WEEKENDGUIDEN – fordybelse, fernisering og fankultur

Påsken har sandsynligvis kun budt på træning af musklerne i dit spiserør og i den arm, du samler påskeæg med. Samtalerne om bordet har nok heller ikke udfordret dig det store. Denne uges weekendguide er derfor designet til at kickstarte dig efter nogle sløve dage. Få en kulturinsprøjtning, nørd igennem, fordyb dig i videnskab og kunst, der gør dig klogere på dig selv. Men husk også at trække vejret. Det er hårdt at komme tilbage på eventjæger-sporet.

 

TORSDAG 20. APRIL

 

Din weekend begynder i et langsomt tempo. Med to gode tilbud, hvor du kan læne den tunge påskekrop tilbage, mens din hjerne kommer i omdrejninger. Brug torsdagen til at reflektere lidt over livet og få pirret din indre kultserie-nørd.

Forside-illustration for bogen Transfervindue af Maria Gerhardt // Foto: Politikens Forlag

 

 

Transfervindue af Maria Gerhardt @ Politikens Boghal

Tidspunkt: 18:00 – 19:00 Mønt: Gratis.

Grib weekenden og grib livet. På trods af det ikke kom som nogen overraskelse, forstummede hele landet, da DJ og forfatter Maria Gerhardt for nyligt afgik ved døden få dage efter udgivelsen af hendes sidste bog Transfervindue. Benyt denne torsdag til at reflektere over forholdet mellem liv og død med hjælp fra en, der har balanceret imellem dem de to længe. Send en kærlig tanke til en stor forfatter, til de kære, du har mistet, og til det liv du vågner op til hver dag. Måske går du fra Politikens Boghal med følelsen af, at vinden omfavner dig og solen kniber dig kærligt i kinderne.

 

David Lynch – The art life dykker ned Lynch’s mystiske universer, som kendes fra blandt andet Twin Peaks. // Foto: janusfilms.com

 

 

David Lynch – The art life @ Grand Teatret

Tidspunkt: 19:00, 21:30 Mønt: 90 kr.

Torsdag byder også på en godte til dig, der venter i spænding på afsløringen af, hvordan det går Dale Cooper efter at have været hjemsøgt af Bob i 25 år. Fejr at der kun er en måned til, tredje sæson af Twin Peaks får præmiere den 21. maj, ved at tage i Grand og se dokumentaren om et af genierne bag serien. Filmen er et portræt af multikunstneren David Lynch og afslører paralleller mellem hans karriere som billedkunstner og filmskaber og hans personlige liv. Filmen har i dag dansk præmiere. Og bare rolig, i Grand serverer de a damn good cup of coffee, som du kan nyde til filmen.

 

FREDAG 21. APRIL

 

Nyd en fredag i kunstens tegn og send kroppen på arbejde. Først skal du til fernisering, og når det bliver for hårdt at stå op, kan du slå dig ned inde i en gigantisk kropscelle og blive klogere på, hvad der rumsterer rundt under din huds overflade.

Installationen ”Intelligo” af Oskar Jakobsen // Foto: David Stjernholm

 

Fernisering AFGANG 2017 @ Kunsthal Charlottenborg 

Tidspunkt: 18:00 – 21:00 Mønt: Gratis.

Vær blandt de første til at opleve fremtidens store kunsttalenter, når 24 dimittender fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler udstiller på Kunsthal Charlottenborg. Sip til et glas bobler, mens du indtager et sammensurium af videokunst, malerier, skulpturer, installationer og performance. Oplev blandt andet den kontrastfyldte installation ”Intelligo” af Oskar Jakobsen, som kombinerer kold metal med rosa svampeformationer.

 

 

Pressefoto fra Cell på Republique // Foto: Carsten Snejbjerg

 

CELL @ Republique

Tidspunkt: 20:00 Mønt: 120 kr. (normalbillet) 80 kr. (studerende). Billetter købes hér

Man kan let blive rundtosset ved tanken om, at vores kroppe består af stablede organer og tarme samt tusindvis af mikroskopiske celler, der bevæger sig rundt gennem vener og årer. På Republique finder du igen dit fodfæste, når forestillingen Cell giver dine sanser adgang til hvordan dit indre lyder og føles. I Cell mødes videnskab og kunst, når forskere, en komponist og en møbeldesigner arbejder sammen om at genskabe den indre krops lyd, der strømmer ud i den gigantiske celle, som udgør scenografien.

 

LØRDAG 22. APRIL

 

Lørdag er du efterhånden kommet op i gear, så det er tid til at give den gas. Få testet dine hjerneceller og fingrelegemers udholdenhed og styrke, og bered dig på at danse natten lang.

// Illustration: Nicole Blicher Jonasson

 

 

Kunstig intelligens – Regensens Symposion @ Regensen

Tidspunkt: 11:00 – 15:00 Mønt: Gratis.

Bliver du nogle gange paranoid ved tanken om, hvorvidt du lever i The Matrix, eller drømmer du sommetider, at robotterne fra Westworld skyder dig med en revolver? Så kan du nu få aflivet eller forstærket din frygt ved Regensens Symposium om kunstig intelligens. Tre seje forskere i Computer Science, Datalogi og Etik fortæller om, hvad kunstig intelligens er for en størrelse, og om der er grund til at frygte fremtiden. Der er fornemt besøg af Srini Narayanan, som er leder af Berkeley International Computer Science Institute (ISCI) og forsker i kunstig intelligens. Kan du ikke få nok videnskab denne weekend, så smut forbi igen søndag kl. 16:30, hvor forskere diskuterer den antropocæne tidsalder eller nærmere bestemt menneskets indvirkning på klimaet. Regensens Symposion afholdes den 21. til 23. april.

 

// Illustration: Jonas Milton Kim Olsen

 

 

SIP & SMADR – 乾杯 På SMK @ Statens Museum for Kunst

Tidspunkt: 13:00 – 16:00 Mønt: 110 kr. (normalbillet) 85 kr. (unge under 30)

Hvis de små grå ikke orker videnskabsforedrag i dag, kan du i stedet tage på SMK. Modsat på Bispebjerg Kirkegård skal du ikke dukke op tidligt her for at nyde et stykke af Japan.

Lær at sige skål på japansk, inden du kaster sake ned i halsen og opgrader dine origami-skills. Der bliver mange anledninger til at vise dem frem, for i hele 2017 fejres 150 års diplomatisk samarbejde mellem Japan og Danmark, blandt andet Sakura Festivalen næste weekend. Når du er fyldt til randen med J-pop, kan du gå på opdagelse i den flotte Japanomania-udstilling. Kon’nichiwa!

 

Ryst din røv til de bedste hits fra SKAM // Tumblr

 

 

SKAM – Alt Er Love fest @ Absalon

Tidspunkt: 18:00 – 02:00 Mønt: 50 kr. (fællesspisning) 30 kr. (arrangement)

SKAM er endelig tilbage! Hvis du mangler nogen at dele begejstringen med, så tag i Absalon og spred al din love for SKAM over andre superfans. Aftenen står på fællesspisning med norske specialiteter, quiz og selvfølgelig dans til en playliste med alle sangene, du kender fra serien. Gå all in og kombiner din kærlighed for SKAM og Twin Peaks, ved at klæde dig ud som Noora, der er klædt ud som The Log Lady. Shit’s ‘bout to go down yo!

 

SØNDAG 23. APRIL

 

Hop på cyklen og afsted. Søndag er du tilbage i dit storbysgame og godt udrustet til at bruge en dag blandt mange mennesker. Har du ondt i hovedet efter aftenens SKAM-fejring, tillader dagens events også, at du tager tingene i dit eget tempo.

Find unikke film rekvisitter og shop lækker vintage på søndagens markeder. // Foto: verascopenhagen.dk

 

Zentropa Loppemarked @ Filmbyen, Hvidovre

Tidspunkt: 10:00 – 17:00 Mønt: Gratis.

Tag på skattejagt i filmbyen efter gamle filmrekvisitter, kostumer og kulisser. Måske er du heldig at finde en unik genstand, der kan være den nye samtalestarter, når du får besøg? Eller en autentisk udklædning, der vil gøre dig til midtpunkt for den næste udklædningsfest? Hvis du er hurtig, kan du måske nuppe Kirsten Dunsts Melancholia-brudekjole, Frank Hvams aflagte underbukser eller ølflasker tømt af Jesper Christensen.

 

Veras Market @ Bispeengbuen

Tidspunkt: 11:00 – 16:00 Mønt: Gratis.

Er du mere til genbrugsmode og hippe søndagsvibes, så drag mod Bispeengbuen, hvor mange af Københavns shoppeentusiaster har slæbt deres aflagte tøj med på cykel. Med håndører af valgfri størrelsesorden på lommen, kan du gøre unikke kup blandt tøjstativerne eller hænge ud med indkøbte snacks og drikke fra baren. Finder du noget godt, kan du måske nå at flashe det på Kødbyens Mad & Marked senere på dagen. Husk solbrillen!

 

Forsidefoto: “Intelligo” af Oskar Jakobsen // Foto: David Stjernholm

Kunstskribent og kandidatstuderende på Moderne Kultur og kulturformidling ved KU.