I tide og utide

Tid. Det er en mærkelig størrelse.

Jeg tror, at man skal lade være med at tænke for meget over den, den tid. Og heller ikke over, at den en dag rinder ud. For det gør den jo. Da jeg var yngre, tænkte jeg indimellem på, hvordan det ville være, at være død – nogle gange føles tanken mere klar, andre gange meget langt væk og helt uklar.


HOSPITALSRUM. //Foto: Louise Herrche Serup

 

Det er en meget underlig tanke, at det en dag stopper, alt det her. Løbeture, arbejdsopgaver og X-Factor. At man pludselig ikke kan glæde sig til noget mere – hverken en lang rejse eller en helt almindelig spegepølsemad. På den anden side så kommer det jo an på, hvad man tror, der sker, når livet en dag hører op.

 

Jeg indrømmer gerne, at jeg er bange for at dø. Nok nærmere angst. Jeg er ikke sådan en, der bare lige slynger et par tragiske fortællinger ud fra dengang, jeg besøgte hjernemedicinsk afdeling, over rødbederne og kalvekødet til middagsmaden. Jeg besvimer også næsten hver gang, jeg ser blod. Det er ikke særlig voksent, jeg ved det! Og jeg bliver altid stille, når snakken falder på død og sygdom. Eller hospitaler. Hospitaler! Findes der overhovedet noget, der tydligere indikerer, at vi ikke er her forevigt? Det er jo den tanke, jeg synes er så svær!

 

Så jeg gav mig selv en udfordring. Jeg skulle ind på et hospital. Jeg har taget tilløb længe. Vi snakker år!

Fredag eftermiddag klokken 12.30 sker det. Septembersolen skinner, og der er let trafikmylder i indkørslen. Jeg parkerer tøvende min sorte cykel ude foran Rigshospitalet, skimter den høje bygning og de hundredevis af vinduer. Det her bliver udfordrende, tænker jeg og løsner mine jakkeknapper, mens jeg synker et par gange og går så ind gennem svingdørene. Okay, nu er jeg inde. Sådan. En dame står klar til at vise vej – hvor skal jeg hen? Intensiv, børneafdelingen eller gynækologisk afsnit? I virkeligheden skal jeg jo ingen vegne, så jeg forsætter rundt på stueetagen med langsomme skridt.

 

Her er faktisk næsten rart. Det er her! Folk snakker, smiler, nogle griner endda, og andre holder i hånden. Stemningen er ikke nær så tragisk, som jeg havde forventet. Jeg mener, der er en 7/11! Med magasiner, croissanter, sandwich, sågar Palæo-juice. Og en kaffeautomat med gratis kaffe! Et eksemplar af Politikens Spis&Bo ligger nærmest afslappet på et bord. En dame drikker champagne – gad vide, hvad hun fejrer? Et par børn løber rundt, de virker jo faktisk glade. Og der, lidt længere henne, ligger et cafeteria, hvor folk spiser burgere og snakker om vejret. Helt ærlig, hvis ikke man vidste bedre, kunne det her ligeså godt være en café, et storcenter, en lufthavn!

 

Så jeg forsætter lidt op. Tager elevatoren. Med ét bliver stemningen, som jeg husker den fra andre hospitaler. Kold, grå, mat, trist. Travl på en måde, der indikerer, at nu skal det gå stærkt; for nogle er ved at tabe tiden. Jeg tror, at jeg bliver bleg – en sygeplejerske spørger bekymret, om jeg er okay. Det er jeg vel. Vi står i elevatoren i noget tid i stilhed. Jeg overvejer at spørge hende, hvordan hun har det med at have sygdom og død så tæt på, hver dag, men pludselig skal hun af, og det skal jeg jo også.

 

Jeg vandrer igennem cafeteriet igen. Der er snak og grin og croissanter, men ser jeg nærmere efter, er der også en kræftpatient og nogle, der sidder i kørestole. Der er en ældre mand med slanger i næsen og et lille barn med mørke rander under øjnene. Han ser syg ud. En tåre løber hurtigt ned ad min kind, da jeg går forbi børneafdelingen, og en skaldet pige i kørestol kommer ud. Jeg går forbi hospitalets kirke og tænker på, hvad patienterne beder om derinde. Nok ikke kun, at de ønsker sig en ny iPhone.

 

Jeg tænker på, at jeg er bange for, at sandet rinder ud før tid, og at jeg ikke får presset alt det saft ud af citronen, som der er i den. Jeg er bange for, at jeg ikke får mest muligt ud af livet og af tiden. For hvornår gør man nogensinde det? Hvordan kan man være sikker på, at man fylder den kostbare tid – for det er den jo – med det, der gør ens liv rigtig godt? Jeg er bange for, at sidde som gammel – eller ung – med en citron, der ikke er blevet presset nok, og med en følelse af, at jeg ikke levede så meget, som jeg skulle have gjort. At jeg ikke fik oplevet alt det, jeg kunne.

 

Tiden går stærkt (måske lige bortset fra, når man vasker op), det synes vi alle sammen. Pludselig er min kusine blevet 14 år og ikke bare ni, som sidst jeg tjekkede, og pludselig er det september, og snart er et helt år gået. Hvad fik man lige fyldt det med? Fik man nået det, man gerne ville?

Ude på gaden foran Rigshospitalet skinner solen stadig. Vinden hvirvler et par brune blade op. Luften emmer af efterår, da en bil, der dytter højt, afbryder mine tanker. Det underlige er, at der her på Østerbro ligger en meget stor bygning, hvor folk dør. Og udenfor går livet videre, helt uforstyrret. Bilerne blinker, årstiderne skifter, og cyklisterne suser afsted for at nå alt det, de synes, de skal. Det menneskelige og evige hamsterhjul.

 

Men lige inden jeg forlader hospitalet, hører jeg noget. Jeg hører et skrig fra en baby. Jeg står lige ved fødeafdelingen, og der forstår jeg, at hospitaler ikke kun er død, sygdom og gratis kaffe. Det er også nyt liv. Et nyt liv begyndte lige dér, lige i det sekund og faktisk også i mange sekunder efter. Og hvis man tænker sådan på det, så er hospitaler jo slet ikke så triste og grå. Så er hospitaler ikke bare en indikation af, at tiden rinder ud, men også af, at den begynder?