WEEKENDGUIDEN – BERUS DIG I FEST, VIDEN OG VARME BADE

Weekendguiden // Illustration: Malene Simone

 

I denne weekend i er den famøse CPH:DOX festival som bekendt stadig på spil. Det kan absolut anbefales at læse VINKs guide til den. Denne uges WEEKENDGUIDE vil i stedet sætte fokus på nogle af de mange andre events byen byder på. Her er nemlig masser af musik til dine berusede aftener, omvisninger der vil vække din nysgerrighed og et enkelt midnatsbad til at varme din fastfrosne vinterkrop.   

 

TORSDAG 23. MARTS

 

MUMIER OG DØDETRO OMVISNING @ GLYPTOTEKET

Tidspunkt: 19:30 Mønt: Voksne under 27: 50 kr. Voksne over 27: 95 kr.

 

Det gamle Ægypten havde en stærk tro på livet efter døden, og man satte en ære i at sørge for de afdøde forfædre og herskere. På Glyptoteket kan du på denne ene eftermiddag blive oplyst om ritualer og forestillinger om efterlivet i et af verdens mest majestætiske fortidsriger. Bliv vist rundt bland mumier, sarkofager og krukker med menneskelige indvolde og bliv klogere på de gamle ægypteres dødetro. Det kan måske også lære dig mere om dig selv.

 

FUGLEFLUGTEN [Support: Moon Loves Honey] @ VEGA

Tidspunkt: 20:00 – 23:00 Mønt: 150 kr. inkl. gebyrer

Fugleflugten // Illustration: Rasmus Yde

 

Sæt for alvor din lillefredag i gang med det roskildeaktuelle band Fugleflugten på et af Københavns fedeste og ikke mindst smukkeste spillesteder. Lad dig rive med af musikkens heftige beat og tunge bas, mens du drømmer dig væk til den svævende danske vokal. Det hele bliver leveret med en masse lækker rumklang.

 

FREDAG 24. MARTS

 

IDA FUTURE TALKS 2017 @ INGENØRFORENINGEN, IDA

Tidspunkt: 10:30 – 20:00 Mønt: Gratis.

 

Har du hele din fredag til rådighed, skal du uden tvivl deltage i eventet der viser dig fremtiden. IDA Future Talks giver dig både ny viden om mennesket og teknologien, og det giver dig et indblik i, hvad de kloge hoveder spår om vores fremtid.

Årets event sætter fokus på aktuelle diskussioner som eksempelvis kunstig intelligens, hacking og recirkulering af fødevarer.

Bliv klog på din verden og forbered dig på at blive mindblown.

 

MIDNATSBAD I MARTS 2017 @ SJÆLLANDSGADE BAD

Tidspunkt: 20:45 – 23:55 Mønt: 150 kr.

 

//Illustration: Kim Granli

 

Kan du heller ikke få varmet kroppen op efter de lange vinter måneder, kan du denne fredag tage ind til midnatsbad på Nørrebro. Tag en du holder af under armen, og i vil blive varme i kroppen, så i glemmer, at foråret synes langt væk. Saunagus vil omfavne jer, mens i svæver hen til de bløde lounge-vibes i den gamle badeandstalt fra 1917. Bliver i grebet af stemningen, kan i desuden købe et års medlemskab til Sjællandsgade Bad for sølle 50 kroner. Så har i muligheden for at blive holde jer varme hele året rundt.

 

LØRDAG 25. MARTS

DANCEHALL MADNESS – ”BACK 2 BASIC” @ PUMPEHUSET

Tidspunkt: 23:00 – 04:00 Mønt: Earlybird: 50 kr. I døren 70 kr.

 

Husk danseskoene og svedvenlig beklædning når du skal til Dancehall Madness i Pumpehuset. Der bliver skruet op for bassen og de hurtige beats når de vildeste dancehall-crews går på gulvet sammen med en masse andre danseglade festmennesker. Slå dig løs og vis din egen personlige stil på dansegulvet, der er plads til alle!

 

NEWROZ PÅ FREDERIKSBERG @ BISPEENGBUEN, FREDERIKBERG

Tidspunkt: 15:30 Mønt: Gratis.

 

Kom til en inspirerende aften på Frederiksberg med iransk-kurdisk og tyrkisk-kurdisk musik, ilddans, fest og farver. Newroz er fejringen af det traditionelle kurdiske nytår og symboliserer samtidig kampen for frihed. Festlighederne foregår både under Bispeengbuen, på Batida Teatret og i Dansekapellet. Iklæd dig farverigt tøj, deltag i folkedans og bliv underholdt af gøglere.

 

SØNDAG 26. MARTS

KØBENHAVN VINTAGE 2017 @ VEGA

Tidspunkt: 11:00 – 18:00 Mønt: 60 kr.

København Vintage // Foto: Carolina Segre

 

Endnu en gang i denne weekend kan du træde ind i en af Københavns smukkeste bygninger. Denne gang sætter vi pulsen ned og finder det skarpe øje frem, klar til at spotte det gamle guld. Der vil være eksklusivt og originalt vintagetøj, -møbler og -interiør produceret i årene fra 1920 til 1970. I løbet af dagen vil der forekomme afbræk i form af hulahop-shows og musik af DJ Per Rock, hvis du har brug for en pause fra rodebunkerne og prutteriet.

 

SUNDAY BOSSA NOVA @ VERDENSHJØRNET

Tidspunkt: 14:00 – 15:30 Mønt: Gratis.

 

Mens du nyder en velfortjent tømmermændskaffe i Verdenshjørnets varme, charmerende telt, kan du døse hen til lyden af brasiliansk Bossa Nova. Den talentfulde komponist og guitarist Rogério Kalinowski vil spille lækre toner for dig i selskab med sangerinden Cornelia Hersland. Skulle du også få brug for at pleje dine tømmermænd med noget lækker og let take-out, kan det i høj grad anbefales at gå på opdagelse i alle Verdenshjørnets skønne food-trucks.