WEEKENDGUIDEN – Til dig der ikke er på Roskilde

Vi er nået til et af de få tidspunkter på året, hvor Københavns gader ligger øde: Roskildeugen. Om du er grædefærdig, fordi du ikke fik billetter, eller om det passer dig helt fint ikke at skulle vågne op i et tislugtende, solvarmt telt den næste uges tid, har VINK din ryg! Her er weekendguiden til dig, der ikke er på Roskilde.

På Kaffesalonen her på Peblinge Sø kan du danse sommeraftenen i møde.

 

ONSDAG 28. JUNI

 

Roskilde Festival startede for fire dage siden, så vi starter selvfølgelig også weekendens festligheder allerede denne onsdag.

Salsa på Søerne @Kaffesalonen

Hvornår: 18:30-22:00. Mønt: Gratis

At svinge hofterne midt på en af Københavns søer, mens solen går ned; Scenen kunne ikke rigtig sættes bedre, ku’ den? Du kan tage del i netop dette scenarie, når danseskolen ElStudio og cafeen Kaffesalonen inviterer på en gratis salsatime på cafeens lille flodbar på Peblingesøen. Hvad venter du på? Tag din bedste dansepartner under armen og på med sommerkjolen og så afsti’ afsted.

 

Til SKAMstinenserne: Heartstone @Empire Bio

Hvornår: 19:15-21:30. Mønt: 90 kr.

Den islandske film Heartstone, som for nyligt havde premiere, er flere steder blevet sammenlignet med den norske serie SKAM, fordi den følsomt kredser om flere af de samme emner som seksualitet og overgangen fra barn til voksen. Så hvis du, som de fleste andre danskere – unge som ældre, det sidste års tid har siddet klinet til skærmen for at følge dine yndlings-teens fra Nissen gym, hvorefter du på Facebook har diskuteret konspirationsteorier med Kosegruppa DK, så skal du helt sikkert se den fine og rørende Heartstone.

 

TORSDAG 29. JUNI

I Fælledparken på Østerbro kan du lege Roskilde torsdag til fredag. //Foto: Fotograf

Roskilde i Fælledparken for ”alle os efterladte” @Fælledparken

Hvornår: 14:00- fredag 30. juni kl. 15:00

”KAMMERATER, FOREN JER! Skal du heller ikke på Roskilde i år? Jamen så frygt ej længere! Hvis vi ikke kan komme til Roskilde, så må Roskilde da bare komme til os!” skriver arrangøren på Facebookeventet for denne trøste-begivenhed. Og i tråd med vores tema kunne det kunne jo ikke blive meget bedre! Der er lovet ølbowling og aktuelle Roskildenavne på anlægget, så det er bare om at komme hen og få sit fix.

 

Berlinervibes og undergrundshouse @CRAVE

Hvornår: 18:00. Mønt: Gratis

Også i dag kan du få lidt festivalstemning, selvom du er langt fra Orange Scene. Der er nemlig dans under åben sommerhimmel, læskende drinks og sprøde toner af techno og house, når CopenHaven og CRAVE inviterer til Crave Open Air vol. 1 på Refshaleøen.

Bonusinfo: Du kan skodde dine cigaretter i askebægre med Inger ”Skod”bergs fjæs på.

 

 

FREDAG 30. JUNI

Hygge og øl @Carlsberg

Hvornår: 16:00-22:00. Mønt: Gratis

Hver fredag hele sommeren lægger Carlsberg den gode opvarmningsstemning inden din bytur. Under de ikoniske skorstene kan du både købe øl (surprise, surprise) og diverse dejligheder frisk fra grillen, mens du lytter til de chillede toner fra DJ’en, der lægger bunden for din udendørs fredagsbar.

 

Ofelia Live @Ofelia Plads

Hvornår: 17:00-18:00. Mønt: Gratis

Ofelia Plads på Kvæsthusbroen er måske et af de smukkeste koncertsteder i København, og hele sommeren holder Ofelia Live gratis koncerter. Denne fredag kan du opleve indie-duoen The Attic Sleepers, hvis musik placerer sig et lækkert sted imellem det elektroniske og akustiske.

 

Grin det ud @Comedy Zoo

Hvornår: kl. 22:00. Mønt: Fra 150 kr.

Vi ved jo, du har grædt de salte Roskilde-tårer, så nu skal der grines igennem, når nogle af tidens bedste komikere gør, hvad de kan bare for at se dit smukke tandsæt. Grin din bytur i gang med en fadøl på Comedy Zoo, inden du smutter videre ud i Indre By, men husk: Hvis du ikke vil være objekt for jokes, så undgå første række!

LØRDAG 1. JULI

 

 

Havet brænder. //Foto: Still fra filmen.

 

Kødbyens Mad og Marked @Kødbyen

Hvornår: 10:00. Mønt: Gratis indgang
Vil du forkæle dig selv med en god, solid morgenmad på din lørdag, skulle du tage forbi Kødbyens Mad og Marked i Den Hvide Kødby. Her kan du få alt, hvad hjertet og maven begærer i de lækre madboder, der byder på alt fra højtbelagte smørrebrød til saftige falafler, som du kan nyde i solen.

 

Rørende dokumentar om bådflygtninge @Cinemateket

Hvornår: 21:30. Mønt: 75 kr.

Efter fredagens strabadser på …s famøse dansegulv, er det blevet tid til at læne sig tilbage i biografmørket med en cola eller en kop te. Men aftenens film er mere én, du bliver klog af, end én, der blot underholder dig; Det er nemlig dokumentaren Havet brænder. Filmen skildrer på indlevende og nænsom vis livet på den lille, italienske ø Lampedusa, hvor både afrikanske bådflygtninge kommer på flugt fra rædsler i deres hjemlande, og hvor øens indfødte bor.

 

SØNDAG 2. JULI

SMK huser lige nu en kæmpe motorvejsbro indhyllet i gulligt lys //Foto: Jan Søndergaard.

Gigantisk motorvejsbro i psykedelisk, gult lys @SMK

Hvornår: 11:00-17:00. Mønt: under 30: 85 kr. over 30: 110 kr.

”Jeg vil gerne have, at museets gæster får en psykedelisk oplevelse, når de træder ind i rummet. At lyset, broens størrelse og musikken sætter dem i en anderledes tilstand”. Sådan siger den britiske kunstner Mark Leckey om sit værk He Thrusts his Fists against the Posts but Still Insists he Sees the Ghosts, som du lige nu kan opleve på Statens Museum for Kunst. Den britiske kunstner har genskabt et særligt sted fra sin barndom, hvor han brugte meget af sin tid med ungdomsvennerne; nemlig motorvejsbroen M53 og ramperne under den i byen Ellesmere Port. Tag på SMK og træd ind i kunstnerens ungdomsunivers under betonbroerne i det natriumgule lys.

 

Lækker lyd at slutte søndagen på @KoncertKirken

Hvornår: 19:30-21:30. Mønt: 60-95 kr.

Bandet Psychic Equalizer, som består af hele ni mennesker, startede deres gruppe med formålet at blande genrer frit og flydende, så musikken ikke skulle være begrænset af noget. Denne søndag vil de i KoncertKirken på Blågårds Plads spille deres nye album ”Lonely Traveller”, som beskrives som en blanding af progressiv rock, jazz, avantgarde og eksperimental, og som helt sikkert er en dejlig måde at slutte din weekend af. Så læn dig roligt tilbage og lad de lækre toner flyde ind i øregangene.

 

Inkarneret københavner med en forkærlighed for Nørrebro fra det sorteste slum til den trendyste hipstercafé. Passioneret omkring mennesker og ord.