Weekendguiden – Sommerweekendensomhedskur

Alle dine udadvendte venner er officielt parret, og de små korte pauser i dit feed mellem reklamer for datingsites og fitnessrelaterede ting fylder de nu med fucking babyer, blå himmel og sol.
Men: denne guide er ikke til dem. Fuck dem, okay? Dette er skrevet til os stakkels singulære. Os, der hver dag forsøger at undgå en konfrontation med den betændte fortid. Åh, at være ung og ulykkeligt alene er særligt problematisk, når der er høj sol udenfor! Dit resterende selvværd er i denne tid i særlig stor fare for at erodere til ingenting, så i stedet for at fortsat svede over dit tastaturs petriskål og føje til den mikrobiologiske cellestruktur, der vokser dernede, eller se dine nullermænd vokse til vindhekse, mens du onanerer og græder, burde du religiøst følge min super-inspirerende weekendensomhedskur.

 

I anledning af eksamenstravlhed, Folkemøde og en snert af sommertristesse, har vi været en tur i arkiverne og fundet denne perle af en weekendguide frem. Det er ren genbrug, for ensomhed og en lille smag af galde går aldrig helt af mode. God weekend.

Den blå og den gule fugl blev efter dette billede tortureret og ofret i et satanisk regnritual. //Foto: Ripton@Flickr.

         

FREDAG 16. JUNI

TUR, KIRKEGÅRDSBESØG & STADEN  @ TAGENSVEJ, BISPEBJERG HOSPITAL & MÅNEFISKEREN

 

Hvornår: Fra kvart over når-som-helst til fem minutter i bar arm. Mønt: Kaffe koster 10 kr. på Månefiskeren.

 

1: Gå en tur

At gå tur som ”singlecappet” kan være tricky. Søerne er udelukket og Indre By er et gedemarked. Dele af bro-områderne derimod har alle fine steder at gemme sig i solen – på nær selvfølgelig Vesterbro, der tilsyneladende er en form for parforholdsgrundfjeld. Jeg anbefaler at gå på Tagensvej, til man forsvinder i Nordvest. Bispebjerg Hospital har en flot have.

2: Find en kirkegård

Kirkegårde er fine steder i solen, og man ser sjældent pardyr der. Desuden er proksimitet til gravsten altid godt for en smule perspektiv. Pak en pose med nødvendigheder og find et sted, hvor ingen ville kunne lægge sig ved siden af dig, uden at det er en direkte provokation –  f.eks. på Assistens Kirkegård er der flere træer, der står tæt nok til, at det kan fungere. Tag en bog med. Jeg vil anbefale den muntre og lette Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet af Bjørn Rasmussen.

3: Christiania

Månefiskeren er et fabelagtigt sted med billig kaffe. Desuden er de pardyr, der spankulerer rundt der, oftest en uskadelig heteronormativ Geordie Shore-kombination af pæne piger med stukne vinger og veltrænede fyre med slappe lem. Dette kan være regn på den kynisk indstillede evigt-enes ørkenvandring.

 

LØRDAG 17. JUNI

KUNST, DRUK & POTENTIELT HOR @ STATENS MUSEUM FOR KUNST; THE GREAT OUTDOORS, WESSELS KRO & MOOSE PÅ SVÆRTEGADE

 

Mønt: Dagsbillet til SMK (Ung under 30 år) 85 kroner. Øl er 30 kr. for en fad på Moose. Jeg kan ikke huske, hvad det koster på Wessels, men det er en smule dyrere.

1: Kunst

Statens Museum for Kunsts standardudstilling har nærmest altid været gratis at besøge, men i disse nye tider er pengene små, også i statskassen og man skal derfor overveje lidt nøjere om man vil frekventere statens samling af værker.
Der er for det meste kun gamle mennesker og turister. Det skal dog siges, at der her er overvejende fare for at rende ind i et drømmepar, der hånd i svedende hånd er på humanistisk udflugt, eller som du snubler over fordi de er igang med at instagramme deres meget kunstneriske leben. Gør som dem #livslede.

 

Originalt! //Foto: John Davidsen.

 

2: Udendørsdruk

Druk i solskin har altid gjort mig glad, men aldrig når jeg har gjort det alene. Jeg vil derfor anbefale at ty til Facebook for at forene dig med en anden evigt-alene. Du kender sikkert én. Find derefter et fredeligt sted – jeg anbefaler Bibliotekshaven bag Diamanten – og begynd at drikke. Husk den dybe filosofiske læresætning, Prins Siddhartha gav verden: ”Misery loves company”.

3: Bar- og natteliv

Hvis du har taget den fatale beslutning om at gå ud efter det akavede møde med din ”ven”, er der et par klichépræget steder, de ensomme ynder at stå stille i hjørner og spytte i halvtomme fadøl. Moose og Wessels Kro er f.eks. steder, jeg ofte sværger, jeg aldrig vil frekventere igen, men alligevel ser mig selv på hver anden weekend.

 

SØNDAG 18. JUNI

 

Søndagen er fyldt med moralske tømmermænd fra dagen før, og det gør det kun endnu sværere at blive konfronteret med sommerens kærlighedsspirer, der vokser rundt om dig. Hold dig derfor indenfor under alle omstændigheder. Hvis du absolut har brug for det, så gentag fredagens program. Spis masser af frugt og husk at holde humøret højt. Der er ingen, der kan lide pessimister.

//Foto: jragon@flickr

 

DISCLAIMER: Artiklens forfatter mener ikke, man kan betale sig fra ensomhed. Selvom dele af listen forudsætter en vilje til at bruge penge, insisterer forfatteren på, at dette kan retfærdiggøres, når det er med det formål in mente at bedøve subjektet for blandt andet reklameverdenens forestilling om ægte happiness.

PLUS: I det tilfælde at metrologerne tager fejl, så frygt ej. Med små modifikationer kan denne liste tilpasses et indendørsklima.

//Forsidefoto: Goodinteractive@flickr

Denne weekendguide er oprindeligt udgivet 22. juli 2015.