Kødfri københavner køber kun grønt

Veganismen vinder frem i både New York, London og Malmø. Men herhjemme er det de færreste, der fravælger animalske produkter på tallerknen. En af de få københavnere, der gør, er Søren Bregendal, som vi kender fra blandt andet C21, 2900 Happiness og Lighthouse X. VINK mødte ham til en snak om, hvordan Søren navigerer i København som veganer og hvordan, han mener vi får udbredt veganismen.

 

Søren blev vegetar for ca. 9 år siden, men har de sidste tre år levet som veganer. Han har altid været allergiker og har i den forbindelse fundet ud af, at hans kost kunne erstatte allergimedicinen. For Søren har det været både en personlig, men også samfundspolitisk proces – en proces, der stadig er i gang: ”Hvordan kan jeg leve mest harmløst i verden? – Mest harmløst mod andre væsener, miljøet og min egen krop.” Dette spørgsmål stillede han sig selv, og det ledte ham hen imod en 100 procent plantebaseret kost. På sin vej mod denne overbevisning, lavede han en masse research, der blandt andet involverede dyretests af fødevarer og et forløb hos en ayurvedisk læge med et personligt sundhedsprogram og transcendental meditation. Både laboratorietests og ayurveda pegede på, at Søren skulle leve af planter. For Søren var valget oplagt, men hvad kunne få andre til at at prøve de veganske tilbud?

 

groentsager3_anja_oxager

//Foto: Anja Oxager 

 

Quinoabøffer, tofukalkuner og seitan afløser pølsevognen

 

København er i denne tid ved at gennemgå en udvikling. Pølsevognene bliver færre og færre, og de, der er tilbage, er med deres økologiske og hjemmelavede snask ikke som de var før i tiden. ”New Nordic” har stået på dagsordenen i restaurationsmiljøet over en periode. Det er tid til noget nyt. Det er som om, at byen er ved at finde sig selv på ny. Den er i gang med at redefinere sit koncept, og det er måske denne usikkerhed, der er skyld i at quinoabøffer, tofukalkuner og seitan er lidt besværligere at komme i nærheden af. Noma kører vegetarisk menukort juni, juli og august, hvilket uden tvivl bidrager til at sende København et stort skridt nærmere en realisering af den bæredygtige by, som den gerne vil være. Nomas vegetarisk restaurant vil være med til at være forbillede for en mere etisk, sund og bæredygtig hovedstad. ”Hvordan kan man kalde sig bæredygtig og etisk samtidig med, at man spiser kød, der engang har været levende, og som endvidere er den største synder, når det kommer til forurening?” spørger Søren.

Bæredygtighed har været et vigtigt emne blandt politikere og i Københavns Kommune i mange år, så det er noget, der ligger samfundet nært. Vi går op i, at busserne forurener så lidt som muligt, at den kollektive trafik eller cyklen er bedre end bilen og så videre. København skal være CO2-neutral inden 2025. Indtil videre har der været en tendens til at se bort fra den største miljømæssige belastning, der er mejeri-, kød-, og fiskeriindustrien. Som de fleste veganere, er Søren også dybt chokeret over, at veganisme ikke fylder mere i denne debat i samfundet, når vi ved, hvor skadeligt det er for miljøet at producere kød, mejeri og fisk.

”Det er selvfølgelig helt forståeligt, at man hellere vil vende det blinde øje til, da sandheden er rigtig ubelejlig. Flere og flere vælger dog at blive veganere på grund af dette.” mener Søren.

”Jeg er overbevist om, at der kun er en vej, og det er at leve plantebaseret. Det er min holdning, og den er ikke baseret på en ideologi, men på en masse tunge fakta, der fortæller, at det er det logiske valg, men jeg respekterer andre folks ret til selv at træffe andre valg,” siger Søren Bregendal.

 

groentsager1_anja_oxager

//Foto: Anja Oxager 

 

København skal til at bruge ordet “vegan”

 

Indtil videre er København så småt begyndt at eksperimentere lidt med den veganske livsstil. Vi har et par enkelte steder, der er veganske (Botaniq, 42Raw og Astrid og Aberne), men det er stadig ikke let at gå på opdagelse i København efter nye veganske restauranter eller cafeer. Udvalget er for begrænset. Byer som New York, Berlin, London og Malmø åbner veganske restauranter, cafeer, forretninger og supermarkeder hele tiden. Søren håber på, at grunden til at udviklingen har været så træg, er fordi at København har ventet på det rette tidspunkt. De få veganerrestauranter der er i København, har vist, at der er grundlag for veganske spisesteder i København, og Noma vil uden tvivl ’booste’ veganismen i Danmark. Når verdens tredjebedste restaurant lægger dagsordenen med et vegetarisk menukort, kan man som veganer håbe på, at det vil inspirere flere spisesteder i byen til at hoppe med på bølgen af mad, der er baseret på planter.

Søren har fortalt VINK, at en af hans drømme er at åbne en række veganske spisesteder i København, da der, ifølge ham, mangler restauranter og cafeer, der tør stå ved deres veganske identitet: ”Der skal simpelthen være ordet vegansk i navnet” siger han.

Jeg selv er meget enig i, at København har brug for flere veganske tilbud. Det lader også til, at Københavnerne er åbne over for mere veganeri. Søren fortæller, at han næsten altid bliver taget godt imod på de københavnske restauranter. Selvom der sjældent er en vegansk ret på menukortet, så laver de det gerne. ”Det kræver lidt forarbejde, men jeg ringer altid til restauranten og fortæller dem, at jeg kommer, og at jeg forventer at kunne spise et godt vegansk måltid,” siger han.

 

Efter snakken med Søren er jeg blevet helt sulten. Jeg glæder mig over, at den pludselige veganske sult ikke længere er en ligeså stor udfordring, som det var for to år siden, da jeg startede. Vi har forskellige muligheder, der imødekommer den impulsive trang til burger eller hotdogs og vi har gourmetaftenen med flerretters menuer, som lokker smagsløgene og giver lillefingeren den oplagte mulighed for at stritte stolt igen. Hvis du er blevet inspireret til at prøve et vegansk måltid, så kommer her et par gode bud på steder, der gentagne gange har imponeret og overrasket mig:

 

Urten

Urten er overbo til Atlas bar og hed før i tiden Flyverfisken. Alt på kortet er vegansk, og det vil sige, at dit måltid er bæredygtigt, dyrevenligt, sundt og lækkert! Restauranten serverer mad med stor respekt for de gode råvarer og løfter dermed den veganske restaurantkultur et par niveauer inden for det italienske og franske cuisine.

 

Hvor: Larsbjørnsstræde 18, 1454 KBH K.

Hvad: Vegansk restaurant.

Hvornår: tor-lør: 18:00-22:00 (Bestil bord)

Portemonnæ: Hovedretter til omkring 170 kr. Menuer til 240 kr.

 

Souls

På Melchiors Plads ude på Østerbro kan det godt være, at de lokale dyrevenner har fået lidt mere respekt for deres tobenede naboer. Souls er nemlig et af de mange steder, der er fløjet med på veganerbølgen. Nyd dit bæredygtige, ’cruelty free’ og sunde måltid her i de metropole omgivelser, der mest af alt minder om en sammensmeltning af NYC og Berlin. Stedet er startet af to australiere, der ønsker at være ”straight forward yet laid back”, hvilket betyder, at du kan nyde mad i høj kvalitet i et afslappet miljø.

 

Hvor: Melchiors Plads 3, 2100 KBH Ø.

Hvad: Vegansk soulfood restaurant.

Hvornår: man-fre: 10:00-21:00. lør: 9:00-21:00. søn: 9:00-20:00.

Portemonnæ: Pizza: 78 kr., Burger: 118 kr.

 

Video Video

Som navnet antyder, så er temaet på denne lille hyggelige Christianshavner-joint bygget op omkring videospil og film. Prøv en af deres Biker Mice from Mars bowls, eller spis en speedy gonzales burger ved siden af den lille stak VHS’er. Video Video har skabt et miljø for nostalgiske spillenørder, der tager dig tilbage til halvfemsernes farverige atmosfære. Ønsket om en sund, bæredygtig og ’cruelty free’ livsstil er dog det, de fleste gæster har til fælles. Alt på menukortet er økologisk og vegansk, og du har mulighed for at forsøge at slå din personlige highscore i madindtag, for det kræver ikke mange guldmønter at blive mæt her. Bonusinfo: De sælger også cocktails.

 

Hvor: Dronningensgade 42, 1420 KBH K.

Hvad: Vegansk spisested og cocktailbar.

Hvornår: søn-man: Lukket. tir-tor: 11:00-22:00 (Køkkenet lukker 19:30). fre-lør: 11:00-00:00 (Køkkenet lukker kl. 20:30).

Portemonnæ: Burgere: 79 kr. Smørrebrød: 3 stk. 70 kr.

Cand.mag i Dansk og Bylivsskribent med hang til bodegaer, glimmer, sankning og arkitektur. Er både for og imod gentrificering. I øvrigt spiser jeg kun grønt.