Valg bliver attraktive, når vi ikke har dem


//Illustration: Luna Fisker

Jeg har en dårlig vane. Den er så forfærdelig, at jeg har besluttet mig for, at når jeg er færdig med denne tekst, så er jeg også færdig med vanen.

”Hvad laver du, Anna?”
”Ikke så meget… Jeg kigger på en højskole”
”Men… Er du ikke lige startet på studie? Er du ikke ret glad for det?”

Sådan udspillede en samtale sig forleden, og det er der, problemet ligger. Vanen begynder altid med et valg. Når jeg har taget en beslutning, går der sjældent mere end en dag, og så føles de andre valgmuligheder altid bedre. De valg, jeg havde rig mulighed for at vælge, men som jeg ikke valgte, da jeg havde dem. Selv når jeg er sikker på, at min beslutning er den rigtige, skal jeg lige se…

Spørgsmålet er, hvad det er, jeg skal se? Er det hvad jeg går glip af? Hvad jeg ellers kunne have fået? Uanset hvad, er det virkelig dumt, for jeg vil slet ikke have noget af det andet. Jeg skal bare lige

FOR TO MÅNEDER siden startede jeg på et studie, og det er jeg glad for. Men så en aften røg jeg ind på en artikel, der førte mig videre til en højskole, og det så bare rigtig godt ud. Jeg skulle lige se hvilke fag, man kunne vælge på højskolen. Når jeg alligevel var i gang, kunne jeg ligeså godt tjekke priserne for et tre-måneders ophold. Man ved aldrig, hvornår man får brug for den information. ”Det var ikke så dyrt”, tænkte jeg for mig selv, og pludselig havde jeg kalender og blyant fremme, og kiggede på billeder, datoer og hold. Men jeg skal slet ikke starte på en højskole, for jeg har lige haft fem måneder til det, og da gad jeg ikke. Da jeg havde chancen, var det slet ikke så interessant.

FOR TO ÅR siden flyttede jeg ind i en lejlighed på min yndlingsgade. ”Hvilken drøm!” vil nogle sikkert tænke, og det tænkte jeg også selv. Lige indtil den dag, jeg flyttede ind, for så ville jeg gerne flytte ud. Jeg tror ikke, der gik mere end tre uger. Jeg skulle bare lige se hvilke lejligheder, der ellers var til salg. Jeg røg ind på boligsiden, og begyndte at drømme om femte sals-lejligheder og værelser med altan, skråvægge og stuk. Alt andet end det, jeg havde. På Østerbro, på Vestebro, på Frederiksberg. Alle andre steder end der, hvor jeg var.

Det var dog utroligt som valg føltes uendeligt attraktive, i det øjeblik, man ikke længere har dem. Man har haft muligheden, men der virkede de bare ikke særligt tillokkende.

Det samme gælder, når man er ude at rejse. Man er ved en herlig sandstrand, vejret er tropisk, bølgerne er vidunderlige, og så opdager man, at man hellere vil sidde hjemme i kold-grå Danmark og smøre sig en mad med Riberhus. Det kan også ske, når man er ude at spise. Man har et menukort foran sig. Ens medspiser vælger noget andet, end man selv gør, og man tænker, at hans valg lyder lidt fesent. Når maden så bliver serveret, ligner det en smuk solnedgang, og man sidder hele aftenen og tænker, at ugen havde været lidt bedre, hvis bare man havde valgt solnedgangen, i stedet for den smagsløse chili con carne.

FOR SNART ET ÅR siden mødte jeg min kæreste og ham er jeg meget, meget glad for. Men jeg skal ikke kunne sige mig fri for, at jeg til tider har lyst til at tjekke Tinder. Ikke for at flirte, score eller date, nej, bare for at kigge. Og det er helt åndssvagt, for jeg er slet ikke interesseret i Kim fra Brøndby Strand eller korthårede Kasper fra Frederiksberg, jeg er kun interesseret i min kæreste.

Problemet med valg er jo, at der også er et fravalg. Og det kan være svært, for vi vil så gerne have det hele med. Når man tager et valg, vælger man noget til, mens man vælger noget andet fra. For mig virker det man vælger fra, langt mere interessant i det øjeblik, man ikke kan vælge det længere. Var det nu det rigtige, man valgte til – og ikke mindst fra? Måske er vores hjerner indstillede sådan, at vi oftest vil have lige netop det, vi ikke kan få. Som et andet studie, en anden lejlighed, en anden menu, og måske engang imellem nogle andre relationer.

Måske handler det i virkeligheden om, at slappe af i det, man er i? Man skal selvfølgelig ikke blive i noget, bare for at blive i det, men måske er det en god idé at lukke øjnene for de fravalg, der følger med, og tro på, at det man vælger er det rigtige? Måske burde vi stole på, at der er en grund til, at vi tager de beslutninger, vi tager? Det er lettere sagt end gjort, men jeg tror, at jeg vil prøve.

Nu er denne tekst slut, og det betyder at min vane også er det. Jeg ved ikke om jeg kan overholde det, men måske besøger jeg først boligsiden, når jeg engang skal have en ny lejlighed.

Jeg hedder Anna og er 24 år. Jeg bor i en lejlighed på Nørrebro, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg er også glad for blandt andet gåture, efterår, ord, kultur, psykologi, mandage og København.