Weekendguiden for juleentusiasten og den juletrætte

Glædelig jul! Filmredaktionen er gået sammen om at give dig forskellige bud på, hvad du skal tilbringe dagene mellem jul og nytår med. Måske er du stadig i julestemning og ønsker at suge de sidste søde dråber ud af hjerternes fest, eller også er du fyldt op af marcipan, nisser og and og har behov for noget mindre julet – bare rolig, vores guide indeholder arrangementer for begge.

 

Onsdag 27. december

Julebingo @ Farfar, Skindergade 20, 1159 København K
Hvornår: 27. december kl. 17:30 Mønt: 100 kr. for 6 bingoplader + øl, 150 kr. for 10 plader eller 6
plader + en times gratis julebryg

Fik du ikke den gave, du ønskede dig til jul? Så kommer bodegaen Farfar i Skindergade dig til undsætning. De afholder nemlig deres årlige julebingo mellem jul og nytår, hvor man kan vinde præmier til en samlet værdi på 10.000 kr. og hvem ved? Måske en af præmierne er lige det, der manglede under træet juleaften. Farfar er i det gavmilde hjørne og har i dagens anledning særlige tilbud på drikkevarer, når de inviterer til et godt, gammeldags spil bingo med julemusik i baggrunden.

 

Cinemateket // Foto: Mathilde Wendelboe

 

Karl Marx City @ Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K
Hvornår: 27. december kl.16:30 Mønt: 80 kr., dog 50 kr. for Cinematekets medlemmer

Hvis man har fået nok af al den julehygge og gerne vil opleve noget andet i december, viser Cinemateket månedens dokumentar Karl Marx City. I stedet for julestemning byder filmen på dokumentaristen Petra Epperleins efterforskning i sin fars fortid som informant for den gamle østtyske efterretningstjeneste Stasi. Tysklands traumatiserede fortid som en todelt nation kommer op til overfladen, når hun graver i de labyrintiske arkiver fra den gamle østblok. Filmen havde dansk premiere i foråret, hvor den blev vist til filmfestivalen CPH:DOX i deres ’Hits’-program.

 

Torsdag d. 28. december

Julejazz og julefrokost @ Eliaskirken, Vesterbro Torv
Hvornår: 28. december kl. 12:00 Mønt: 50 kr. for voksne og gratis for børn

Alle de, som stadig har højt julehumør, kan med god grund overveje at lægge ruten forbi Eliaskirken, når pianisten Olivier Antunes spiller jazzede julenumre. Ved samme lejlighed kommer sognepræst Birgitte Kvist Poulsen også forbi og taler om refleksion i anledning af året, der gik. Bagefter kan du og dine ledsagere spise en lækker frokost, før vi alle sammen synger og danser rundt om juletræet.

 

Eliaskirken // Foto: Alf Melin

 

Enzo x Beach Party @ Enzo, Skindergade 45
Hvornår: 28. december kl.23 :00 Mønt: 100 kr. før kl. 23:30 (resten af natten 150 kr.)

Baren Enzo i Indre By afholder et særligt arrangement for alle dem, som er færdige med julen og bare glæder sig til lysere dage og hedebølger. Fordi de allerede tæller ned til sommersæsonen, byder de velkommen til et særligt beach party med oppustede flamingoer og lummer stemning. Så hæng vintertøjet derhjemme og glem vinterkulden for en stund, imens du danser natten væk og nyder eksotiske, kulørte drinks i lange baner.

 

Fredag d. 29. december

Lav din egen nytårshat @ Absalon Kirken, Sønder Boulevard 73, 1720 København V
Hvornår: 29. december kl. 11:00-15:00 Mønt: 30 kr. pr hat

Mangler nytårsoutfittet det sidste touch, så tag i Absalon Kirken. De står parat i deres pop-up-værksted med alt det, som du skal bruge for at lave din helt egen unikke nytårshat. Du kan både lave en helt ny eller tage en gammel hat med og spice den op. Dine venner bliver helt sikkert gravmisundelige på din flotte hat.

 

Gin&Te-fredagsbar hos Tante T //Foto: Tante T

 

Gin & Te-fredagsbar @ Tante T, Linnésgade 17, 1364 København K
Hvornår: 29. december kl.17:00 – 20:00 Mønt: Gratis

Årets fest er lige om hjørnet, og hvilken bedre måde at skyde det nye år i gang end med nogle gode drinks? Mangler du inspiration til nytårsdrinksene, så tag til Gin & Te-fredagsbar hos Tante T, hvor der eksperimenteres med sjove og atypiske drinks indeholdende te. Daniel Mærsk fra Sprit & Co er gæstebartender, og han fortolker eksempelvis den klassiske gin & tonic og pifter den op med forskellige slags te.

Og hvem ved, måske giver drinksene mindre tømmermænd, hvis de er lavet på te? Helt sikkert
forsøget værd!

 

Lørdag d. 30. december

I morgen skal glimmerhatten og de nye kridtede dansesko på, derfor kalder d. 30. december på roligt tempo. Og hvilken bedre måde at lade op til fest og farver end at læne sig tilbage i en blød biograf- eller teaterstol og få underholdningen serveret?

 

Dokumentarfilmen KEDI @ Grand Teatret, Mikkel Bryggers Gade 8, 1460 København K
Hvornår: 30. december kl. 9:30 Mønt: 60 kr

Nytårsaften kalder på refleksioner og nye perspektiver – varm op for disse tanker ved at skyde dagen i gang med dokumentarfilmen KEDI, hvor vi betragter verden fra kattens perspektiv, da vi følger de tusindvis af gadekatte i Istanbul. Denne dokumentar er en finurlig og anderledes måde at reflektere over livet på – og ikke mindst viser den på smukkeste vis helt nye sider af Istanbul. Og som det siges i introen om de nuttede, firbenede dyr: ”De får os til at huske. At livet er NU. ”

 

NOGET OM HELTE //Foto: Nørrebro Teater

 

NOGET OM HELTE @ Nørrebro Teater, 2200 Ravnsborggade 3
Hvornår: d. 30. december kl. 15:00 Mønt: Fra 100 – 435 kr.

Som stor Halfdan Rasmussen fan har jeg længe glædet mig til teaterstykket NOGET OM HELTE, der fik premiere i Nørrebro Teater i starten af december. Teaterstykket er en hyldest til den kære Halfdan og er baseret på hans poetiske, muntre og forunderlige univers, hvor vi møder de halfdanske hverdagshelte. Det kan kun blive en fornøjelse!

 

Go’ jul og godt nytår fra filmredaktionen

Filmskribent og kandidatstuderende på RUC i Dansk og Performancedesign.