Queer up your Life

//Freja R. Kammer

 

Vi lever i et samfund, der stadig har det at være transkønnet på listen over psykiske lidelser. Selvom det er noget, der er ved at blive ændret, så er vejen mod ligestilling og forståelse lang. En gruppe aktivistiske feminister har fået Københavns anden SlutWalk på benene. ”Vi skal tage slut tilbage! Vi skal give en glimmerindsmurt fuckfinger til victim blaming, slut shaming og sexistisk dobbeltmoral”. Sådan lyder det på SlutWalks facebookside. SlutWalk er en transnational bevægelse, der først og fremmest vil udrydde victim blaming af voldtægtsofre. Folkene bag protesten er sure over, at alkoholindtag, påklædning og seksuelle præferencer bliver brugt som undskyldning for voldtægt. Den eneste ansvarlige er dén, der voldtager og ingen andre. Derudover protesterer deltagerne imod slut shaming, da det er krænkende at nedgøre andre på grund af deres udtryk, sexpartnere eller identitet. SlutWalk henvender sig til alle. Den eneste regel er, at du ikke må udtrykke nogle sexnegative holdninger. Hvis du gør det, så hører du nemlig til modstanderne, og dem tager den feministiske gruppe AGITA sig af med deres kærlige glimmerguns.

Jeg væmmes ved den konstante mistænkeliggørelse af voldtægtsofre. Jeg er træt af den konservative udskammelse af kroppens udtryk, og jeg tilslutter mig SlutWalk, fordi jeg er enig i, at kampen skal fortsætte, og fordi sexismen skal knuses.

Overalt jeg kigger har folk gjort sig umage for at sprede budskabet. ”Spermso”, ”Narrefisse” og ”Slutty” er nogle af de ord en smuk ”slut” har skrevet i forskellige farver på sin kjole. Jeg spotter hende imellem andre glimmerindsmurte deltageres bare bryster og smækre overkroppe. Blandt deltagerne i SlutWalken anvendes ordet slut med en ærefrygtig stolthed, der usagt formår at opsummere bevægelsens agenda. ”Slut” skal reclaimes, og samfundets normer om seksuel adfærd skal udfordres.

Jeg møder Laura Mølgaard Tams på Christiansborg Slutsplads. Hun er queer transaktivist og sexpositiv feminist. Det er en lørdag, der er særligt lummer. Dagens program fokuserer nemlig også på fejringen af kroppen og friheden til at have sex uden at blive udskammet for at have for meget af det, eller for sit valg af sexpartnere.

”Al sex er tilladt, så længe det er consensual, for hvis det ikke er det, så er det ikke sex” fortæller Laura mig. Hun er dybt involveret i en feministisk aktivisme, der især erklærer krig mod diskriminationen af queer og transkønnede mennesker, og som samtidig stiller sig uenig i heteronormative og sexistiske tendenser i samfundet.

Som transkvinde har Laura oplevet diskrimantion i København. ”Siden min læge fandt ud af, at jeg var transkønnet, har min læge sagt, at alle mine problemer er forbundet med hormoner. Men det er jo ikke hormonerne, der er farlige.” Hun fortæller mig, at alle hendes transkønnede venner og bekendte har oplevet diskrimination på den ene eller den anden måde. Selvom vi i Danmark er i gang med at flytte transseksualisme fra listen over psykiske lidelser, så er der stadig lang vej endnu. Problemerne forsvinder jo heller ikke ved at flytte transkønnede fra en liste til en anden. Det er vigtigt, at vi får uddannet folket om emnet. ”Shemale, ladyboy og tranny er lidt ligesom n-ordet”. Det er klassiske betegnelser, som vi kender fra pornoindustrien, og som udelukkende er seksualiserende. ”Jeg har det okay med at blive betragtet som et seksuelt individ, men jeg har det lidt dårligt, når det er andre, der skal definere mig. ”Laura fortæller, at hun gang på gang har været udsat for såkaldte ”trannychasers.” Det er en betegnelse for mennesker, der feticherer transpersoner. ”De vil kun have sex med os på grund af vores kønsorganer og er ikke interesserede i os som mennesker”.

Hun deltager i SlutWalk, fordi folk har for vane at anse transpersoner som perverse. ”Jeg går også med i SlutWalk, fordi jeg bliver udskammet bare for at være trans. Jeg deltager også lidt, fordi jeg er en slut. Hvorfor må jeg ikke være lækker på gaden? Hvorfor skal jeg straffes, for hvem jeg er? Jeg kan sige, så mange gange jeg vil, at jeg er kvinde, men de fleste opfatter mig ikke som kvinde, så det er en konstant kamp.”

 

De fleste mennesker slutshamer. De gør det enten helt bevidst eller uden at være klar over det. Laura fortæller mig om slut shaming. ”Vi anvender seksuelt ladede ord som for eksempel skræv, røvhul eller fisse negativt om andre mennesker. Det er så almindeligt, at folk ikke engang tænker over det. Jeg siger også selv røvhul om folk, jeg ikke kan lide, selvom jeg godt kan lide røvhuller.” Den mere direkte slut shaming udskammer sluts eksplicit for deres udfordrende påklædning, promiskuøse seksualitet og adfærd. Laura mener, at udskamningen af folks seksuelle og kropslige udtryk sker, fordi folk ikke er queer nok.

”Jeg, som queer transkvinde, synes, at folk bør udvide deres idé om, hvad sex kan være. En kvinde bliver ikke mindre værd, når hun har mange sexpartnere, ligesom mænd heller ikke gør det. Det er helt vildt sexistisk, når folk udskammer en kvinde, der har meget sex, og hylder en mand for det samme. Det tror jeg ikke rammer folk, der betegner sig selv som queer på samme måde, fordi så er du uden for kategori. Folk skulle have respekt for, at der er forskellige måder at have sex på, og at queer mennesker findes og har sex på forskellige måder. Og nej! Du bliver ikke bøsse af at blive bollet i røven, og du bliver heller ikke bøsse af at røre ved en bøsse. Du bliver i øvrigt heller ikke bøsse af at røre en transkvinde!”

 

Laura og vi andre er vrede over slut shaming! Vi foragter victim blaming, og vi er feminister! Vi skal indtage de københavnske gader og vise folket, at det er okay at være en slut. Det er okay at være aseksuel, og kroppens udtryk er smukt. Side om side om side går sluts, sexarbejdere, voldtægtsoverlevere, sexpositive, transkønnede, homoseksuelle, biseksuelle, polyamorøse, monogame, børn, crossdressers og mange andre og spreder budskabet i kor: ”Kampen fortsætter! Sexismen skal knuses!”. Mange af os holder skilte i luften med budskaber som ”Prostataorgasme nu nu nu!” eller ”Not raping is easy! I’m doing it right now!”

Selvom det er nogle alvorlige emner, vi er taget på gaden for at snakke om, så er humøret højt. Vi danser og flirter med københavnerne, vi møder på vores vej. I paraden finder vi det mest accepterende og positive frem i hinanden, og det inspirerer enkelte til at gå med i det berusende optog, imens andre nøjes med at komme med opmuntrende tilråb. Halvvejs gennem paraden holder vi en pause på Regnbuepladsen, hvor Amnesty holder en tale om kampen for bedre rettigheder til voldtægtsofre. Talen efterfølges af en poetisk performance fra Yaa Lioness. Hun danser i en glimmerpool for retten til at bestemme over sin egen krop. Det efterfølges af en lille minifest, hvor alle danser med hinanden under solens kærtegnende stråler.

 

 

Turen går videre til Ørstedsparken, hvor vi hviler benene og får lært hinanden lidt bedre at kende. Det er spændende, for hvem ved? På dette tidspunkt er det endnu uklart, hvem man skal tilbringe natten sammen med. Det eneste, der er sikkert er, at der skal være en SlutWalk igen til næste år.

Cand.mag i Dansk og Bylivsskribent med hang til bodegaer, glimmer, sankning og arkitektur. Er både for og imod gentrificering. I øvrigt spiser jeg kun grønt.