WEEKENDGUIDEN – DOKUMENTARFILMSFESTIVAL, FIESTA OG FREDAGSFILOSOFI

Denne weekend åbner CPH:DOX dørene op for ti dage med smukke, livsbekræftende, skæve, identitetssøgende, tragiske og poetiske dokumentarfilm. Programmet i år byder på 200 nye film, instruktørbesøg, interaktive udstillinger, talks, fester, der kan mærkes og meget, meget mere. Der er unægteligt for enhver smag, så dyk ned i dette års program og find de arrangementer der matcher din interesse. Derudover inviterer weekenden til cumbiafest på Operaen, fredagsfilosofi og ballet på Statens Museum for Kunst.

The Cockettes. Et performance-fænomen fra slut 60’erne start 70’erne der udforskede køn, krop og identitet. Dokumentarfilm om gruppen kan opleves på dette års CPH:DOX. //Foto: Pinterest

 

Onsdag d. 14. marts

 

SMK onsdag: På tåspids midt i kunsten.

Hvor: Statens Museum for Kunst. Hvornår: 17:30-19:30. Mønt: Balletforestillingerne er gratis når du køber entré. 85,- (u. 30 år), 110,- (voksen).

Ballet og kunst i en skøn cocktail. //Foto: Jan Christensen

 

 

Hvis du, ligesom jeg, har set DR3s dokumentarserie På Forreste Række med de unge ballettalenter, der kæmper for solistrollen og Nikolaj Hübbes anerkendelse – og undrede dig over, hvorfor det aldrig faldt dig ind at starte til ballet som lille, så læs med her. Kunst og ballet smelter nemlig sammen, når Statens Museum for Kunst dette forår inviterer til korte balletforestillinger i samarbejde med Det Kongelige Teater. En gruppe balletdansere vil danse nye balletforestillinger, inspireret af de aktuelle kunstudstillinger på museet samt udvalgte perioder i kunsthistorien.

 

 

Andrea Baby In Vain – Songs I wish I’d made.

Hvor: Riesen Bar. Hvornår: 21:00-23:00 Mønt: gratis

//Foto: Pinterest

 

 

Jeg faldt over det her arrangement helt tilfældigt, men blev nysgerrig på temaet for aftenen. Jeg må erkende, at jeg ikke kender meget til Riesen Bar på Vesterbro, da den i min optik er baren for folk over fyrre – og der er jeg slet ikke endnu. Dette bør jeg midlertidigt ændre på. Andrea Thuesen, som ud over at være rocksangerinde i grunge-bandet Baby In Vain, også er bartender på Riesen, træder denne aften ud på gulvet og agerer DJ for netop at kunne spille de numre, hun ville ønske, at hun selv havde lavet, men selvsagt ikke fik gjort, fordi nogle andre kom først. En rockmusikers mindreværdskomplekser. Kom, også selvom du er langt fra de fyrre.

 

 

Torsdag d. 15. marts

 

Eating Animals – CPH:DOX.

Hvor: Gloria Biografen. Hvornår: kl. 21:00 Mønt: 90,-

Filmatisering af Jonathan Safran Foers Eating Animals. //Foto: Pinterest

 

 

Ved du, hvordan en chicken nugget bliver til? Jeg har læst Jonathan Safran Foers, Eating Animals, og jeg spiser altså stadig kød. For Foer forsøger ikke at omvende nogen; han får os blot til at tænke os om, tænke over samt tænke skridtet videre. Hvilke konsekvenser har kødproduktionen for os, for dyrene og for den jord, vi lever på. Christopher Quinn har filmatiseret og Natalie Portman lægger stemme til. Husk, at Jonathan Foer himself kommer til premieren på Aveny-T d. 21. marts, hvor det vil være muligt at stille ham spørgsmål.   

 

 

 

Queer sauna, croquis edition.

Hvor: Sjællandsgadebadet. Hvornår: 18:00-21:00 Mønt: mellem 60-120,- (dem, der har mange penge betaler for dem, der har færre).

Sjællandsgadebadet fra da farfar var dreng. //Foto: Pinterest

 

Jeg elsker Sjællandsgadebadet. Jeg har været til saunagus utallige gange. Stemningen, bygningen, venligheden og kærligheden der møder dig i den gamle badeanstalt, får jeg aldrig nok af. Dette arrangement hylder vores smukke kroppe og deres forskellighed. Det er først og fremmest tiltænkt dem, der ikke føler sig trygge og tilpas i ”almindelige” to-kønsopdelte rum, som f.eks. i svømmehaller. Der vil være croquis, og du er velkommen til at være model, med så meget (eller så lidt) tøj på, som du føler sig tilpas i. Kom som dig selv, med dig selv eller i godt selskab.

 

Fredag d. 16. marts

 

Fredagsfilosofi – Nietzsches lyrik.

Hvor: Møllegades Boghandel. Hvornår: 17:00-21:00 Mønt: gratis

Kom til fredagsfilosofi og bliv klogere på ham her. //Foto: Pinterest

 

Filosoffen, jeg aldrig lærer hvordan man staver til, Friedrich Nietzsche. Denne fredag vil professor fra Københavns Universitet, Christian Benne, foretage en filosofisk læsning af Nietzsches lyrik. Jeg har en forhåbning om, at det vil være en mild indføring i den eksistentialistiske nihilistiske filosofi om lidelse og over-mennesker. Jeg er på udebane, det vil jeg godt indrømme. Men Møllegades Boghandel er altid det rigtige sted at blive klogere.

 

Trypical Cumbia.

Hvor: Operaen, Christiania. Hvornår: 22:00-04:00 Mønt: 60,-

Hungrer du efter et hedt dansegulv i stil med det, Baby konfronteres med i hendes første møde med Johnny, så tror jeg denne fest er noget for dig. //Foto: Pinterest

 

Operaen på Christiania holder de fedeste fester. Det kan jeg personligt skrive under på. Og denne er ingen undtagelse. Aftenen vil være fyldt med latin-amerikanske rytmer, hjulpet godt på vej af en fræk skrigende saxofon og et hav af perkussioninstrumenter. Der skal rystes alt, hvad rystes kan og svedes, så det drypper. No doubt. Det bliver en dirty dancing, en ægte fiesta de baile. Ay ay ay!

 

 

 

Lørdag d. 17. marts

 

The XX I see you party – CPH:DOX.

Hvor: Kunsthal Charlottenborg. Hvornår: 21:00-02:00 Mønt: 40,-

Det er virkelig det værd, at sætte sig ind i årets program på CPH:DOX. Ikke mindst det program, sammensat af bandet The XX. //Foto: Pinterest.

 

Bandet The XX har sammensat et filmprogram, helt særligt til CPH:DOX. Der vil både være filmvisning, talks og DJ-sets. I see you er, ud over at være navnet på deres nyeste album, navnet på det program de har kurateret for CPH:DOX. Programmet udforsker emner som køn, identitet, performance og ungdomskultur. I den forbindelse afholder CPH:DOX en åben fest på Kunsthal Charlottenborg. I løbet af aftenen vil forsangeren Romy selv være at finde bag DJ-pulten, og det samme vil de danske drenge fra elektropop bandet First Hate.

 

Tai Chi for begyndere.

Hvor: Absalon. Hvornår: kl 10:00 Mønt: 50,-.

Tai Chi. Nu kan du prøve. //Foto: Pinterest.

 

Jeg ved ikke, om du nogensinde har set folk, der laver Tai Chi. Det ser fantastisk ud. De langsomme synkrone bevægelser, koncentrationen og den ekstreme kropsbevidsthed. Jeg tror endda, at de kalder det for en kunstform. Jeg har set det engang i en park klokken syv om morgenen i Hanoi, og jeg fik lyst til at prøve. Nu kan jeg – og du. Absalons, som altid vidunderlige eventmakers, har lavet en Tai Chi for begyndere. Det er på lørdag kl 10. Jeg har på fornemmelsen, at det er federe end at have tømmermænd.

 

Revisoren.

Hvor: Nørrebro Teater. Hvornår: kl 15:00 Mønt: fra 100,-.

Selvfølgelig skal vi have noget teater på programmet. Denne forestilling er spækket med stjerner og stjerneskud. Lige fra den skønne Thure Lindhardt til den altid velspillende og komiske Ole Lemmeke, de seje power-skuespillerinder Benedikte Hansen og Sarah Boberg samt to unge nye talenter på den danske scene, Nicolai Jørgensen og Anna Bruus Christensen. Revisoren glæder jeg mig selv overordentlig meget til at se, så naturligvis skulle den også have et par ord med på vejen i denne uges weekendguide.

 

 

Søndag d. 18. marts

 

Kærlighedsruten – Omvisning på Assistens Kirkegård.

Hvornår: kl 14:00 Hvor: Assistens Kirkegård. Mønt: 50,-.

Vi kommer til at høre et erotisk digt fra selveste H.C. Andersen. //Foto: Pinterest.

 

 

Denne begivenhed er ganske særlig. Gadedigteren og historiefortælleren, Christian Kronman, viser rundt på Assistens på den såkaldte kærlighedsrute. Han har tidligere haft omvisning på digterruten. Denne gang vil han fortælle om de døde poeters store kærlighed samt recitere nogle af de smukkeste kærlighedsdigte. Du vil komme til at høre Dan Turells Din krop, sovende, Viggo Stuckenbergs Du kommer som et syn af sol og hvidt og for at det ikke skal være løgn, byder ruten også på et erotisk digt fra Danmarks største digter og forfatter, H.C. Andersen – I afrikanerbyen. 

 

Tømmermands Disk.

Hvor: Blågårds apotek. Hvornår: 16:00-18:00 Mønt: gratis

I dag må du gerne have tømmermænd, for jeg har et par hovedpinevenlige arrangementer til dig. Denne begivenhed er total low-key. Kom på Blågårds Apotek, hvor der vil være blide vinyltoner spillet af Jens og Karina, som jeg ikke aner, hvem er. Der vil være jazz, world, rock etc. Kom og hyg og drik tømmermændene væk.

 

 

”The Cockettes” – CPH:DOX.

Hvor: Hotel Cecil. Hvornår: kl 16:30. Mønt: 90,-.

The Cockettes. //Foto: Pinterest.

 

 

The Cockettes er et kunsterisk perfomance-fænomen, der opstod i San Francisco i slutningen af 1960’erne og de tidlige 70’ere. Et kollektiv af venner, bestående af mænd og kvinder, hetero- og homoseksuelle, havde den fælles mission at overskride kønnets og kunstens grænser. Der blev udforsket i seksualitet og den kunstneriske frihed. Gruppen startede med at optræde til midnatsfilm, men blev hurtigt en populær og voksende sensation – og er den dag i dag stadig forud for sin samtid. Dokumentarfilmen om The Cockettes er en del af det program, som er sammensat af bandet The XX.