Når talentet skal pudses – Filmskolens afgangsfilm

Episke helikopterbilleder. Eksotisk Mallorca-stemning. Sort/hvid mystik. Tvetydig komik. Årets syv afgangsfilm fra Den Danske Filmskole har lidt af hvert at byde på. Alle med stort potentiale og alle med forskellige ambitionsniveauer. Nogle med måske for store ambitioner. Kun en enkelt, der forløser sit potentiale til fulde. Men på det her plan, inden talentet slippes løs, skal der stadig være plads til at afprøve, eksperimentere og fejle, og årets dimittender viser, at dansk films fremtid er i sikre hænder.

”Slip mig nu bare fri!”

I mørke af Gustav Möller skildrer en indlagt kvindes kamp mod sig selv på et sindssygehospital. Möller anvender en dynamisk filmstil, der på det ene tidspunkt lader lydsiden eksplodere henover dynamiske billeder, der leder tankerne hen på Xavier Dolans Cannes-hit Mommy, mens han det andet øjeblik dvæler ved sensuelle, statiske billeder. Denne skiftevis temperamentsfulde og rolige fortælleform får os til at føle hovedpersonens skiftende mentale tilstand i stedet for blot at være vidne til den. I mørke er hudærlig, menneskelig, intim og nærværende, men den mister point i sin sidste halvdel på et par utroværdige fortællemæssige skift, der kunne være undgået på manuskriptplan. Der er ganske enkelt en utroværdig forcerethed i karakterudviklingen i filmens sidste halvdel, der skriger på, at filmens fortælling og hovedkarakter godt kunne have brugt lidt mere tid. Et par nemme løsninger afholder dog ikke filmen fra at være en særdeles lovende debut, for der er intet nemt over filmens herligt realistiske slutning, og instruktionen er tæt på fejlfri.

 

Mislykket moralsk humor

Tæt på fejlfri er instruktionen til gengæld ikke i Aske Bangs Den Fremmede, der på trods af enkelte velfungerende, tematiske provokationer og en til dels vellykket slutning af moralsk tvetydighed virker som en identitetsforvirret og lidt for akavet film, der ikke helt ved, hvilket ben den skal stå på. En ung mand, der har nok i sig selv og mest af alt ligner en døsig bæver, får uventet besøg af en thai-kvinde på flugt. Det ender, som det synes at gøre igennem hele filmen, godt og galt på samme tid. Kontrasterne er i fokus. Med flere mislykkede end vellykkede forsøg på grin og et spredt fokus, der peger i øst og vest og ikke rigtigt rodfæster sig, er den dog mest af alt irriterende at overvære. Nok kan dele af denne filmiske konstruktion være en ironisk pointe i filmen, men bevidst eller ej så er Den fremmede langt fra udført med den overbevisning og præcision, som Aske Bangs begavede kombination af en ironisk, selvbevidst og lettere moralsk tilgang til komikken afkræver.

 

Dagligdagens fantasi

Hvor de første to film udforskede det nogenlunde jordnære, får vi i Annika Bergs SIA snerten af de mere fantasifulde aspekter af livet, som også senere film skulle vise sig at være interesserede i.

 

Ligesom de forrige film er det dog stadig skellet mellem, eller nærmere foreningen af, to virkeligheder, der står i fokus. En ældre dame, der bor alene i sin lejlighed, forsøger at forberede sig på døden. Hun holder sig smuk, for det er da det mindste, man kan gøre. Den realistiske side af filmen forstærkes igennem en doku-dramatisk stil med voice overs, mens dette aspekt kontrasteres af et væld af symboler og allusioner til menneske overfor natur samt fantasifulde og til tider helt surreelle billeder, der hæver den ældre dames sind fra det middelmådigt gamle til det ungdommeligt friske. Nok er minderne svære at få fat på i deres helhed, men dét – og vores drømmende flugt væk fra det jævne te-selskab og ind i fantasien, ind i isbjørnens gab – er alt, vi har. Det skal værnes om, for det dør aldrig – heller ikke efter vi ligger i kisten, hvilket portrætteres i en fantastisk subtil og på samme tid suggestiv slutscene.

 

SIA. //Foto: Louise McLaughlin.

Virkelighed, minder og fantasi flyder smukt sammen i denne hybrid af en film, der nemt kunne være endt som et rod, men som lykkes, fordi den hele tiden formår at holde benene på jorden og fastholde det livsnære fokus på den karakter, det hele handler om – også selvom man sidder med fornemmelsen af, at billedet ethvert øjeblik kan bryde ud af sine rammer i en projektion af fantasi, farver og fragmenterede minder. Heldigvis fastholdes balancen, for – som hovedpersonen fortæller – ved vi jo ikke, hvordan det er på den anden side, så vi må hellere få det bedste ud af alt her på denne side af livet og holde os smukke. Biologiske nedbrydningsprocesser eller ej så er mennesker altså ikke æbler, men subjekter, der lever videre på den anden side. Og neglelakken ryger med. Således ender SIA ud med at være en særdeles vellykket og til tider rørende film med en tilpas dosis kompleksitet og en herligt kontrastfyldt og drilsk filmstil.

 

En knap så farlig femme fatale

Med Kasper Skovsbøls Sorte måne bevæger vi os fra farvefyldte kontraster og drilsk filmstil til et lukket, stringent univers i skarpe sort/hvide billeder, middelalderæstetik og okkult realisme. En dødbringende, ung kvinde skaber ragnarok på en ø med sin forførende, succubus-lignende karakter. Har vi hørt det før? Ja. Men har vi set det sådan her før? Nej. Som den måske mest stemningsfyldte og selvbevidste film af de syv vægter den det visuelle univers højere end fortællermæssigst drive og klarhed. I mine øjne lider fortællingen under en knap så velvalgt, distanceret og fragmenteret film- og fortællestil, der trods få stærke momenter ikke formår at skabe indlevelse i – eller reel forståelse for – det centrale mysterium. Informationerne er for spredte og usammenhængende, og selvom ideen om at flytte klassiske noir-elementer og femme fatale-figuren til en middelaldersetting er en velkommen fornyelse af en kliché, tilskyndes der aldrig for alvor empati eller sympati for karaktererne, der fremstår som brikker i et større spil. Enkelte scener ender ud i nær kitsch, og trods flot fotografi og sans for stemningsmættede billeder får filmen aldrig rigtigt kommunikeret den historie, den gerne vil. Det virker som en komprimeret, længere fortælling, der spænder over for meget, hvilket en unødvendig voice over ikke hjælper på. Selvom slutscenen er et højdepunkt og et moralsk fængslende øjeblik, forløses potentialet for fortællingen ikke, veludførte billeder eller ej. Potentialet er netop enormt, og det er derfor, det er ærgerligt, at instruktørens greb om fortællingen ikke synes nær så stærkt som grebet om filmens stemning og billeder. For så kunne det have været stort.

 

Er synlighed lig eksistens?

Med Laurits Flensted-Jensens Melon Rainbow bevæger vi os fra middelalderen til karakteristisk, nutidig ungdomsrealisme om en ung pige, Melon Rainbow, der lever et dobbeltliv som wanna-be cyber-pornostjerne og hjemmehjælper hos blinde mennesker. Uden at afsløre for meget krydser de to liv klinger, da hun indleder et forhold til en blind dreng. At det er blinde mennesker, Rainbow spenderer sin tid med, er langt fra tilfældigt og tematisk velvalgt. Det er da også i scenerne med den blinde dreng, at filmen for alvor bliver vedkommende.

 

En film om jagten på ægthed, identitet, om blind virkelighed, om ikke at have nok i dagligdagens middelmådighed og om de grænser, man vil bryde for at finde livets krydderi. Filmen leger med forholdet mellem synlighed og det at se. Er synlighed lig eksistens? Eller skal man blot lukke øjnene og skærmen, og finde den indre computer? Fortællingen har sine momenter, men er grundlæggende kedelig at se på og formår aldrig rigtigt at sætte hverken følelser eller sind i kog og mangler grundlæggende dramatisk forløsning. Melon Rainbow som karakter er for stereotyp og uinteressant, mens den blinde dreng i sin charmerende kejtethed er den, vi gerne vil høre mere om, men aldrig rigtigt bliver budt adgang til. Melon Rainbow er således en lettere flad oplevelse, mens slutningen dog, som i flere af de andre film, er herligt åben og underspillet.

 

En ufuldstændig fremtidsvision

Eirik Sætter Stordahls fremtidsvision I stykker peger, ligesom flere af de forrige film, mod en karakter fastlåst i en omkransende, ikke-tilstrækkelig virkelighed, som denne kæmper for at finde en vej ud fra. Menneskeheden er tæt på udryddet, og filmen er en todelt fortælling om en overlevende mand fanget i en underjordisk bunker og dennes fragmenterede minder om sin kæreste. Flashbacksne i filmen er poetiske, men også noget klichéprægede, og handlingsforløbet i bunkeren synes blot at agere tomt hylster for en anden og mere vedkommende historie, vi aldrig rigtigt får adgang til. Filmen lykkes ikke med at skildre sin postapokalyptiske virkelighed, der fremstår lettere kitsch, fortænkt og ufærdig, hvormed vi efterlades uden reelt indtryk af formatet af den situation, der portrætteres. Denne magerhed i fremtidsvisionen havde været fordøjelig, hvis fokus i stedet var rettet mere entydigt mod flashbackstrukturen, men i stedet ender begge dele – fortid og fremtid – som halvfærdige, uforløste fortællinger.

 

I hukommelsen kan alle gå på vandet, men når virkeligheden rammer, og der brydes ud, må sandheden ses i øjnene. Klimakset havde potentiale til at blive et stort, poetisk øjeblik af stærk emotionel karakter, men idet begge virkeligheder skildres med utilstrækkelig præcision, ender det ud med at blive et mere tomt end følelsesladet øjeblik. Hvis slutningen havde fungeret, havde de episke helikoptersekvenser haft sin berettigelse. Det har de ikke her, og filmen ender ud med at være knap så episk, som den gerne vil være.

 

Nu skal det hele ikke lyde negativt, for der var bestemt kvaliteter til stede i I stykker. Idéen om at skabe en troværdig fremtidsvision som et sideløbende fundament for en fortælling i en anden virkelighed er ambitiøs. Problemet er her, at ambitionsniveauet måske var for højt, hvilket selve eksekveringen og troværdigheden ender med at lide under.

 

Findes himlen på Mallorca?

Josefine Kirkeskovs Heaven, derimod, besidder næppe det største potentiale eller ambitionsniveau blandt de syv film – udlandsoptagelser eller ej, dertil er idéen for klassisk og lidt for nydelig til at fremkalde provokationer. Til gengæld er eksekveringen på alle planer noget nær perfekt, hvilket resulterer i den uden tvivl mest fuldstændige og helstøbte oplevelse blandt afgangsfilmene – og det til trods for en noget kliché-præget historie, hvis faldgruber undgås igennem uforudsigelige, glohede interaktioner, der aldrig kammer over i det melodramatiske.

 

Heaven omhandler en ung kvinde, der sammen med sin nye kæreste er taget til Mallorca for at præsentere denne for forældrene. Her opdager hun til sin rædsel, at en forførende og yngre mand har joinet selskabet, og – ifølge datterens synspunkt – lidt mere end han burde. Heaven er langt fra nogen overrumplende oplevelse, men den er så godt skruet sammen på det håndværksmæssige plan, at det er svært at være kritisk. Man må blot nyde den rolige, selvsikre stil, der trods settingen aldrig bliver for potetisk, og den lethed og underspillede naturlighed, Kirkeskov anvender i fortællingen af sin historie.

 

Afgangsfilmene i år har med stor diversitet gjort plads til både stilrene, sort/hvide billeder, farverig fantasifuldhed, fremtidsvisioner og jordnær realisme. På forskellig vis moderne og eksperimenterende i deres udtryk, samt præget af en lyrisk fornemmelse og sans for den sensuelle og fysiske del af filmsproget, undgår alle syv film nemme og entydige slutninger.

 

Det synes at love godt for fremtiden.

 

Hvad: Filmskolens afgangsfilm.
Hvor: Filmene blev set i Den Danske Filmskoles biograf.
Hvordan: De syv film er netop nu tilgængelige på Filmskolens hjemmeside.
Samt på DR’s hjemmeside.
Derudover kan filmene ses i Dagmar hver dag kl. 19.30 frem til onsdag denne uge  – tjek dem ud!
Portemonnæ: Gratis visning på Filmskolens og DR’s hjemmeside. 65 kr. for visning i Dagmar.

 

Skriv en kommentar

kommentarer