Nyt blod til det kedelige julefilmsrepertoire

Alternative julefilm
Alternative julefilm //Illustration: VINK

To indbrudstyve så groft mishandlet af en 8-årig dreng, at sidstnævnte burde været havnet direkte i ungdomsfængsel. Eller hvad med en af de mest indviklede og omsiggribende kærlighedshistorier, som vist inkluderer en premiereminister, en mand med nogle stikordskort samt utallige skuespillere fra Harry Potter? Lyder det bekendt? Det er måske fordi, at vi har været udsat for plottet til henholdsvis Alene Hjemme, Love Actually og andre julefilm lige så ofte, som vi fylder år næste gang. Og selvom julen handler om traditioner (hvilket vi bestemt værner om!) er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan være innovativ i sin udvælgelse af julefilm, når december melder sig, og folk falder som fluer i Whamageddon. 

Derfor giver VINK dig en række film, som indrammer højtidens værdier uden at være tapetseret ind i alskens staffage såsom nisser, sne, pynt og Mariah Carey. Vi giver dig en bid af julens magi, så dit filmrepertoire udvides en smule – selv her i juleferien, hvor tid ikke er en mangelvare.

Så imens de nye restriktioner endnu en gang har lukket de hårdtrængte biografer og andre kulturtilbud (men ikke restaurationsbranchen eller shoppingcentrene?), kan du nu blot læne dig roligt tilbage og lade dig underholde af nogle anderledes – men stadigvæk gode – julefilm om gaver, familie og næstekærlighed!

Gaven, som råber efter et byttemærke

–  Ann Kathrine Østergaard

Selvom jul handler om familie, fællesskab og taknemmelighed, er det svært at komme udenom gaverne. Materialistiske er vi altså, og det er ikke for sjov, at december kendetegnes af at være hård for tegnedrengen. Derfor anbefaler jeg at se en film, som kan bidrage med – ja, lad os sige et anderledes syn på gaver. The Gift er en psykologisk thriller fra 2015, som formår at opbygge en suspense, der på sin vis er lavmælt, men også vildt ubehagelig.

Vi møder ægteparret Simon og Robyn, der netop er flyttet tilbage til L.A. Her støder de ind i Simons ven fra skolen, Gordo, som bedst kan beskrives som socialt akavet (og spilles i øvrigt af Joel Edgerton, som også indtager instruktørstolen for første gang i The Gift). Allerede ved første møde fornemmer man, at fortiden rummer nogle mørke hemmeligheder. Stemningen er bare lidt off. Det bekræftes, da Gordo gentagne gange dukker op i parrets hjem med mærkelige gaver, og ofte når Robyn er alene hjemme. Hvert besøg føles som ét skridt tættere på den totale invadering af privatlivet, hvilket kulminerer i en slutning af ondskabsfulde dimensioner. Værsgo. Lidt inspiration til julegaverne.

The Gift (2015) – kan lejes på Blockbuster

// Foto: Scanbox Entertainment

Et drys næstekærlighed 

– Andrea Lundstrøm

Hvis du leder efter en Grinch-type, der ikke minder dig om grantræer og bjældeklang, er forfatteren Melvin Udall lige noget for dig. I Det bli’r ikke bedre fra 1997 forpester den menneskefjendske enspænder sine omgivelser med sin kynisme, vrede og ofte stødende kommentarer. Men uanset hvor meget Melvin stritter imod, bliver virkeligheden ved med at banke på hans dør, og lidt efter lidt begynder han at hjælpe menneskerne omkring ham. Selvom han stadig har svært ved at takle deres anmassende følelsesliv og taknemmelighed.

Lidt efter lidt, på komisk og akavet vis, kommer karaktererne ind under huden på hinanden og finder et fællesskab på trods af deres fordomme og forskelligheder. En feel good-komedie, der rammer lige i hjertekulen og oser af 90’er-æstetik. Og hvem anden end Jack Nicholson kunne gøre en misantropisk og OCD-ramt romanceforfatter charmerende?
Uden skyggen af jul minder den os om, at gaver ikke altid er materielle ting, og familie ikke nødvendigvis er dem, man deler gener med.  

As good as it gets (1997) – kan streames på Netflix

Familie er noget man vælger

– Samuel Heilberg

For mange er julen uløseligt forbundet med familietid både på godt og ondt. Her placeres vi, sommetider modvilligt, i familiens skød ofte med nogle mennesker, vi ikke deler andet med end et stamtræ. Ikke desto mindre kan vi altid regne med deres hjælp, når nøden er størst. Denne familiære kerne behøves dog ikke at være baseret på slægtskab, hvilket netop er omdrejningspunktet i den japanske film Shoplifters (2018).

Her får hverken fattigdom eller ydmygelser lov til at fylde i en lille konstrueret familie, som grundet deres fattige kår må ty til butikstyverier for at overleve. De fordeler uselvisk tyvekosterne ligeligt imellem sig, imens at myndighederne konstant ånder dem i nakken. Behovet og glæden ved at tilbringe tid sammen overskygger dog frygten for at blive fanget.

Udenfor familiens hjem opstår de barske øjeblikke, hvor omverdenen konsekvent behandler dem dårligt. Dette oplever man særligt med familiens seneste medlem; en lille pige, der mishandles af sine biologiske forældre. Hun tages ind under familiens trygge vinger, som hjælper og passer på hende. Selvom hovedkaraktererne ikke er blodsbeslægtede, så er de en lykkelig lille familie, der altid giver hinanden en håndsrækning i nødens stund. Dette kan vi alle komme til at opleve, når vi sætter os ved julebordet med hele den pukkelryggede familie.

Shoplifters (2018) – kan streames på Filmstriben

Vores bud på alternative julefilm //Foto: Filmbazar.dk

Sortkomisk mordmysterie i julesetting

– Andreas Brudsø

Som en enorm beundrer af decemberhøjtiden, kan jeg naturligvis ikke lade dig forlade denne artikel uden et lille drys af den ægte julestemning. Og hvem andre er garant for netop dette end filmskaberen Shane Black. Et gennemgående tema i hans film er nemlig, at de udspiller sig omkring decembers festivitas, og tæller titler som Dødbringende Våben, The Nice Guys og Iron Man 3. Jeg ønsker imidlertid at anbefale hans instruktørdebut, det sortkomiske mesterværk Kiss Kiss Bang Bang.

Filmen genetablerede kæmpetalentet Robert Downey Jr. efter nogle svære år i Hollywood, og var udslagsgivende for at han senere landede sit livs rolle som Iron Man. Filmen gav Downey Jr. rig mulighed for at fremvise sit store komiske talent som den lettere uduelige indbrudstyv Harry, der tilfældigvis indrulleres i et komplekst og grotesk mordmysterium i Hollywoods skuespilskreds. Et alternativt take på detektivgenren og en kærlighedserklæring til film noir. Så er du i stødet til en velskrevet og morbid action komedie/whodunnit med Raymond Chandlerske træk, så er denne film klart anbefalingsværdig til de døsige juledage.

Kiss Kiss Bang Bang (2005) – kan lejes på Blockbuster

LÆS FLERE FILMARTIKLER HÉR