FØLJETON: En fortælling om et udokumenteret liv på Vesterbro

 

Om at gå på café og forsvinde ind i et baglokale

 

20 kroner for en kop filterkaffe. Der er ingen anden vej udenom. Nu har tjeneren også rejst hele vejen fra Malmø for at blive Københavns baristakonge. Og sikke en filterkaffe. Glohed med masser af bitterhed, toppet med Thisesødmælk. Tak. Men der er ingen vej udenom, når du trænger til at forlade gadens overflade og trække dig mentalt sammen i caféens baglokale.

 

Og der er fandeme ingen vej udenom. Det er den lige vej som en linedanser med fokus rettet på målet, at jeg bevæger mig ind i dette baglokale. Trækker mig sammen som en bænkebidder, der er truet, eller et pindsvin, der vrissent folder sine pinde ud som et skjold mod den skæbnesvangre, røvirriterende tirsdag hverdag i december. Man er jo næsten tilbøjelig til at råbe fuck og sparke til caféens Arne Jakobsen-kopi (jeg tæller til 10 og forholder mig i ro). Men som et lækkert jubelentusiatisk røvhul engang imellem påpeger: ”Intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget” (jeg tæller til 10 og forholder mig i ro).

Og ja. Caféen har sine fordele. De økonomiske bagmænd har lavet en vaskeægte genistreg med den bitre filterkaffe: Den første for en 20’er, resten får du for en blank 10’er. Coinoffers har gjort sit indtog på det humane Vesterbro. Jeg er for længst hoppet i tilbuddet som en anden jysk trailergrejler. Det er min tredje kop. Som snart er tom. ”Intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget.” Der er ingen mennesker, der har godt af tre kopper kaffe på under en time. Det er et misbrug, som selv koffeinjunkien Duracell-kaninen ville fraråde. Specielt hvis samme kanin skulle høre caféens lullende Agnes Obel-playliste igen og igen. Det er som at spille klassisk musik til et 90’er-rave. Knæklys erstattet med komponerede strygere. ”Intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget.”

 

Tager hovedtelefoner på. Pindsvinet er døvt, blindt og fyldt med pigge. Ind på YouTube, musen hen over søgefeltet (jeg tæller til 10 og forholder mig i ro), Motorhead, Ace of Spades.

 

Men jeg bliver siddende i caféens baglokale. Gæster er kommet til. Smukke gæster. Dejlige, runde gravide gæster. Som drikker kaffe og snakker om deres nært forestående liv. Det næste kapitel i deres liv. Ungdommens slutning. Der kommer ikke flere afsnit. Eller flere stamværtshuse. Eller flere ferieflirts, eller decemberflirts. Det hele bliver en stor lykke med lyshårede unger og et sommerhus i Skåne. Det er skønt.

 

Jeg ringer til min kæreste: ”Skal vi lave nogen børn?” Hun siger nej. Okay, tænker jeg. Lykken er nu engang at sætte sig på en café og forsvinde ind i et baglokale og være høj på koffein fra bitter filterkaffe. Måske ville lykken være at tage på cafécrawl.

 

 

Om at gå på cafécrawl på Vesterbro og forsvinde ind i mængden

 

Jeg ville starte som enhver anden Vesterbro-veteran i mit antikke klædeskab, der som et rum i rummet stråler fra gulv til loft med parisisk haute couture fra Indre Bys overprized second hand-butikker. Det skal være rustikt.

 

Her ville jeg iklæde mig sko fra Adidas af Stan Smith-modellen (signal: bevar roen), sorte jeans fra Lee (signal: alle ved at Levi’s er uddaterede), en hvid t-shirt (fruit of loops, signal: jeg er et økonomisk menneske), en sort cowboyjakke fra Levi’s (signal: hvis det er alt andet end jeans, er Levi’s in), en hat. En bowlerhat (signal: jeg er modig) og til sidst en hjemmerullet cigaret (signal: jvf. det økonomiske menneske).

 

Ud på gaden. Ud til instablitzkrigen og filter, filter, filter, filter. Og filterkaffe, filtreret i filter, tilsat sepia. Det skal være rustikt.

 

Jeg ville gå til venstre fra min totalt ydmyge forældrekøbsbolig og ende på Skydebanegade. Her vil jeg beundre de parisiske karréer, der former gaden, og de orange mursten, og så ville jeg tænke tilbage på en arkitekturbog, jeg engang læste på et forstadsbibliotek. Det skal være rustikt. Og derfra ville jeg kunne iagttage brandertens første offer. Café Kaffe Og Vinyl.

 

”Dobbelt espresso, uden mælk med sukker.” Jeg bider den over i to. Først den første tår, der kaster varmen ned i ganen som en shot klistret Gammel Dansk, så den anden tår, hvor jeg langsomt, men sikkert fører mine hvide George Clooney-fingre op mod munden, mens jeg lukker øjnene og forestiller mig en italiensk terrazzo med italienske skønheder i lange røde kjoler, der iagttager min stilsikre skæbne.

 

Jeg åbner øjnene. Det regner. Det er december. Jeg smider de 30 kroner, en dobbelt espresso koster, og smider en 5’er oveni til baristaen, der som den eneste så mit George Clooney-stunt. Tager cowboyderen på og slider mig hen over det regnvåde fortov mod brandertens sted nummer to: Café Kaffe på Istedgade.

 

Uden at tænke videre over navnet på stedet, der mest af alt klinger sammen med navnene på dansk films dogmeperiode, bestiller jeg en latte macchiato (jeg udtaler det: lar-te mar-kii-ar-to). Udveksler et par øjne med den smukke kaffetender, går hen til hæfteholderen og hæfter mig ved, at det nye Euroman er snuppet. Satans. Det blev Vesterbro Lokalavis. 1-2-3 latte macchiato er væk. Skummet lægger sig i bunden og danner decembers første nisselandskab. Det skal være rustikt.

 

Og derfra sniger jeg mig ud med følelsen af flirt og koffein i blodet hen til Vesterbros cafélivs ukronede konge, den lystige legestue, den galopperende gadeanstalt, den summende selvtillidsskabende sejrsgang af en café: Café Dyrehaven, der står som tidens kronhjort i det danske cafélandskab og våger hen over alle dådyrene. Det er Bambis kongefar (selvfølgelig før staklen døde) på toppen af Bambibjerg, der indgyder på hele Sønder Boulevard.

 

Der træder jeg ind. Med en MacBook. Og 30 kroner i kontant. ”En cappuccino, tak.” Med dyrisk vane trækker baristakongen det ristede kaffepulver ind under det dampende maskineri, tænder for den blikkende røde knap og skummer sødmælken til det endelige resultat: En kop cappuccino med et hjerte på toppen. Av min arm, for en kop. Det er rustikt.

 

 

Om at sætte sig på Café Dyrehaven og fortryde, at man har bestilt en cappuccino, når man egentlig hellere ville have en Tuborg Classic

 

Og jeg har sat mig i båsen, alene. Mistænksomt alene. Jeg tænder hverken for min MacBook, hiver heller ikke en bog eller en notesblok op af tasken. Jeg sidder bare og stirrer ud i luften på denne Vesterbro-café. Og stinker af tabermentalitet og cappuccino. Og mine Adidas Stan Smith er for længst gået af mode. Og jeg stirrer på folk, der griner og griner og griner. Jeg vil have dem til at stoppe med at grine og synke ned i samme vakuumpakkede plastichul, jeg selv er hoppet ned i.

 

Jeg slår benene over kors, smiler lidt dumt af mig selv og bestiller en Tuborg Classic. Sætter mig ned igen og tager en tår for at afløse den af endnu en tår og endnu en tår, indtil flasken når sin bund. Og hvem fanden bunder en Tuborg Classic alene på Café Dyrehaven en tirsdag eftermiddag i november? Jeg bestiller en til øl. En Classic. Løfter hovedet og skyller halvdelen ned. Taber.

 

I det bagerste hjørne af Dyrehaven sidder en anden taber. Tabere har den samme mentalitet som buschauffører og folk i Hellerup på racercykler: Selvom vi ikke kender hinanden, skal vi altid vinke til hinanden. Så jeg vinker, og han vinker tilbage. Der er kontakt. Jeg smutter over i hjørnet og præsenterer mig:

”Har du noget imod, at jeg sætter mig?”

”Ja.”

”Drikker du alene?”, insisterer jeg.

”Altid, det er befriende at kigge på andre, der har travlt, blandt andet dig.”

 

Jeg holder min kæft og går mod baren. Bartendere er betalt for at snakke. Det er danskernes foretrukne krisepsykologer, bare med dårligere lønninger og større chancer for rygerlunger. Bartenderen møder mit blik. Jeg køber øl, hun drikker sin Squash. Vi snakker om EU-lovgivning, terror i Paris og Kristian Thulesen-Dahl.

 

Jeg er super dårlig til at score. Super dårlig. 

 

 

Om at erkende sit nederlag, betale og smutte i Kødbyen

”Har man tabt, hvis man ikke har været i kamp?” Ja. I fodboldensverden taberdømmes du 0-3.

 

Så med 0 point, en dårlig målscore, en forfærdelig økonomi, en slagen selvtillid og en begyndende brandert rejser jeg mig fra min ensomme tilværelse på Café Dyrehaven og slingrer vaklende mod udgangen.

 

Går langsomt op ad Sønder Boulevard, passerer sportsbaren High Q, sundhedsfanatikerne i Kost og slentrer – i støvregn – forbi den grønne væg, hvor kunstnere har fået lov til at udsmykke, og hvor idioter sidenhen har overtegnet væggene med ordene: ”Fuck af med jeres jydekunst”. Så jeg fucker stille og roligt hen mod Kødbyens indfaldsveje.

 

”Der er gang i køderen i aften,” tænker jeg og skænker ikke den 50 meter lange kø en tanke. Den skal overstås. Den skal overstås, så smagen af dårlige cocktails endelig kan indtage min bevidsthed. 50 kroner for 2 cl rom og 6 cl cola. Og 20 kroner for et shot tequila. Og 25 kroner for en dåseøl.

 

Jeg er på Bakken. Jeg bunder tequilaen, byder en pige i baren en øl. Hun tager imod øllen, sender mig et blik og går. Satans. Og nu er mine Adidas Stan Smith også mudret til. Fuck tirsdag i december.

 

Jeg drikker mig stiv. I tequila. Og kaster op ude i hipsternes mekka, Bakkens rygerområde.

 

 

Om at drikke sig stiv på en tirsdag og fortryde det

 

Det er tirsdag morgen. Nej, det er onsdag morgen.

 

Jeg er bagstiv, hjemvendt fra Kødbyens dyrt købte oplevelser ligger jeg med hovedet på min hovedpude, dynen på min krop og tankerne på kakaomælk og Panodiler. Jeg ligger spændt fast i min egen krop. Hjernebrasken er seler for mit velfungerende korpus. Jeg får aldrig Panodiler eller kakaomælk. Det er ynkeligt: Jeg skriger efter hjælp. Ind kommer kakao, Panodiler og en våd tømmermændsklud, der omhyggeligt lægges på min pande.

 

Billeder fra gårsdagens druktur danner sig langsomt i mit hoved. Det er et lysshow fra 80’erne, der klikker sig igennem for mit indre øje. Et billede af en dankortautomat. Et billede af brændende Sambuca-shots. Et billede af gult toiletlys. Et billede af opkast. Lysshowet bliver til en videoreportage, så snart minderne bliver genetableret i min hukommelse. En video af spagat på dansegulv. En video af øjne, der flakker, og smøger, der tændes. En video af pølsevogn. Den pølsevogn fra Kødbyen, der serverer nattens måltid til gulvdanserne fra Jolene og Bakken.

 

Morgenen bevæger sig mod formiddagen. Jeg får serveret instant-kaffe af min barmhjertige rumbo, imens der kommer lyd på videoreportagerne. Lyden af Technotronics altomfavnende discotonser Pump up the jam, der fuldender spagatdansen fra videoklippet.

 

Der er ømhed i min lægmuskulatur. Der er ømhed i mit sind. Det er moralske tømmermænd, der brager ind igennem hjernebrasken og ind til de oprindelige tømmermænd. Det er highhat og stortromme og guitar med distortion, der spiller om kap med hjernen som publikum.

 

Videomaratonet fortsætter ufortrødent i mit zombiesind. Lyden af bartendere, lyden af dankortterminalens biblyde. Lyden af snøvlen, hvæsen, råben, snaven. Af Pharrell og hans hits.

 

Det er onsdag. Middagen er begyndt. Aftaler er misset. Undskyldninger skal gives til højre og venstre. Lektierne læses ikke. Til gengæld har jeg en knaldende hovedpine. Og så er alt jo fint.

 

 

Om at blive ramt af eftermiddagstømmermænd, mens dørklokken ringer, og man erfarer, at man har en bums på venstre balle

 

Tv’et er tændt. DR1. Det er bittert. Inger Støjberg tordner frem som en vred symbiose af Pippi Langstrømpe og Angela Merkel. Flere asylstramninger, flere teltlejre under snedække, flere billeder af forviste flygtninge. En kæmpe stikpille til mine moralske tømmermænd, der får mig til at krybe længere og længere op i hjørnet af sengen, mens jeg laver barrikader af dyner og puder, og hvad der ellers ligger af madrester i sengen en onsdag eftermiddag med tømmermænd.

 

Jeg lukker verden ude. Jeg har min egen personlige kamp mod dårlig samvittighed og tequilatømmermænd. Indtil dørklokken ringer. Igen og igen. Uden stop hamrer den samme skingre tone mit hoved i stykker. Hvorfor kan man ikke slukke for dørklokken? Jeg kaster dynen og puderne væk, tager mit første tunge ben ud af sengen og ned på gulvet. Traver igennem beskidte underbukser og bøger, man aldrig nogensinde får læst og hen til hoveddøren. Tager telefonen med et bittert tonefald:

 

telefon_augusta-caroee-jpg

 

”Hej?”

”Åbn. Det er Louise.” Satans

 

Jeg åbner op for min ekskæreste. Hører hendes trin bevæge sig op mod anden sal, mens jeg kun er iført mine hullede Calvin Klein. Mit liv er i brudstykker: en eks på vej ind af døren, en vred Inger Støjberg på skærmen, tømmermænd, der kradser mit indre i stykker, et par underbukser med huller i. Det kan ikke blive mere bittert. Jeg klør mig på venstre balle og finder ud af, at jeg også har en bums.

 

”Hej Louise, godt at se dig,” lyver jeg, som når en kasseekspedient i Netto siger ”hav en god dag.” Jeg byder hende på en kop instant-kaffe, mens jeg går ind mit værelse og tager min gamle, blåstribede H&M-badekåbe på. Det ser sort ud.

 

Louise har sat sig i sofaen. Jeg hælder kaffen op, smager og konstaterer: Det her er bittert.

 

 

Om at smide sin ekskæreste ud, falde i søvn og drømme om et andet liv

 

Louise sidder med krydsede ben på den sorte lædersofa. Hun er tavs og fornærmet. Jeg går hen til musikanlægget, smider en Tom Waits-skive i og trykker play. Lukker øjnene og trækker vejret dybt, mens jeg forbereder mig på at få råbt hoved fuld af skældsord af min ekskæreste.

 

Jeg sætter mig i sofaen, strategisk med mellemrum til Louise. Hun åbner munden: ”Du lever dit liv som en hund, der løber efter sin egen hale.”

 

Jeg forholder mig tavst og lytter til Tom Waits’ hvæsende stemme: ”I paid fifteen dollars for a prostitute with too much makeup.”

 

Jeg har besluttet at ignorere hende. Jeg har besluttet at udøve min egen form for silent treatment, gøre mig selv til en levende statue, mens hun skændes med mig, i håbet om, at hun snart forlader min lejlighed

 

Det er barnligt, ja. Det er nødvendigt, ja.

 

Hun kigger på mig og spørger: ”Har du ikke noget at sige?”

 

Jeg kigger ligeud med et tomt blik, som var hun en stumfilm eller et fatamorgana, der aldrig forsvandt. Vi sidder begge og stirrer hinanden ind i øjnene. Hun blinker, jeg stirrer.

 

”Hvor længe mon hun egentlig bliver ved?”, tænker jeg.

 

”Hvor længe kan to ekskærester sidde tavse foran hinanden? 10 minutter? 20 minutter?!

 

Jeg kigger på mit ur. Der er gået to minutter. Fuck det. Jeg tænder for tv’et. DR1. Inger Støjberg. Sammen med Lars Løkke. Og Kristian Thulesen-Dahl. Så mangler vi bare Morten Messerschmidt for lige at pifte stemningsniveauet op til et sted imellem røv og mere røv. Røv.

 

Jeg lukker øjnene. Louise rejser sig op og går. Jeg falder i søvn. På sofaen, med tømmermænd og min blåstribede H&M-bådekåbe hængede løs, så min mave kan få luft. Jeg snorker, savler…

 

…Og drømmer om at sidde på ryggen af en københavner…

 

 

Om at drømme om at sidde på ryggen af en københavner

 

Jeg vil leve et endeløst liv

som et kamera sat på ryggen

af en stofmisbruger

af en pakistaner

af en studerende

af en alkoholiker

af en Hellerup-dreng med heste på trøjen

og håret sat tilbage med Ferrari-fart

Jeg vil gå ned ad gaden som en nobody

som hovedet på en selfiestang

og iagttage

Jeg vil kigge ind igennem venerne

på en narkoman

forstyrre nattesøvn overalt

som den irriterende døgnflue, der altid summer forbi ørene

Jeg vil være skyggen på den business-mand

der ikke sætter tempoet ned, før han fanger den pengesvøbte gulerod

og jeg vil gå ned af de travleste gader

kaste rosenblade ud foran elskede

kaste partisanersøm foran racister

Jeg vil tænde for alle byens højtalere

spille Charlie Parker og byde byens kvinder op til dans

og jeg vil smutte forbi Fælleden til salsa om lørdagen

og slå smut på Staden om søndagen

og drikke en dansk pilsner på Mozarts Plads om mandagen

og møde på arbejde om tirsdagen

og sidde længselsfuldt på Jazzhouse om onsdagen

og skrive en tråd til vennerne om torsdagen

så vi kan bruge alle vores penge om fredagen

i en endeløs tilværelse på ryggen af en vandrer

 

 

Om at vågne op, gå på café og forsvinde ind i et baglokale

 

Jeg betaler Københavns ubestridte kejser af filterkaffen den 20’er, han forlanger, hvorefter han klatter en omgang Thise-sødmælk oveni. Han er svensker og godt på vej til at erobre Vesterbros latte-hungrende kommunikationsmedarbejdere, der vader frem og tilbage ad Istedgades overdimensionerede caféfortov.

 

Men der er ingen vej udenom. Absolut ikke.

 

Jeg skal igennem akademikerfilteret, bane mig vej gennem barnevogne og to-go-kaffegrus. Forbi den nybagte mor, der stolt ammer sin tykke baby, der garanteret hedder Himalaya eller Taj Mahal. Og udenom de arkitektstuderende Apple-entusiaster, hvis skæg er så langt, at de dårligt kan se deres 15.000 kroners retinaskærm, mens de diskuterer Bjarke Ingels og insiderviden fra New York.

 

Og endelig når jeg frem til baglokalet, mit meditationsmekka, mit indre fredfyldte tempel, mit drømmende univers. Og lige der. Lige der i baglokalet sidder der fem børn og leger med Lego. I mit meditationsmekka. I mit drømmende univers sidder fandeme fem Vesterbro-unger med Lego-legetøj. Uden om dem sidder fem mødre og diskuterer Wegner og Finn Juhl og Rud Rasmussen og Bo Bedre-magasiner.

 

Jeg sætter mig yderst på bænken med min computer og filterkaffe. Skriver første sætning: ”Om at gå på café og forsvinde ind i et baglokale.

 

Ja. Historien ændrer sig jo gradvist. Det er point of no return uden egentlig at have en pointe eller et point. Det er en flad berettermodel med Himmelbjerget som den vattede, afsluttende etape. En hjem-ude-hjem-model i miniatureformat.

 

Jeg skal nok komme hjem efter mit møde med Apple-produkter og ammende mødre. Uden tømmermænd eller ubehagelige scoringer. Og der er masser af instant-kaffe i min lejlighed til at fortsætte min Vesterbro-brandert.

 

Om projektet

Bag fortællingen står tre højskolevenner, der har tørnet hovederne sammen i en VINKsk kontekst for at fortolke lidt på det at opleve hverdags tragikomiske øjeblikke – hvor end tragiske eller komiske de er. Dette er første del af fortællingen, levemanden Mads Thunestvedt  står bag føljetonen En fortælling om et udokumenteret liv på Vesterbro. 

 

I anden del af fortællingen samler skribent Christine Melau Risager lyriske tankestreger om hverdagens små eksperimenter med digtrækken En fremdriftsføljeton.

 

Hun vender imidlertid fortællingen helt på vrangen, brillerne, der før susede Vesterbros Caffe Latte-boulevarder tynde, er vendt indad. Brilleglassene er udskiftet med et spejl, der som en krystalkugle reflekterer over hverdagens mystik og ser de nøgne følelser, som de er.

 

Du kan læse digtrækken En fremdriftsføljeton, og altså fortsættelsen af fortællingen, her.

 

Holdet består af:

Fotograf Augusta Carøe, der giver skrivene deres billedlige samtalepartner.

Skribent Mads Thunestvedt Hansen, der fortæller om det udokumenterede liv på de vesterbroske kanter.

Skribent Christine Melau Risager, der kravler indad for at få et bedre overblik.