WEEKENDGUIDEN – Dans salsa ind i efteråret

 

Det er endnu engang blevet efterårsferie, og det vrimler med gode underholdningstilbud til børnefamilier – men det er noget, du må læse om i en anden guide. For den her er til dig, som kun er dig, måske en del af et os eller blot har brug for lidt kulturstimulering uden de kære små. Det er tid til at danse salsa ind i efteråret, når Københavns gader bliver fyldt med salsarytmer og stærke farver, når den afrocubanske festival CUBA CON AMOR skydes i gang. Du kan stemple ud og ind af programmet, der byder på workshops og live musik eller kaste dig over én af guidens andre begivenheder.

 

TORSDAG 19. OKTOBER

// ILLUSTRATION: Anja Oxager

 

Lær at fermentere mad @ DGI-byen

Hvornår: 17:30-19:30 Mønt: 220,- eller 175,- for studerende (køb din billet HER)

 

I en tid hvor det vrimler med nye madtrends og livsstilssygdomme, handler det om at følge godt med. Vi er nu kommet til fermenteret mad, der skulle være ekstra godt for din tarmflora. Fermenteret mad går samtidig hånd i hånd med din gode, miljøbevidste samvittighed og lækre køkkenindretning. Denne torsdag kan du deltage i en workshop med Trashy Biatches, der arbejder for at oplyse os om madkonservering- og sortering. Du kender formentlig allerede fermenteret mad som sauerkraut og kimchi, men denne dag har du mulighed for at lære mange andre variationer. Du køber din billet online, og prisen inkluderer ikke kun workshoppen, men også glaskrukke, smagsprøver, madvarer til din krukke og opskrifter, du kan gå videre med.

 

Confessions in the Dark @ BestTellers Scene

Hvornår: 20:00-22:00 Mønt: 120,- eller 70,- hvis du er under 25 (køb din billet HER)

 

Du kender det fra ungdomsblade, ugeblade og dine mande- eller dameblade; den lille sektion hvor læsere kan skrive ind og dele deres vilde, pinlige eller moralske historier. Nu bliver disse historier til historiefortællinger, der fremføres i mørke. Historierne tilhører publikum; din sidemakker eller måske din egen. Før dette event har du mulighed for at gå til bekendelse i den online skriftestol og måske høre din historie forvandlet til et halsbrækkende eventyr eller latterkrampende komedie. Dine hemmeligheder bliver fortalt af professionelle historiefortællere, og du skal ikke forvente at høre dem i deres originale udformning, da der tages forbehold for kunstnerisk frihed.

 

FREDAG 20. OKTOBER

 

// FOTO: Anna Huynh

 

CopenOpen Poetry Slam @ Huset-KBH

Hvornår: 19:15-22:15 Mønt: 30,-

 

Huset-KBH er altid et godt bud på en god start på din weekend. Denne fredag afholdes der åben poetry slam på scenen Stardust. Otte slammere stiller op og skal hver slamme i maksimum 3 minutter og 10 sekunder. Du, som publikum, er med til at vurdere deres præstation fra 0,0-10,0 og efter to runder sendes top tre i finalen, hvor pointene nulstilles, og der skal battles om sejren. Reglerne er simple; du skal selv have skrevet din tekst, du må ikke bruge rekvisitter, og går du over tid, bliver du idømt en tidsstraf. God fornøjelse!

 

Søslag @ Københavns havn

Hvornår: 19:00-20:00 Mønt: Gratis

 

I disse år bliver det kun mere populært at genopføre historiske begivenheder, og vi er næsten blevet forvent med skuespillere, der vækker historien til live på de danske slotte og museer. Alligevel stikker denne begivenhed ud. Der bliver nemlig afhold et vaskeægte søslag i Københavns havn foran den Sorte Diamant. Tøjhusmuseet sætter efterårsferien igennem fokus på Tordenskjold – ja ham på tændstikæskerne. Dette kulminerer torsdag og fredag med dette søslag fra år 1717, hvor tre historiske skibe med Tordenskjold og hans soldater går i krig mod den svenske fjende.

 

 

LØRDAG 21. OKTOBER

 

// FOTO: MYRKR

 

En Umulig Aften @ Reffen209

Hvornår: 20:00 Mønt: 40,-

 

I en tid hvor tiden suser af sted. Hvor alt skal gå stærkt. Hurtig-ud-reformer, highspeed internet og elektriske cykler. Så er det måske på tide at få tiden til at gå lidt i stå. Stoppe op et øjeblik og nyde nuet. Det lyder måske umuligt, og dermed er titlen til dette event yderst velvalgt: En Umulig Aften. Her forsøger arrangøren BÆST at få tiden til at gå i stå og give dig plads til at være dig. Du skal blot tage dit langsomste tøj på og nyde et samsurium af koncert, harpeinstallation, slowdance og billig bar.

 

Kærlig hilsen fra mørket @ Svanemølle Havn

Hvornår: 19:30-21:30 Mønt: Gratis

 

Nogle mennesker mener, at efterårsaftener har et særligt lys og måske endda et særligt mørke. Nu er det tid til at gå på opdagelse i dette mørke og sanse byen med andre sanser end blot øjnene. Kulturfællesskabet MYRKR arbejder ud fra en fascination af mørket i Norden, og det er dem, der denne lørdag vil invitere dig med på en vandring i Svanemølle Havn. De vil vise dig vejen, mens du selv skal afspille lydcollager på din telefon, som du finder HER. Vandringen varer omkring en time og er ganske gratis. Der behøves ingen tilmelding.

 

SydhavnsGade Pardy PT. VI @ SydhavnsGade

Hvornår: 22:00 Mønt: 50,-

 

Detaljerne om, hvad der kommer til at ske til årets SydhavnsGade Pardy er sparsomme, men er de bedste fester ikke ofte dem, hvor vi blot kaster os ud i det og danser til musikken? Metrologerne lover, at efteråret i disse dage rammes af lunt vejr, så hvorfor ikke udnytte det, før kulden rammer. Én ting er sikkert, det er ikke rigtig weekend uden musik og kolde øller. Der er gratis ørepropper og øl til en 20’er. Programmet vil blive opdateret løbende på eventsiden.

 

 

SØNDAG 22. OKTOBER

 

// ILLUSTRATION: Freja Kammer

 

Læsninger i ANA #4 @ Astrid Noacks Atelier

Hvornår: 18:00-20:00 Mønt: Gratis

 

Kender du Astrid Noacks Atelier? Hvis ikke, så er det på tide at du besøger det gamle billedhuggeratelier på Rådmandsgade. Foruden at være en helt særlig tidslomme i byen, så er det også et sted, hvor du året rundt kan møde kunstnere, musikere og forfattere. I sæsonen 17/18 udforsker stedet udvekslinger mellem litteratur og billedkunst i deres lyrikprogram, som denne begivenhed er en del af. Her kan du møde Mads Ananda Lodahl og Asta Olivia Nordenhof, der begge er forfattere, og vil stå for oplæsningerne denne søndag. De har begge et politisk engagement med et fokus på krop, køn, psyke og seksualitet, så det kan kun blive spændende.

 

 

Beethoven Symfoni nr. 3 @ Radiohuset

Hvornår: 16:00-18:00 Mønt: 245,- (køb din billet HER)

 

Du har hørt om Beethoven, og du har hørt om Mozart. De fleste af os vil med det samme tænke på en af disse to, hvis vi bliver bedt om at nævne en komponist. Men har du nogensinde hørt deres symfonier live? Denne søndag eftermiddag får du chancen, når Danmarks Underholdningsorkester med chefdirigent Adam Fischer opfører Beethovens symfoni nr. 3 og Mozarts symfoni nr. 39. Der er tale om to af de helt store symfonier, der leder tankerne hen på 1700-tallets hvide parykker og overdådige rokokofester.

Kunstredaktør og KA i kunsthistorie ved KU.