Creative Mornings: Kaff’ og en kreativ snak

Jeg tager med, når Creative Mornings Copenhagen sætter sejlene for første gang. Idéen bag? At samle en masse kreative hoveder og dele viden over en kop morgenkaffe.

 

Klokken er kvart i otte og duften af friskristede bønner fra Riccos byder mig velkommen denne fredag morgen. Foruden at nyde en god kop kaffe er jeg på vej ind i kaffebaren for at lægge øre til Creative Mornings første event her i København.

 

Personligt er jeg ikke stor fan af ordet ’kreativ’. Mennesker, der betegner sig selv som kreative, er som regel ni-til-fem folk som os andre. Dog går de kun i sort tøj og kommer altid lidt for sent. Det er heldigvis ikke kun den type kreative, Creative Mornings har i kikkerten, når de til deres morgenmøder inviterer kreative sjæle indenfor, som gæster eller speakere. Morgenmøderne begyndte oprindeligt i New York, hvor stifter og designer Tina Eisenberg spottede en usleben diamant af en mulighed. I New York gnubber de kreative kontorer sig op ad hinanden, men de snakker ikke sammen. Eisenberg begyndte således at arrangere morgenmøder i hendes studio for byens andre kreativt tænkende. I dag har Creative Mornings værtskaber i 88 lande, og mere end 47.000 mennesker driver frivilligt de månedlige events. I dag er vi på den gode side af 50 mennesker samlet på Riccos i Rådhustræde, og dagens tema er colours. En mand med krøllet hår ved navn Jan Madsen indtager scenen. Han er dagens taler og skal snakke computerdesign i farver.

 

CREATIVE MORNINGS COPENHAGEN består af en bunke seje frivillige, der er med til at få dagens og fremtiden events til at ske. Og tak for det! //Foto: Mie Laurenberg.

 

Tanken med Creative Mornings er, at hvert morgenmøde er motiveret af et tema. Temaet colours kan gribes an på utallige måder, og på trods af at jeg ikke ved en dyt om computerdesign, formår morgenens taler at snakke farver i computerprogrammering på en spændende måde. Kunsten at lære et nørdet fag fra sig på pædagogisk vis er sværere end det ser ud, det ved jeg som web-skribent. Men i denne rejse gennem DNA-læsning og farvekoder, samler Jan Madsen kreativitet og videnskab på en måde, så både reklametyperne, skribenterne og alle de andre blandt publikum er intelligent underholdt. Jeg bliver bekræftet i, hvor fedt det er at leve i et videnssamfund som København. Tænk, at vi vil stå tidligere op fredag morgen bare for at lære noget nyt? Selv kaffebarens gæster der ikke er her for Creative Mornings, men blot deres morgenlige skud koffein, kigger nysgerrigt mod scenen, taleren og den lyttende gruppe mennesker foran.

 

LYT MED. En propfyldt Riccos Kaffebar sætter scenen for Create Mornings Copenhagens jomfrurejse, og der bliver lyttet og lært. //Foto: Mie Laurenberg.

 

Efter Jan Madsens vise ord og et morgenskud ud over det sædvanlige, forlader jeg Creative Mornings’ jomfrurejse på kaffebaren i Indre By. Høj på kaffe, croissanter og ny viden glæder jeg mig allerede til anden runde af Creative Mornings Copenhagen i næste måned. Temaet bliver crossover – hvad det går ud på, kan du læse lidt mere om her.

 

Vil du også være med, når Creative Mornings løber af stablen for anden gang 31. oktober, så vær klar på tasterne i morgen klokken 11.00. Arrangementet er helt gratis, pladserne til første morgenmøde forsvandt dog på bare 12 minutter, så vær i god tid!