WEEKENDGUIDEN: MADREDAKTIONEN ANBEFALER

Madskribenterne på VINK har stukket hovederne sammen og sammensat en weekend til dig fuld af smag, forår og gode vibes, hvor du skal drikke vin og espresso martini, spise insekter, danse til silent disco, se på keramik og tegne croquis i stilhed.

TORSDAG 30. MARTS

 

//Illustration: Anna Rasch-Christensen

 

Torsdag er min yndlingsdag, fordi så ved jeg, at weekenden snart er på vej. I dag er det okay, at tage lidt forskud på glæderne og småforkæle sig selv og andre med lækker mad, kage eller vin. Jeg ville bare ønske, at jeg vidste noget mere om vin. Så denne torsdag vil jeg forfine mine smagsløg til et vinarrangement. Her er et par udvalg til dig, der vil det samme.

 

VINHANDLERMIDDAG @Søllerød kro 

Torsdag kl 18:30-22:30 Mønt: 1195 kr.

 

Lad os omfavne Italien, når Søllerrød Kro inviterer til en mundvandsløbende middag med italienske topvine i fokus. Her får du ikke bare en fem-retters menu af sæsonens råvarer, du får også vine fra Poderi dal Nespoli, som anses for at være i toppen af vinproducenter i området på grænsen til Toscana. Prisen er derefter, men med i hatten får du også den helt særlige, danske hygge, som du kun finder på de gode kroer rundt om i Danmark. Husk at lade bilen stå.

 

 

KVINDEVINSMAGNING @SMAGFØRST 

Torsdag kl. 19:00-21:00 Mønt: 300 kr.

 

Hvis du synes Søllerød Kro er for langt væk fra stenbroen og i øvrigt lidt for dyrt og lugter lidt for meget af Gammel Dansk, så tag på SMAGFØRST. På denne torsdag holder drengene fri, når Josefine fra SMAGFØRST inviterer til kvindeaften. Her har de mange års erfaring med vinsmagning, og denne aften er ligesom de andre spændende, helt nede på jorden og let forståelige. Bare kun for kvinder. What’s not to like?

 

 

FREDAG D. 31. MARTS

//Foto: VINK-releasefest 

 

Fredagen byder på Silent Disco, espresso martini og snackbarer lavet af insekter. Umiddelbart en sær kombination, men det meste, der er sært, bliver ret fantastisk i selskab med andre.

 

SILENT DISCO @Studenterhuset

Fredag kl 21:30-03:00 Mønt: gratis 

 

 Er du typen, der altid leder efter den bedste placering i forhold til højtalerne på dansegulvet eller til koncerter? Der findes få ting mere irriterende, end at lytte til den fedeste koncert eller DJ, men primært høre den højre del af stereolyden og gå glip af alle guitarsoloerne, fordi de gik i de venstre højtalere. Alle, der nogensinde har befundet sig til koncert, kender problemet. Løsningen hedder Silent Disco – et dansegulv bestående af hoveder med headphones. Hvert hoved hører hele lydbilledet lige præcis, som kunstneren tænkte, det skulle høres uden forstyrrende snak eller forvrænget lydmix. Denne fredag kan du danse i stilhed på Studenterhuset, som har 300 par headphones til rådighed og to forskellige lydspor at vælge imellem, så du kan faktisk stå og danse til en helt anden sang end din dansepartner. I resten af caféen er der stille, så du smider bare høretelefonerne, når snakketøjet skal igang og fødderne skal hvile. Det er da smart.

 

 

ESPRESSO MARTINI OG INSEKTSNACKS @KPH 

 Fredag kl 16:00-19:00 Mønt: alt efter hvor meget du donerer

 

Denne weekend inviterer pigerne fra Dare to Eat og drengene fra Kaffe Bueno til festligheder på kulturhuset KPH. Som de selv skriver, ”hvad sker der, når tre kaffeelskende colombianske fyre, og tre insektspisende piger fra København mødes?”  Svaret er fest. Til fredagsbaren vil der blive serveret snacks lavet med insekter, kreeret af de innovative piger fra Date to Eat. Det lyder måske grænseoverskridende, men vi kan lige så godt vænne os til tanken om insekter i vores mad. Det er nærerigt OG bæredygtigt. Deres projekt kan støttes inde på deres kickstarter (https://www.kickstarter.com/projects/559500131/dare-to-eat-natural-healthy-snacks-powered-by-inse),  hvor der er mulighed for at donere forskellige beløb, og herved opnå rewards i form af snacks, en gratis espresso martini til fredagsbaren på KPH og meget andet. Mød op i Vesterbros pulserende kulturhushjerte, spis dig mæt i græshopper og få din fredagsbuzz på.

 

 

 

LØRDAG D. 1. APRIL

 //Foto: Andrea Sigaard

 

Glædens dag – lørdag. Det gyldne mellemrum. Roen, der sænker sig i kroppen. For et kort øjeblik findes mandag ikke. Lad os lige nyde det. Der er ølsmagning og blues på Bartof Station, og en af vores favorit vinbarer på Nørrebro, Vinskabet, fylder to år denne lørdag.

 

BEERS & BLUES @Bartof Station  

Lørdag kl. 18:30-00 Mønt: 145-265 kr.

 

Beers, Blues og Bartof Station. En håndfuld ret fantastiske B’er. Denne lørdag kan du for 245 kr. komme til ølsmagning hos Mik Schack, hvor du skal smage fem forskellige øl, og blandt andet høre Mik forklare, hvorfor øl er gud (vi ville aldrig erklære os uenige i dette udsagn, Mik), efterfulgt af en såkaldt Blues Jamboree. Det er et line-up af yderst kompetente blues- og gospelfolk. Altså en hel masse lækker humle og en hel masse lækker musik, du kan smøre din lørdag ind i. Hvis du ikke er så meget til øl eller synes, fem er i overkanten, kan du ”nøjes” med det musikalske indslag for 145 kr. Og røve baren på egen hånd.

 

 

2ÅRS FØDSELSDAG @Vinskabet 

Lørdag kl. 16:00-23:00 Mønt: afhængig af hvor meget du drikker

 

Vinskabet er et af de der steder, hvor man instinktivt føler sig hjemme. Det har vi faktisk skrevet om tidligere hér. Vi er vilde med konceptet: vin, bobler, østers og andre snacks i centrum. Denne lørdag fejrer de 2-års fødselsdag, og vi kan kun opfordre til at kigge forbi, gribe et glas og klinge det med de søde og imødekommende ejere. Hvis du skulle have lyst til at fortsætte festen her, kan du få sublime bobler og  rød- og hvidvine på glas fra 50 kr. og opefter. Og selvfølgelig seks østers med toppings for 100 kr. Hvis det ikke er lykke, der er til at betale for, så ved jeg ikke, hvad det er.

 

 

SØNDAG D. 2. APRIL

//Foto: Absalon 

 

Ifølge den kristne tro er søndag hviledag. Amen og ja tak. Jeg skal slentre rundt på Absalons keramikmarked og bruge mine hårdt tjente penge på flotte glaseringer. Bagefter vil jeg tegne croquis i stilhed på Sjællandsgade Bad. 

 

KERAMIKFORÅRSMARKED @Absalon 

 Søndag kl. 10:00-16:00 Mønt: fri entré

 

Vil du være hip med de hippe, så tag med på keramikmarked og få fyldt skuffer, skabe og vindueskarme med de fineste kreationer. I samarbejde med Yonobi Studio åbner Absalon lokalerne op for en stor håndfuld dygtige keramikere, som uden tvivl vil betage med deres små værker. Til keramikmarkedet kan du blandt andet få fingrene i Charlotte Serups betagende skåle og fade, eller Helene Søs Schjødts mønstrede og naturinspirerede vaser og kopper.

Der er fri entré og masser af muligheder for at få slukket både den lille og store sult.

 

CROQUIS @Sjællandsgade Bad 

Søndag kl. 14:00-16:00 Mønt: 50 kr.

 

Efter et garanteret vildt inspirerende og propfyldt keramikmarked, trænger du til 2 timer i fuldstændig stilhed og symbiose med dig selv. På Sjællandsgade Bad kan du for en sølle 50’er joine en vaskeægte croquis-session. Så fat pennen og din indre croquis-tegner, og så ses vi på badet!

 

VINKs madredaktion ønsker jer alle en fuldstændig fantastisk og vanvittig weekend. Vi ses derude!

 

 //Forsideillustration: Natasha Linde Krebs

 

Madredaktør med hang til gin, snackpølser og store følelser. Skriver meget poesi og squatter tungt. Har lært at elske koriander. Har ikke lært at elske østers.