Guide: Én dag på Amager

Du kender formentlig Amager Strandpark, Amager Fælled, KUA mm. på Københavns såkaldte ‘lorte ø’, Amager. Men hvor går man hen og får det bedste stykke bagværk til morgenmad, en smuk gåtur, nærende frokost og smagfuld aftensmad? Læs med her, hvor jeg guider til én dag på Amager.

Efter at have boet på Amager ét års tid og udforsket øen gennem instagram-profilen, Hej Amager, har jeg skrabet en smule erfaring sammen om, hvor de gode spisesteder, gå ruter og butikker findes. Nedenfor giver jeg mit bud på én dag på Amager. 

Morgenmad

Amager huser en masse gode bagerier, blandt andet den nyåbnede Amar’ tæt på Kløvermarken og fastelavnsbolle-berømte Andersen Bakery på Islands Brygge. Men mit absolut favoritbageri er Alice, der ligger i starten af Amagerbrogade. Her kan du købe friskbagt bagværk som croissanter, boller og cinnamon buns samt deres signatur baguette med smør og skinke. Alice startede oprindeligt med at sælge is og kaffe og har med tiden udvidet deres sortiment. I de varme og luner måneder kan du stadig købe deres hjemmelavede is.

Hvor: Alice, Markmandsgade 1.
Kan anbefales: Cinnamon bun og baguette med skinke.

Formiddagsaktivitet

Efter du har drukket morgenkaffe og spist et stykke brød hos Alice, går turen til Københavns hyggeligste gå rute: En tur om voldene. Ruten starter et stenkast fra Alice ved Syddyssen, hvor du går langs vandet ad Syddyssen, Midtdyssen og Norddyssen, der huser nogle af Christianias smukke og kreative huse samt frodige buske og træer. Er du på udkig efter en kort gåtur, kan du krydse vandet ad Dyssebroen, hvor du går tilbage til startpunkt langs Christiania. Er du på udkig efter en længere gåtur, så fortsætter du ad Norddyssen indtil du når Refshalevej, der krydser vandet, hvor du ved Noma kan bevæge dig tilbage mod startpunkt ved at gå langs Christiania. 

Hvor: Voldene.
Kan anbefales: At gå den lange rute på ca. 1 time.

Før-frokost øl

Når du er kommet tilbage til startpunkt, kan du tage en velfortjent før-frokost øl hos øl-shoppen People Like Us et stenkast fra Alice. People Like Us er et mikrobryggeri, der går op i at brygge specialøl samt skabe arbejdspladser til folk på kanten af arbejdsmarkedet. Eksempelvis har 75 procent af deres ansatte en diagnose som ADHD, PTSD og andre. 

Hvor: People Like Us, Vermlandsgade 2.
Kan anbefales: Oats of Disobedience stout.

Frokost

Dagens frokost går til Natur Tørst på midten af Amagerbrogade. Her kan nyde en sund og lækker rugbrødsmad, panini eller bowle og en kold smoothie. På vejen derhen kan du gå på udforskning i Amagerbrogades mange butikker. Eksempelvis den bæredygtige blomsterbutik, Din Planteven, Maude interiørbutik, Tapirus secondhand og Røde Kors genbrugsbutik.

Hvor: Natur Tørst, Amagerbrogade 138.
Kan anbefales: Halloumi Bowl.

Eftermiddagsaktivitet

Efter frokost går turen til Prøvestenen Syd – et af Amagers flotte men mindre kendte naturområder. Her kan du gå langs vandet, fiske og nyde roen. På vej derud kan du eventuelt købe en kop kaffe eller lidt snacks, så du kan lave en lille picnic derude på en af stenbænkene.

Hvor: Prøvestenen Syd.
Kan anbefales: At lave picnic derude.

Aftensmad

Ligesom Amager huser mange gode morgenmads- og frokoststeder, så huser de også rigtig gode aftensmadssteder. Eksempelvis Thrilla in Manilla, der laver lækre filippinske retter, Pastor Tacos, der laver Københavns bedste tacos eller H3, der serverer smagfulde fiskeretter. Men mit absolut yndlingssted på Amager er Øens Spisested. Her får du serveret de flotteste og lækreste retter lavet af lokale råvarer. Øens Spisested ligger i Prismen, et idrætshus på Amager. Selve spiseområdet er hyggeligt og charmerende, og dét, at det ligger i et idrætshus, gør, at oplevelsen føles ekstra lokal. Menuen er sæsonbetonet og skifter typisk hver uge. Stedet har både ude- og indeservering, så der er rig mulighed for en god middag både i sol og i regn. Det anbefales at bestille bord på forhånd.

Hvor: Øens Spisested, Holmbladsgade 71.
Kan anbefales: Alt på menuen.

Drinks

Efter middagen sluttes dagen af med lækre drinks hos Gensyn. Her kan du få både klassiske cocktails som Negroni og de helt kreative som eksempelvis min yndlingscocktail, Italian Milkshake, der består af mørk rom, mint, kakao, Fernet Branca, vaniljemælk, olivenolie og salt; altså den perfekte dessert ovenpå en god middag. Baren har gode stemning og hyggelig belysning. 

Hvor: Gensyn, Amagerfælledvej 16.
Kan anbefales: Italian Milkshake og Whisky Sour.

I billedet nedenfor ses hele ruten tegnet op. Rigtig god fornøjelse!

Ruter over guide til Amager
Ruter over guide til Amager // Foto: Adele Bennett-Larsen