Hjembyen København er en lejlighed i sig selv

Tusinde små lejligheder lyser byens gader op. Hver især gemmer de på helt private rum, som ingen andre har adgang til. Og selvom de rum er helt vores egne, kan vi stadig søge efter andre, måske andre former for rum end dem vi har derhjemme. Dem kan man finde i byen.

//Ilustration: Victor Thrane Kolling.


Skellet mellem det offentlige og det private har siden antikken været en essentiel del af storbyens organisering. Det offentlige byrum tilkom de frie borgere og var et rum for individets åndelige udfoldelser, mens den private sfære tog sig af husholdningen.  Samtidig var det en forudsætning at eje sit eget hjem for at kunne deltage i offentligheden, da det private i alt sin praktiske organisering opretholdt livet selv.


Selvom de fleste af os stadig har et ude og et hjemme, er noget dog forandret. Flere tænkere, her er det særligt værd at nævne den tyske filosof Hannah Arendt, har påpeget, at der i moderniteten er sket en udviskning af grænsen mellem det private og det offentlige. I stedet er der opstået en social sfære, i hvilken samfundet overtager nogle af de pligter, som ellers kun tilfaldt familien. Vi tager så at sige et samlet socialt ansvar for at opretholde livet. Et eksempel på sådanne rum er børnehaven og plejehjemmet, hvor det offentlige sørger for, at vi får mad i maven og en seng at sove i.

Den sociale sfære viser sig dog ikke kun i vores offentlige institutioner. Den siver ned fra oven og manifesterer sig i byens gader og får dets rum til at minde om hjemmets private værelser. Byen kan endda træde til, hvis der skulle mangle et særligt rum i hjemmet. Hvad der umiddelbart ligner en lille plads bag Nørrebrogade, kan derfor vise sig at gemme på et kakkelbeklædt badeværelse og en grøn park i revnen mellem Valby og Sydhavnen vise sig som en blomstrende baghave. Tag med VINK på en kort vandring mellem byens private, offentlige rum.

Møntvaskeriet

Møntvaskerierne er et præmieeksempel på, når byen kompenserer for de rum, som den private bolig mangler. Konceptet opstod nemlig i 1960’erne som en hjælp til dem, der ikke selv havde en vaskemaskine. Og selvom langt de fleste boliger i dag har fået det, så står møntvaskerierne loyalt klar og parate til at modtage vores beskidte klæder. Rundt omkring i byen ligger de som små tidsmaskiner, som i Vaskeriget på Flensborggade, hvor man kan vaske i orangefarvede vaskemaskiner a la 1970. Smukt harmonerer de med vaskeriets blomme-gule vægge, hvor gamle kunstplakater af Peter Brandes skaber kontraster i blålige nuancer. I et hjørne ved vinduet gemmer sig en lille bogreol fyldt med bøger, som nogen næstekærligt har efterladt til at fordrive ventetiden med.

At vaske her tager omkring 35-40 minutter og koster 30 kroner. Hvor en tøjvask derhjemme oftest vasker parallelt med andre praktiske gøremål, er møntvaskeriet en undskyldning for at tage en pause og lade tingene tage sin tid. Mens vaskemaskinen kører, kan man passende drikke en kop medbragt kaffe, eller bare betragte de andre besøgende og blive inspireret af deres vasketøj.

Badeanstalten

Ordet ”anstalt” kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen med institutionel irettesættelse. Men på mange måder står badeanstalten som et forsøg på at skabe kropsligt velvære for den gængse borger. Det gamle Sjællandsgadebad, der gemmer sig bag Nørrebrogade, har eksisteret siden 1917 og var dengang et sted, hvor arbejderklassen kunne komme og få et varmt bad.
I dag byder Sjællandsgadebadet ikke kun på billige brusebad til en 20’er, men også på karbad på løvefod til 60 kroner og sauna med og uden gus til mellem 60 og 100 kroner. Sjællandsgadebadet drives af foreningen af samme navn og beror på et ønske om at vende tilbage til de romerske bade, hvor man mødtes til en sludder mellem dampe og marmorsøjler. Er man ikke til socialt baderi, kan man forhøre sig om afskærmede bade, der også står til rådighed. Hvad end man søger, indfinder roen sig nemt blandt anstaltens hvide kakler og rolige klang.

Folkekøkkenet

Folkekøkkenet har eksisteret siden 1700-tallet, men udbredte sig særligt i København i mellemkrigstiden i 1930’erne. Folkekøkkenet er skabt for at servere god og nærende kost til billige eller ingen penge. Selvom der findes færre i dag end dengang så kan byen stadig være behjælpelig, hvis man står uden køkken eller køkkenevner. Eksempelvis hos Kraftwerk på Toftegårdsplads, hvor der er mulighed for at give maven omsorg med vegansk fællesspisning hver tirsdag til 40 kroner per kuvert. Her serveres alt fra tjekkede poké bowls til varmende græskarsuppe, som kan nydes ved de traditionelle, opslåede langborde. Her kan man spise sig mæt bænket op mellem folkelige sidekammerater og få sig en aftensludder over dampende retter. Er vejret varmt og solrigt, spises der udenfor på Toftegårdsplads blandt de små nyttehaver og ellers i kulturhusets fine, lyse spisesal med store buede vinduer og grønne planter i hjørnerne.

Savner man billig, hjemmelavet og nærende mad ugens andre dage kan man blandt andet søge mod Send Flere Krydderier på Den Røde Plads, der har fællesspisning hver tirsdag og torsdag til 65 kroner og Folkehuset Absalon på Sønder Boulevard, der laver fællesspisning alle uges dage til 50 kroner per person.

Stue-caféen

Caféen er et rum for de luksuriøse glæder. Et sted for uforpligtende tidsfordriv og appetitlige mellemmåltider. Historisk har caféerne også været stedet for politiske og litterære diskussioner, avislæsning og lommefilosofiske drømme. På samme måde kan stuen siges at være hjemmets luksuriøse rum. Med sofaer og små kaffeborde tjener rummets indretning ikke andet formål end det komfortable liv. Er man ikke indehaver af et sådan rum, søg da straks mod den hyggelige café. På mange måder kan caféen endda siges at være et endnu større frirum, da man hverken skal lave kaffen selv eller rydde op, når den er drukket.

På Heaps Good Café på Fensmarkgade har en australsk bedstemor ageret indretningsarkitekt og skabt et sandt villa villekulla med mørkegrønt vægtapet og broderede hunde i rammer på væggene. På menukortet findes kaffe og te til overkommelige priser, samt store og små mellemmåltider. Medbring en bog og nyd at være i et rum, der er blottet for hverdagslige pligter.

Baghaveparken

Med lejligheder som den dominerende boligform, er baghaver en sjældenhed i storbyens arkitektur. Parkerne er derfor blandt de største gratis glæder, som storbyen kan byde på. Parkerne er stedet, hvor store som små kan komme ud og få frisk luft i lungerne og solrøde kinder.
På trods af at være Københavns største park kender de færreste dog til Valbyparken. Skabt i revnen mellem Valby og Sydhavnen ligger den vendt mod Øresund og egner sig med sin enorme størrelse til at tjene som hele Københavns baghave.
Ved første øjekast viser Valbyparken sig som endeløse åbne vidder af græsplæne til ethvert fodboldhold eller picnic- forsamling. Men går man videre, kan man i spredte kratte være heldig at finde brombær, og om sommeren kan der frit høstes hyldeblomster i store sække. Langs de store stier dukker forskelligt designede temahaver op som små eventyr med både mosaikspringvand, små pavilloner og alverdens roser i flor.
Parken har desuden for nylig fået anlagt en badestrand, og mulighederne breder sig da også til vandholdige forlystelser- heriblandt vinter- eller sommerbadning og kajakroning. Med sit mange facetterede design kan Valbyparken rumme de fleste baghavedrømme og måske endda lidt mere til.

Søger man alligevel mest efter hjemmets fuldkomne tryghed, kan man gå helt ind i den intime sfære. Som modsætningsparret ”det offentlige og det private” har den sociale sfære nemlig også en modpart, nemlig den intime. Denne sfære er ikke noget sted udenfor, men et sted inde i sig selv. Træk vejret og find noget rart at kigge på. Den slags findes overalt i byen.

Skriv en kommentar

kommentarer

Bylivsskribent. En ekstrovert introvert med hang til stille morgener, festlige aftener, velskrevne bøger og lange cykelture i indre by.