allen film så har man næsten set dem alle. Han kan måske finde ud af at genfortælle den samme historie igen og igen, men det er og bliver den samme historie. Han spiller altid en jødisk mand i New York der arbejder inden for underholdningsbranchen og er sammen med en masse smukke kvinder, som han faktisk er for klog til at ses med. Hans seneste film løsriver sig mere og mere fra denne onde cirkel, måske fordi han ikke selv spiller med. Måske var det det der skulle til for at han kunne løsrive sig fra fantasien om den ideelle virkelighed.

Og så har vi jo naturligvis at gøre med en potentiel overgrebsmand. Her bliver vi tvunget til at tage et valg: nydelse eller retfærdighed. I mine øjne kan en middelmådig film aldrig gøre op for voldtægt, men sådan er det desværre ikke alle der ser det.

 

Kære læser, om du vælger at se Allens seneste film eller ej, så husk at danne dig en mening. Hvis den mening er at han er en fin fyr der ikke har forgrebet sig på nogen, jamen OK. Hvis du deler min mening om, at han er en klam, tvivlsom person som burde boycottes og føres for retten, endnu bedre.

Så længe du ikke tror, han er en voldtægtsmand, og støtter ham alligevel. Det er værre end Allens forhold til kvinder.

//Forsidefoto: Francesco D’Agostino Flickr