WEEKENDGUIDEN – EN BLANDET POSE MED WEEKENDGODTER

Denne dejlige weekend, vi går i møde, byder både på spændende events i forbindelse med Copenhagen Fashion Week, lækre toner og god mad. Vejret har ikke været vores mest trofaste ven i august indtil videre, så her er samlet lidt blandet så både bagende sol, kold blæst eller regn kan bydes velkommen!

 

TORSDAG 10. AUGUST

VINK LIVE - Natasha Linde Krebs

Illustration: Natasha Linde Krebs

KONCERT MED ANYA @ FREDAGSROCK I TIVOLI

Hvornår: Kl. 19:00-20.00 Mønt: 30 kr.

Så blev det lille fredag, og hvilken bedre måde at skyde weekenden i gang end med lækre elektroniske R&B toner fra den smukke sangerinde Anya. Koncerten er i Tivolis smukke omgivelser og under åben himmel, så man virkelig kan nyde sommeren, man så gerne vil holde fast i lidt endnu. Anya er en af de helt store danske R&B håb. Hun er inspireret af flere genrer i hendes musik, bland andet hip hop, jazz og soul. Perfekt at nyde en kold øl på denne sommeraften i selskab med Anya.

 

MODESHOW MED DE NYUDDANNEDE FRA KADK @ Thorvaldsens Museum 

Hvornår: 20:00-21:00 Mønt: Først til mølle-princippet

Har man brug for inspiration til garderoben? Eller er man nysgerrig på, hvad der rør sig blandt de helt spæde designere? Til dette show får de nye unge talenter mulighed for at brillere med deres designs på catwalken. Nogle har lige afsluttet deres bachelor, mens andre har afsluttet deres kandidat. Her får de muligheden for at vise deres arbejde og idéer frem til offentligheden.

 

FREDAG 11. AUGUST

 

Illustration: Emma Sloth

 

KONCERT MED HUN SOLO @ OFELIA PLADS

Hvornår: Kl. 17:00 Mønt: Gratis 

Ofelia Live er en række af gratis koncerter, der gennem sommeren har fundet sted i smukke koncertomgivelser på Ofelia Plads. Denne fredag spiller HUN solo, som er en platform og et fællesskab for kvindelige kunstnere. Idéen blev til mellem de to sangerinder, musikere og sangskrivere Nana Jacobi og Kirstine Stubbe Teglbjærg. Denne fredag kan man opleve skøn musik fra både Kira Skov, Camille Jones, Adna, og Kirstine Stubbe Teglbjærg og Nana Jacobi selv. Alle fem solokoncerter er af 20 minutters varighed. Er der nogen bedre måde at starte sin fredag, end med fem talentfulde kvinder? Det tror jeg ikke.

 

FILM I HUSETS BIOGRAF: THE ROOM @ HUSETS BIOGRAF

Hvornår: Kl. 19:00 og kl. 21:30 Mønt: 60 kr.

Er du denne fredag mere i filmhumør end festhumør, kan du meget vel tage forbi husets biograf. Her vises filmen The Room af Tommy Wiseau, som anses for at være blandt verdens dårligste film. Tommy Wiseau spiller sågar selv den mandlige hovedrolle. Filmen er gået hen og er blevet en kultfilm og referencer til filmen kan findes mange steder i populærkultur. Perfekt til en rolig fredag!

 

LØRDAG 12. AUGUST

 

Illustration: Nicole Blicher Jonasson

 

COPENHAGEN FASHION WEEK: KUNSTTUR @ KØDBYEN

Hvornår: Kl. 13:00 Mønt: 50 kr.

Det er modeuge i København, hvilket betyder masser af events rund omkring i byen. Denne lørdag kan du komme med på kunstturmed moderedaktøren fra magasinerne Euroman og Eurowoman, Frederik Lentz Andersen. Du bliver taget med på en tur bag om de hippe gallerier Eighteen og V1 i Kødbyen, hvor Frederik Lentz Andersens vil fortælle om hvordan han bruger kunst i sit arbejde. Begge gallerier er blandt Frederik Lentz Andersens yndlingsgallerier.

 

THE CLOCK SPECIAL OVERNIGHT SCREENING @ COPENHAGEN CONTEMPORARY

Hvornår: 21:00 og hele natten Mønt: 75 kr. og 50 kr. for studerende

Er du god til at være længe vågen? På Copenhagen Contemporary kan du lørdag aften/nat opleve den schweizisk-amerikanske kunstner og komponist Christian Marclays kunstværk The Clock. The Clock er en 24 timer lang filmmontage sammensat af tusindvis af scener fra film og som viser alle mulige forskellige slags ure. Værket fungerer altså som et urd og er synkroniseret med dansk tid. Denne lørdag holder Copenhagen Contemporary åbent i 24 timer, så man kan opleve værkets fulde længde. Man bliver hurtigt fanget af dette kæmpemæssige urd, med scener fra film man måske kender og har hørt om. Selvom tiden er i fokus konstant kan man helt glemme at den går!

 

SPIS FROKOST MED DESIGNERE @ LE TROIS COCHONS

Hvornår: Kl. 12:00-13:00 Mønt: 125 kr.

Hvordan føles det at være debutantdesigner ved Copenhagen Fashion Week? Hvilke følelser går der gennem hovedet på en? Har du lyst til at komme bag om designerne på de nye mærker Heliot Emil og Mai Sandvit, kan du komme med til en helt personlig frokost med dem. De vil her fortælle om deres spændende arbejde i modeugen og om hvordan det er at være et nyt designbrand i en konkurrencepræget modeverden. Og så kan det vist ikke blive bedre end at nyde kold rosé og lækre østers alt imens man lytter.

 

SØNDAG 13. AUGUST

Smørrebrød - Nanna Tirsted

Illustration: Nanna Tirsted

 

STREET FOOD FESTIVAL @ SØERNE

Hvornår: Lørdag kl. 10:00 – 23:00 og søndag kl. 10:00 – 18:00 Mønt: Afhængigt af hvor mange lækre ting man køber

Både lørdag og søndag er der Street Food Festival ved søerne og mere præcist de to søer ved siden af Dronning Louises Bro, Peblinge Sø og Sortedams Sø. Street food er blevet et stort hit i byen de senere år og nu er den første Street Food Festival ved at ramme København. Her kan man gå på opdagelse og spise sig mæt i lækkerier fra både Japan, Mexico Thailand, Argentina, Frankrig, Australien og selvfølgelig Danmark. Mums!

 

DR RUNDVISNING: KONCERTHUSTUR @ DR BYEN

Hvornår: Kl. 10:45 Mønt: 85-150 kr.

Er du i turisthumør denne søndag, og har du lyst til at udforske det flotte Koncerthus i DR Byen, så tag med på en rundvisning! Vejret har ikke just været med os denne august, så hvorfor ikke bruge lidt tid indendørs. Du kommer blandt andet til at se den smukke koncertsal, som er lavet som en arenascene, hvor publikum er placeret hele vejen rund om orkesteret. Koncerthuset er tegnet af den franske arkitekt Jean Nouvel, der med hans unikke byggeri, har sat Danmark på verdenskortet.

 

Jeg håber du får en dejlig, dejlig weekend!