Treogtyvetusinde (fra)valg

Jeg er ikke blevet optaget på det studie, jeg søgte ind på.

Så! Nu er det skrevet. Det, ingen skriver på Facebook, eller nogle andre steder. Og det er da heller ikke fordi, jeg selv har gjort det, slået en stor, fed statusopdatering op, om, at jeg tilsyneladene er en af de fravalgte. Fravalgt. Afslået. Afslag. Det ligger bitter i munden og eftersmagen er ærgerlig, lidt som en avokado, der har modnet for længe.

Studieafslag. Skal vi ikke (også) vurdere nogle andre kompetencer end dem, der bliver målt i vores uddannelsessystem, som det ser ud i dag? //Tegning: Jonas Milton Kim Olsen

Problemet er, når du sidder dér den 30. juli, åbner brevet fra uddannelsesstedet med rystrende fingre og læser, at du ikke er kommet ind, så føles det som om, du er den eneste i hele verden, der er blevet frasorteret. Goodbye and good luck! På Facebook popper den ene opdatering op efter den anden, om tre, der skal uddanne sig på CBS, fire, der begynder på jura-studiet og syv, der skal læse til sygeplejerske. Hip hurra og tillykke til dem, men hvad stiller du lige op med dig selv, den fravalgte?
Til mit held skal det siges, at jeg hverken har sagt mit nuværende job op, eller været ude og investere i et skrigorange læderpenalhus. Gudskelov. Faktisk er jeg temmelig meget i tvivl om den uddannelse, jeg søgte ind på, overhovedet er den rette for mig. Jeg mener, hvordan kan du vide dig sikker på, at det er det her – eller i hvert fald noget, der minder om – du har lyst til at lave resten af dit liv? Er den opgave ikke noget nær umulig; for ophører tvivlen nogensinde?

Der er jo så mange muligheder, så mange valg og veje, vi kan gå, snuble og løbe ad. Der er så meget, der lyder spændende, så meget, der kunne være sjovt at prøve. På en mandag kan jeg føle mig som en kommende konceptudvikler, om onsdagen mest som en pædagog og om lørdagen som en inkaneret rejseskribent. Jeg ved, at det ene ikke behøver at udelukke det andet, men et eller andet udgangspunkt skal jeg jo have. Jeg skal vælge, jeg skal være nogenlunde sikker, men hvordan? Slår man sten-saks-papir, følger de mange velmenende råd, eller gør det, der synes mindst fornuftigt, men som føles rigtigt i maven?

Efter at jeg har scrollet igennem de indslag på Facebook, fra folk der er kommet ind på deres uddannelse, popper der en artikel op: Der står at 23.000 ansøgere ikke er kommet ind på deres ønskede studie. Det er alligevel en del, er det ikke? Det er faktisk mange! Jeg er ikke den eneste, jublede jeg!

Artiklen handler også om en pige, der er gået uden om vores danske uddannelsessystem, og som nu har succes med hendes egen butik. Sejt, tænker jeg. Og så tænker jeg, at det er lige godt Sørens, at vi lever i år 2015, i et samfund, hvor Salsabil er et godkendt pigenavn (den lader jeg lige stå et øjeblik), og så har vi stadig samme – gammeldags – uddannelsessystem, hvor alt kommer an på et godt karaktergennemsnit.

Der er selvfølgelig kvote 2, og jeg er glad for, at flere uddannelser prioriterer ansøgere derfra. Det har de god grund til, for flere undersøgelser viser, at det ofte er kvote 2-ansøgere, der klarer sig bedst på deres uddannelse (når de ellers er kommet ind). Men alligevel. Alle burde være på lige fod fra start.

Jeg kan se pointen med det nuværende system, og jeg forstår, at man er nødt til at gå ud fra noget – i dette tilfælde nogle tal på et stykke papir, fra en tid, hvor man mildest talt er godt forskruet oppe i bøtten. Og jeg ved, at der er nogle, der virkelig kæmper for, at få det gode snit. Men kom nu; skal vi ikke udvide vores horisont lidt? Skal vi ikke (også) lade det komme an på andre ting, end, at man kan en tredjegradsligning og taler flydende fransk? Jeg er helt med på, at vi har brug for både flydende franskmænd og geniale matematikgenier, men behøver vi alle gå rundt med roterende formler i hovedet? Skal vi ikke forny os lidt, skabe plads til dem, der kan nogle andre ting, nogle ting, vi OGSÅ har brug for? Sociale evner, kreative hjerner og arbejdsomme hænder, alt det, der ikke er på skoleskemaet, som det ser ud nu.

For tæller det overhovedet ikke, at man er god til at knække valnødder og desuden er en haj til udvalgte kortspil? Eller for at være lidt mere seriøs: Har menneskelige kompetencer ingen værd, når det (desværre) ikke bliver bedømt i gymnasiet?

Valnødder og sociale evner eller ej. Jeg lukker ned for Facebook, og vil i stedet bruge min tid på, at tænke over, hvad jeg skal fylde det her år med. Faktum er, at jeg ikke kom ind på den uddannelse, jeg søgte ind på, og jeg ejer desuden heller ikke et studieegnet penalhus eller en hjerne, der samler på fysik. Men skal jeg se det fra den positive side, har jeg tilgengæld nu et år, jeg kan bruge på noget andet – noget, der forhåbentlig kan bidrage med både erfaring og oplevelser. Og ærlig talt kan det da heller ikke være helt dumt!

 

Jeg hedder Anna og er 24 år. Jeg bor i en lejlighed på Nørrebro, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg er også glad for blandt andet gåture, efterår, ord, kultur, psykologi, mandage og København.