Study drugs er ren drug-tortur for kroppen

På CBS doper de studerende sig til bedre resultater. Men hvorfor? Jeg brugte fire dage af min læseuge på at teste de halsbrækkende study drugs med det formål at undersøge virkningen på egen krop.

Hvordan kan du som studerende få gode karakterer og samtidig leve et liv ved siden af? Det fandt jeg hurtigt ud af, da jeg begyndte på Copenhagen Business School i 2014. De anerkendte study drugs er blevet nogle hævdvundne små guldklumper for mange CBS-studerende, som gerne vil klare sig bedre i skolen.

I den lægefaglige verden bruger man disse study drugs som receptpligtig medicin til behandling af den mentale sygdom, ADHD. Mulige bivirkninger af stoffet er eksempelvis angstanfald, søvnløshed, hallucinationer, kvalme, ukontrollerbar rysten, stofmisbrug, opkastning, ujævne hjerteslag, forhøjet blodtryk og hjertestop.

Jeg blev drevet af nysgerrighed. Derfor valgte jeg at bruge fire dage af min læseuge på at teste disse study drugs for at undersøge virkningen på egen krop og forstå, hvorfor de studerende popper pillerne.

Aldrig har jeg sådan lokket min krop til ren drug-tortur, som den var bedre foruden.

//Illustration: Amalie Hjelm

DAG 1

Study drug type: Concerta extended release

Læsetidsrum: Fra kl. 12.20 til kl. 04.50 Læsevarighed: 16 timer og 30 minutter

Observationer:

Inden jeg udsatte både krop og sind for farlige kemikalier, var jeg relativt skeptisk over for virkningen af pillerne. Efter dag 1 måtte jeg erkende den voldsomme virkning efter 16,5 timers terpning med kun tisse-pauser og en 3-minutters kop-nudel-pause. Jeg stoppede med at læse kl. 04.50 på grund af min syngende, fattige mave, men ikke på grund af træthed. Ikke nok med dét læste jeg 112 sider i min studiebog efterfulgt af 21 siders noteskrivning. That shit cray.

Bivirkninger:

Som Craig David erklærer, it feels like insomnia. Jeg var ude i stand til at sove før kl. 05.50 eller deromkring.

//Illustration: Amalie Hjelm

DAG 2

Study drug type: Concerta immediate release

Læsetidsrum: Fra kl. 11.40 til kl. 02.15 Læsevarighed: 14 timer og 35 minutter

Observationer:

Det faktum at dette study drug var en ”immediate release” version, rummede afvigende observationer fra observationerne på dag 1. Medicinen havde en direkte virkning, idet det opløste sig i blodcirkulationen inden for en halv time. Så tidligt som kl. 12.10 var jeg høj på det stimulerende middel. Well, lige så hastigt som det opløste sig i min krop, lige så hastigt aftog virkningen. Omkring kl. 16.50 begyndte Concerta-pillen at vinke farvel, og jeg begyndte at overveje hvilke overspringshandlinger, der først skulle foretages fra min overspringshandlings-to-do-liste. Dette resulterede i min sædvanlige kamp for koncentration til at læse intensivt i en længere periode uden forstyrrelser.

Bivirkninger:

Jeg fik kvalme, og mit tab af appetit trodsede min grædende, sultne mave. I løbet af virkningstiden havde jeg et par ”alene-hjemme-efter-en-gyserfilm”-momenter inklusiv paranoia og angst.

//Illustration: Amalie Hjelm

DAG 3

Study drug type: Adderall

Læsetidsrum: Fra kl. 11.05 til kl. 01.16 Læsevarighed: 14 timer og 11 minutter

Observationer:

Unge studerende, der doper dem selv med Adderalls er et stigende problem i USA. Inden for det amerikanske uddannelsessystem er det nemlig blevet en sædvane at dope sig med det stærkt stimulerende middel, der ikke engang er lovligt til behandling af ADHD-patienter her i Danmark – det er dog lovligt i USA. Anyways, min koncentration var on spot i hele læsetidsrummet. Aldrig før har Corporate Finance modtaget så meget omsorg og kærlighed som på denne dag.

Bivirkninger:

Efter dag 3 indså jeg, hvor kraftige bivirkningerne af Adderalls er. For at gennævne appetitproblemet spiste jeg som en anorektiker; alt hvad jeg fik at spise på dag 3 var jordbær med mælk og et tørt, sørgeligt stykke pølsebrød. Da jeg gik i seng, bankede mit hjerte igennem dynen, mens jeg havde store problemer med at falde i søvn.

//Illustration: Amalie Hjelm

DAG 4

Study drug type: Ritalin

Læsetidsrum: Fra kl. 09.45 til kl. 22.35 Læsevarighed: 12 timer og 50 minutter

Observationer:

Ritalin er en af de mere typiske study drugs iblandt danske studerende. Det stimulerende middel påvirkede mig med det forventede formål, der var at blive i stand til at læse uden at miste koncentration i længere tid. Dog virkede det til at Concerta ”extended release”-pillen og Adderall-pillen imponerede mig mest på trods af de håbløse, grimme bivirkninger.

Bivirkninger:

Jeg havde det som et 8-årigt søsygt barn, der rokkede frem og tilbage på feriebåden for min 11. time i træk; svimmel og kvalmende. Ikke nok med dét, følte min krop sig bedøvet med undtagelse af mit hjerte, der hårdnakket forsøgte at banke sig igennem mine ribben.

Er det det værd?

Vi kender jo alle til det med at anstrenge hver eneste nerve for at opnå bedre resultater – og i dag er der endda lagt et større pres på de studerende. Jeg må erkende, at jeg ikke ville have opnået de samme resultater af akademisk ydeevne i min læseuge uden study drugs.

Men retfærdiggører det, at jeg har taget ulovlige piller for at præstere bedre resultater rent fagligt? Hvordan er det acceptabelt at studerende tager ”alt-serveret-på-et-sølvfad”-genveje for at opfylde forventningerne fra samfundet?

Aldrig har jeg nogensinde kastet et flygtigere blik på Robinson Crusoe som under disse dage, da jeg tabte synet af mennesker og aldrig, har jeg sådan lokket min krop til ren drug-tortur, som den var bedre foruden.

Uddannet journalist fra Journalisthøjskolen i Aarhus. Har tidligere studeret idræt på KU, det varede et år. Har været i praktik på Politiken og på udvekslingsophold i San Francisco. Er i øjeblikket sundhedsjournalist på Egmont. Er også grundlægger af kulturmagasinet VINKaarhus, iværksætter af brevværkstedet ’Post A Letter’ og har tidligere været ansvarshavende redaktør på magasinet CITAT. Glad for chokoladecroissanter.