DIGTRÆKKE: En fremdriftsføljeton

 

om at runde af

lyset lever et andet liv

de blå timer smutter

før jeg når at fange dem

og dybe aftner grædes ind af dug

som aldrig nogensinde

.

”jeg mangler mit fordi”

siger jeg til mig selv og finder ro i

at der ingen ro er at finde

for fuldmånerne er overalt i københavn

og mørket tager sin tid

hvad andet er der at gøre?

.

jeg lægger mig ryggen

og lader være

hvad være vil

uregerligt

ubønhørligt som det er

.

en horisont forsvinder

 

 

 

om at man skal slukke for at kunne genstarte

et brandmærke taler sandheder

om værd og indfriede forventninger

er en hædersbevisning

givet for dedikation

og usvigelig loyalitet

.

det første jeg får

sidder på min ringfinger

og kvitteres med et smil

.

hjertebanken trommer mig søvnløs

en rysten rasler, snurrer, dirrer

helt fra mit inderste

truer med toneløse tårer og taktløs tvang

brandmærker

atter brandmærker

de heler ikke

.

gløden i dem er endnu glødende

min glød er slukket

.

udpint

afsvedet

langsomt udbrændt

.

herfra kan jeg falde hen, tænker jeg

eller jeg kan gå fugl fønix

og rejse mig igen

 

 

 

om at stå mellem to lukkede døre

på et tidspunkt

omtrent ved mellemspillet

kan jeg ikke mærke mig selv

kan jeg ikke høre mig selv

jeg er ude af trit

trit, takt og tone

så ustemt og uskønt

svajer jeg hvileløst rundt

efter noget at orientere mig efter

efter fikspunkter

holdepunkter, noget

jeg kan begynde forfra ud fra

.

”i hvilken retning mon skyggerne danser”

tænker jeg

 

 

 

om at nå til første anslag

årevis af dissonans

en, to, tre, fire lændehvirvler et lagerrum

mislyden har sat sig som træk fra et vindue

og længe har jeg knækket

knækket

knækket for at falde på plads

.

i kælderetagen på et villahus i sorø ligger jeg på maven på en briks overtrukket med et bomuldslagen

her skal klaveret stemmes

HER SKAL JEG HELES, tænker jeg

gøres status

over indebrændtheder og alt det andet skidt

.

på mine lændehvirvler kan kropsterapeut peter mærke

dagligdagens demoralisering

der kommer sig af at bide i sig

uden at bide fra sig

”når man ikke er tro mod sin kerne”

prædiker min sds-shaman

”står ens kerne og dirrer”

.

så til slut lægger han begge sine hænder på min ryg

planter løfter

han giver mig til at give mig selv

løfter som hverken dirrer

dissonerer

eller knækker

men bider sig fast

og holder min kerne fast

og bider fra sig

 

 

 

om at gøre sig klar til kamp

lyst på vej af nordlys flakkende i randen af mit brilleglas

slæber jeg mig nordpå

kører i stilling med min centurion, slagets jernhest

og messer kampråbet:

”jeg kan godt klare det”

for mit indre

mens jeg trasker op ad trapperne til tredje sal

tropløs og troløs, ene mand

.

i brynet af slagmarken ranker ritualer ryggen

og jeg trækker kampuniformen på

(mormors pyjamas, lyserødt stribet og i blødt bomuld)

og fletter mit hår

og børster mine tænder

før jeg stirrer det dødt i øjnene

og peger mod det en skarpladt hvisken:

”jeg kan godt klare det

og i morgen bliver en god dag”

.

mano a mano

.

første point er gået til mig

 

 

 

 

om at forsvar er det bedste angreb

skinføring:

vågner op til

mismodigt mørk slavedans

tungt tyngende lænket til alt det håb

jeg slugte,

hvis uindfriethed trækker

ned

ad

og håner mig fra dybet

skal vi samme vej?

.

sætter min lid til at tiden laver

sit bedste nummer og

går

 

 

om at slå til

et uantasteligt ekko med nattens kåbe på

runger sig vej til gry

som et holger danske-kalds vækkelse

jeg bliver et vi af styrke

nok til at

svinge vishedens skarpe klinge og fange lyset

i slagets fortættende svedperler

der i sin

kapitulation

strømmer som lettelsens taknemlige tårer

.

riten vådtes klar

 

 

 

om at lade det flyde

svævende på gadestjernernes cykelslør

kysser dagens decemberlune mig afsked, efterlader mig

omsust

af koldskuldrede vintervinde

jeg søger ikke ly

men

bider mig fast

i kulden som den bider sig fast til mig

.

”det er en del af behandlingen”

forsikrede præste-peter med de kolde hænder mig

efter endt session

om mine kolde hænder og

kapillærernes krympen

for det er vist noget med blodstrømningen husker jeg og med

ikke at have tryk nok til at kunne komme ud alle steder

endnu

.

så i slipstrømmen flyder jeg hjem med renaulthvide hænder fattet i en

uskarp klamren

til den sidste varme slipper

.

sådan er det:

kold før

varm

 

 

om at lande et sted

jeg ved ikke om jeg

løsner

eller

løsnes

alt jeg ved er

at jeg ikke længere har noget imod

at stå med ryggen mod kørselsretningen

på bus 6a mod rødovrehallen

fordi jeg har for meget bagage til at kunne vende mig om

eller

at gå ned ad jagtvej

i blændende decembersol

pandekold modvind

.

min rejse er større end det

 

 

Om projektet

Bag fortællingen står tre højskolevenner, der har tørnet hovederne sammen i en VINKsk kontekst for at fortolke lidt på det at opleve hverdags tragikomiske øjeblikke – hvor end tragiske eller komiske de er. Dette er anden del af fortællingen, hvor skribent Christine Melau Risager samler lyriske tankestreger om hverdagens små eksperimenter med digtrækken En fremdriftsføljeton.

 

Første del af fortællingen står levemanden Mads Thunestvedt bag i føljetonen En fortælling om et udokumenteret liv på Vesterbro. Den kan du læse her.

 

Holdet består af:

Fotograf Augusta Carøe, der giver skrivene deres billedlige samtalepartner.

Skribent Mads Thunestvedt Hansen, der fortæller om det udokumenterede liv på de vesterbroske kanter.

Skribent Christine Melau Risager, der kravler indad for at få et bedre overblik.