Kom Københavner, kom ud!

Du har helt sikket været her før. På din cykel og på vej. På vej videre og ind i varmen – for det er dét, vi gør i årstidernes ustadige tider. Holder os inden døre. Hop lige af cyklen en gang og kom med VINKkbh ned under Knippelsbro på Børskajen. Her holder kultur- og eventstedet Kayak Republic københavnerne aktive. Hvad end det er på vandet i en kajak, svedigt dansende til en saunakoncert eller bare balancerende med en kop kaffe i caféen, så giver Kayak Republic dig muligheden for at komme ud og i gang!

Som vi står der, fotografen og jeg, og småfryser denne blæsende eftermiddag på Børskajen, er der ikke mange solstrejf at finde. Foråret synes denne dag at være på retræte og al udendørs bevægelse er vejen til at komme indenfor igen. Men skal det københavnske forår nødvendigvis opleves på en bro eller bænk i solen, eller kan byen komme til sin ret selv i sit mest våde og kølige element?

Det kan den i dén grad, hvis man spørger Tobias Weber-Andersen og Lars Schmidtsdorff, der sammen driver Kayak Republic. Den snart ti år gamle kultur- og eventvirksomhed er både et koncertspillested, en café og ikke mindst en base for byens kajakroere og andre københavnere med hang til aktive oplevelser og skæv bykultur.

 

BAGMÆNDENE. Tobias Weber-Andersen & Lars Schmidtsdorff driver sammen Kayak Republic. //Foto: Mie Laurenberg

 

Med plads til det hele

Den aktive oplevelse af byen tjener flere ifølge Lars Schmidtsdorff flere formål. ”Den fælles aktivitet skaber også et fælles grundlag for at tale sammen. Stedet bliver brugt af alle lige fra hipsteren, til manden i jakkesætte til den hjemløse. Der skal være plads til det hele.” Ideerne bag kulturvirksomheden Kayak Republic og Kayak Bar er helt tydeligt mange. Lokalerne under Knippelsbro, der tidligere blev brugt til opmagasinering af kommunale rengøringsmaskiner, indeholder ikke så lidt i dag. Forvilder man sig videre fra caféen, står man pludselig i et koncertspillested med plads til flere hundrede mennesker. Går man derimod udenfor på kajen, står man pludselig imellem en flydende strand og en flydende sauna. Ude på vandet befinder man sig i, hvad Lars med et glimt i øjet kalder for et ”flydende fitnesscenter”. Tilbage i caféen kan man sætte en ”kop kaffe på hold”. Således kan du give en af byens hjemløse mulighed for at nyde en cappuccino sammen med udsigten over vandet. Jo, forbrugerne af Kayak Republic og Kayak Bar er mange ligeså vel som ideerne bag stedet.
Festlig forårsrengøring

Lige nu står kajakkerne, caféen og kulturen klar til standerhejsning og forårssæsonens komme. Den 17. april kan oplevelsesglade byboere atter ro sig igennem de københavnske kanaler til arrangementet ”Havkajakkens dag”, hvor selv den tørreste landkrabbe kan udfordre sig selv i det våde element med en gratis rotur. Før at kanalerne bliver gennemstrømmet af glade kajakroere skal de våde passager dog igennem den obligatoriske forårsrengøring. Lørdag den 10. maj udstyres københavnerne derfor både med skraldesække og pagajer. Det sker til rengøringsfesten ”Ren Havn”. Her konkurreres der i, hvem der kan ro ud for at samle og bjærge mest kanalskrald. På den måde bliver vi aktivt inkluderet i en festlig og alternativ vedligeholdelse af den by vi, ifølge Lars og Tobias, skal være bedre til at bruge.

 

Højt til loftet i lave lokaler

Til trods for at biler og cyklerne på Børsgade farer ganske få meter over hovedet på en, fornemmer man alligevel tydeligt stedets ”rummelighed” samt ideen om, at der skal være plads. Plads til forskellighed, plads til aktive urbane ”naturoplevelser” samt plads til musik, liv og glade dage. Uanset hvilken årstid vi så befinder os i. Der findes, ifølge Lars Scmidstdorff, ingen undskyldning for ikke at komme ud og blive en oplevelse rigere. Ofte endda oplevelser, man ikke vidste fandtes. Har du måske nogensinde været til saunakoncert eller deltaget i en skraldeindsamlingskonkurrence i en kajak? Hvis ikke, og hvis du ellers også er interesseret i et væld af musikalske og kulturelle forårsarrangementer, så kan det være en god ide at ajourføre sig med Kayak Republics og Kayak Bars hjemme- og Facebookside. Nye sjove ideer og tiltag er hele tiden i støbeskeen.

Det havde været en god afslutning, hvis solen havde stukket sit forårsansigt frem mellem skyerne, da vi fra VINKkbh forlader kajen og Kayak Republic igen. Det gør den nu ikke. Tværtimod tager blæsten og regnen til, da jeg står på min cykel for atter at kaste mig ud i slipstrømmen af hurtigfarende cyklister på vej videre. Det skal dog fremover ikke være nogen undskyldning for at holde sig inden døre. Gladelig inspireret af Kayak Republics skæve aktivitets- og kulturtiltag vil jeg forsøge at blive bedre til at efterleve udsagnet om at ”der findes ikke noget, der hedder dårligt vejr”. Om det så er på, i eller over vandet.

 

Hvad: Kayak Republic

Hvor: børskaj 12, kbh k

Hvornår: Søn-ons 10-22. Tors 10-24. Fre-lør 10-02

Mønt: 50-60 kroner for en sandwich, dagens salat eller dagens supper. 10% i studierabat

Link: se mere på kultureventets hjemmeside eller facebook-profil

 

Flere af arrangementerne i Kayak Republic er gratis. For at se leje og tilmelding til kajakroning, kan du blive klogere gennem deres bookingsystem her.