Hvorfor er det middelmådige ikke godt nok?

Illustration: Jonas Milton 

Jeg har veninder, der flytter til småbyer, får kærester og køber Kählervaser. De drømmer om rækkehuse, kernefamilier og fastansættelse. De vil bage boller, spille ludo og tage på camping med familien. Når jeg forestiller mig mit liv i de rammer, får jeg klaustrofobi, fysisk ubehag og en trang til at løbe langt væk. Men hvorfor får jeg egentligt denne trang?  

 

Når jeg tænker dybere over min angst for det faste, trygge og til dels middelmådige liv, undrer jeg mig. For hvorfor får jeg denne fysiske ubehag, når jeg tænker på et liv med trygge rammer, kernefamilier og varme boller?

Jeg flyttede til København som den eneste ud af en gymnasieklasse på 25 elever. Jeg har altid haft en underlig trang til at gøre det modsatte af den brede masse. Hvis alle flytter til Aarhus, så vælger jeg København. Hvis alle elsker film, så synes jeg, de er kedelige. Og i perioden, hvor skyr var mirakelmidlet, hadede jeg det som pesten.

I København har jeg fundet mine ligemænd. Her dyrker folk det unikke, og det handler nærmest om at skille sig så meget ud af mængden, at det normale bliver det anderledes. Den københavnske frygt for det middelmådige har fået mig til at revurdere det middelmådige liv.

De fleste af mine ind-til-benet københavnske venner frygter at blive middelmådige og ende livet i en kernefamilie uden at have udrettet et eller andet stort inden. Men hvorfor? Hvorfor er det ikke godt nok at være glad og tryg?

Nogle gange får jeg ondt i hovedet over alt det, jeg bør kunne, alle de ting, jeg bør interessere mig for, og alt det, jeg bør vide. For med flugten fra den middelmådige masse kommer også ansvaret for at kunne gøre noget specielt, være dygtig til et eller andet eller have en enorm passion for noget vigtigt. Er vi blevet en egoistisk københavnergeneration, der kun tænker på os selv, på de mål, vi gerne vil opnå, og det image, vi gerne vil skabe omkring os selv? Og er det denne egoisme, der driver angsten i os? Med kernefamilierne og de faste mønstre kommer det hæmmende ansvar over for andre, der kan forhindre os i at dyrke os selv. Det forhindrer os i at gifte os med karrieren, forhindrer os i at blive berejste og forhindrer os i at blive kulturelle unikummer.

Men hvorfor er disse ting så vigtige, og hvorfor kan vi ikke bare slappe af og nyde et liv med hjemmelavet aftensmad, en villa i provinsen og en sød vovse? Hvorfor vil vi leve i konstant usikkerhed om at være anderledes nok, når vi bare kunne vælge at slappe af, være til og være glade?

Vil vi på et eller andet tidspunkt vokse op og finde os til rette i det normale, det middelmådige og det trygge? Stoppe med at sætte tårnhøje mål og bare nyde at være til og være fandens normale? Eller vil vi for evigt pine os selv med jagten på det unikke og det ekstraordinære?

 

Om projektet: 

I generationen, hvor det unormale er blevet det normale, mainstream er blevet skældsord, og vi konstant prøver at flygte fra den gennemsnitlige masse, spørger vi os selv, hvorfor det middelmådige ikke er godt nok? I to kapitler reflekterer vores to bylivsskribenter over det at være normal, almindelig, middelmådig, gennemsnitlig. 

 Anna Tybjerg Funder: Der er ikke noget, jeg hellere vil end at være almindelig! At være helt gennemsnitlig og ligesom alle andre. Dette er en hyldest til rytmen, rutinen og hverdagen!” 

Læs Annas refleksioner her!

Cecilie Uhre: “Jeg har veninder, der flytter til småbyer, får kærester og køber Kählervaser. Når jeg forestiller mig mit liv i de rammer, får jeg klaustrofobi, fysisk ubehag og en trang til at løbe langt væk. Men hvorfor får jeg egentligt denne trang?” 

Du har allerede læst Cecilies refleksioner!