Navlepilleri, magtkampe og gratis fadøl: VINK guider dig til Folkemødet

I midten af juni tager landets magtfulde, Københavns spidser og alle med en agenda til Folkemødet på Bornholm. Vi på VINK var også repræsenteret og oplevede ”Djøfernes Distortion” som førstegangs deltager. Derfor har vi lavet denne guide til jer, der selv vil afprøve debatternes legeplads for første gang.

//FOTO: Dea Patricia Larsen. Samlingspunktet Cirkus Bar i midten af Folkemødepladsen.

Hvis man er førstegangsdeltager på Folkemødet, vil man næsten uanset sit virke, organisation, aktivistiske formål eller blot i kraft af sin tilstedeværelse, møde dem, der blot er taget til solskinsøen for at tale om sig selv. Her er en smart teknik at name-droppe, når selviscenesættelsen bliver lige til den overdrevne side. Så vil du se magt- og netværksglade mennesker forsøge at navigere i modspil – og det kan være særdeles underholdende. En anden teknik er at udnytte FOMO-tendensen og spørge de lidt for selvopslugte, hvorfor de ikke kender til hvad end du repræsenterer eller arbejder for. Aktivisterne og organisationerne er dog klart der, hvor du generelt vil møde nysgerrighed og åbenhed. Men spørg dig selv, hvad dit formål er inden afgang, for ingen kommer til Folkemødet uden en agenda.

Navlepilleri og politikerfest

På trods af en mere eller mindre grad af navlepilleri, er Folkemødet også en platform, der kan gøre dig klogere.  VINK foreslår derfor, at du tager den nysgerrige solhat på og lader dig inspirere. Denne nysgerrighed kan man få stillet på de små scener, telte og debatter. Du kan lære om alt fra Foreningen til støtte for Transkønnede Børn (FSTB), der desværre slet ikke fik politisk opmærksomhed. Pop- og glitterfyldt menneskerettigheds dragbingo med Mizz Privileze, hvis det alvorlige gerne må have en flashy kant, og aktivistisk dagbogsoplæsning med Ungdomsbureauet, hvor de unges rolle på Folkemødet blev værdsat. På de større scener og telte er det selvfølgelig også muligt at se på politikere, debattører og andre kendisser, hvis man går efter de kendte danske ansigter. 

// FOTO: Dea Patricia Larsen. Model og normkritisk seksualunderviser Lysander Kristian Slyngborg på Allinge Havn og event med Ateistisk Selskab.

Når mørket rammer, kan man desuden vælge imellem de helt unge danselystne til 00’er musik på Cirkus Bar, orangevin på Toga for de lidt selvfede og et sted midt imellem til DJ-set i Højskolernes telt. Hvis man skulle ønske at opleve lidt forskelligt, tilbyder Dome også både housemusik og 80’er aften med Jørgen de Mylius. Skulle man dog ønske at fortsætte balladen og bajerne efter Folkemødets lukketid skal man bevæge sig til Pilen i Allinge. Her kan man få sig en på opleveren med offentligt genkendelige ansigter af forskellig grad og alle dem, der gerne vil være ligesådan. Dette er dog kun hvis man vel at mærke formår at komme igennem den lange kø for de almindeligt dødelige.

Ungdommen tager magten

På trods af overvægt af helt efter bogen debat-formater, bliver det klassiske debat set-up også udfordret. De mere finurlige formater kan udnyttes, når man har siddet længe nok som en del af det ikke-interagerende publikum. Folkemødet behøver nemlig slet ikke være en (meget) lang universitets forelæsning. Tag ned på Allinge havn og besøg Klimabevægelsens skib med dertilhørende gimmicks eller mal banner til Magt-Marchen. Sidstnævnte er desuden en del af dette års tiltag til fordel for unge på Folkemødet. I samlet flok arrangerede en række ungdomsorganisationer under navnet Ungdommens Fællesfront en modbevægelse imod det ellers ældre segment og satte fokus på, hvor unge kan tage eller allerede tager magten i samfundet. Initiativer som den spritnye Camp UngAgenda, med repræsentanter fra diverse ungdomsorganisationer, tog til Folkemødet med samme formål. Da Folkemødet trængte til at få udvidet sit spektrum af talere med et ungt og aktivistisk perspektiv, hvilket det forlyder, kun er begyndelsen. Så hvis man hører til det unge segment og er fristet af Folkemødet, sker der højst sandsynligt endnu mere på den front i 2023. 

Sidst, men ikke mindst: udnyt din indre hustler. Hvis man er en smule opmærksom på de sociale medier, så venter der enormt store mængder gratis øl, en hel ny tote bag garderobe og uanede mængder af popcorn kvit og frit. Eller en HK-kasket til udklædningskassen.

Om Folkemødet reelt er for folket eller for de privilegerede, er dog det store spørgsmål vi på VINK sidder tilbage med. Men denne guide kan fungere som et lille indblik i, hvad man kan forvente som Folkemøde jomfru af dette Bornholmske debat- og agendafænomen.