WEEKENDGUIDEN

TØSEWEEKENDGUIDE: I denne weekend hiver vi dig med til fest, dans og shopping! Det er altså tøsernes ubestridte yndlingsbeskæftigelser, vi sætter på dagsordenen, og det kan ikke andet end at blive fandens festligt! I guiden finder du både ud af, til hvilket lagersalg du skal købe din nye DECADENT-taske, på hvilket campus du skal vise strutkjolen frem, og på hvilken klub du skal ryste røv til One Dance natten lang!

 

TORSDAG 6. OKTOBER

Zuhal Kocan

Koncert. Tag med i Store VEGA og oplev seje CHINAH! //Foto: Zuhal Kocan

DECADENT kollektions- og lagersalg @ Brønsholmvej 26, 2980 Kokkedal

 

Torsdag 6. oktober kl. 14-19, fredag 7. oktober 10-19 og lørdag 8. oktober 10-16. Mønt: Gratis.

DECADENT holder kollektions- og lagersalg i Kokkedal, og du skal da med! På lagersalget vil der være smækre kollektionsprøver, udgåede og eftertragtede varer og selvfølgelig to-die-for sko! Og det bedste af det hele er jo, at du får op til 70% på alt! Så skal skoletasken udskiftes, gå-i-byen-tasken fornyes, eller mangler du igen bare nye sko, er dette netop the place to be!

 

 

CHINAH @ Store VEGA

Torsdag kl. 21-00. Mønt: 165 kr. plus gebyr.

Kan du overhovedet tælle på to hænder, hvor mange gange du har ladet hofterne blødt vugge med the CHINAH’s ”Away from me”? Electropop-gruppen CHINAH besøger Store VEGA, og det bliver svedigt og hipt! Som support tager de Slowes og IRAH med. Slowes beskriver selv deres lyd som en genre mellem psykedelisk pop og drømmende chillwave, og IRAH med Stine Grøn på vokal vil pryde VEGA med alternativ pop!

 

Fritz Hansen kollektionssalg @Allerødvej 8, 3450 Allerød

Torsdag kl. 16-19. Mønt: Gratis.

Mangler lejligheden, kollegieværelse eller ungdomshyblen en opgradering på møbeldesignfronten, så er Fritz Hansen kollektionssalget noget for dig. Der vil være mulighed for at få fat i klassiske designs blandt udgåede og assorterede udstillingsmøbler, og der bliver garanteret stående applaus og vild begejstring fra fremtidige gæster, hvis du lader en ægte Fritz Hansen komme indenfor dørene! Så fat dankortet, og husk varevognen, for møblerne skal du tage med hjem samme dag!

 

FREDAG 7. OKTOBER

Frederik Willumsen

Gin & Tonic. Kom med til Gin & Tonic pop up bar, og smag dit livs bedste gin! //Foto: Frederik Willumsen

Carlsberg Campus Festival @ Carlsberg Campus

Fredag kl. 13:30-23:59. Mønt: 100 kr. Husk studiekort til UCC!

Campus Festivalen er UCC’s semesterstartsfest, hvilket jo allerede lyder lovende for alle os, som elsker festivalstemning og at svinge hofterne! Sprøde vibes vil blandt andet blive leveret af Julias Moon, Johnny Deluxe, Zahles Husorkester og mange flere. Hvis du på Carlsberg Campus Festival mest af alt søger lidt lækkert til øjnene, kan jeg med min insider-viden give et fif om, at det er folkeskolelærernes friluftshold, du skal kigge efter!

 

 

Gin & Tonic pop up bar @ Slagtehusgade 11, 1715 København V

Fredag og lørdag kl. 14-00. Mønt: 75 kr. pr. drink!

”Gin & Tonics are a girl’s best friend!” Var det ikke sådan Marilyn Monroe sang tilbage i 50’erne? WhyNotGin inviterer, i samarbejde med Fever-Tree, til Gin & Tonic Pop Up Bar 2.0, hvor du skal smage den famøse drink, som du aldrig har oplevet den før! Der vil være lækre vibes, lækre bartendere og lækre priser!

 

PROM NIGHT @ KUA

Fredag kl. 20-04. Døren er åben fra kl. 20-01. Mønt: 20 kr.

Fredagen bliver som aldrig før, hvis du besøger fortryllende KUA! Du kan få taget et vaskeægte prom-billede, du kan danse langsom kinddans til 90’ernes klassikere og selvfølgelig hoppe i det bedste og største skrud, du har hængende hjemme i skabet! Går du på KU, kan du gå lige ind kun bemandet med dit studiekort og en 20’er. Hvis du har smarte venner fra CBS eller Metropol, kan gæstebilletter til den famøse gallafest købes i alle KUAs institut-caféer op til festen!

 

Chokoladelagersalg @ Jernholmen 49-57, 2650 Hvidovre

Torsdag og fredag kl. 13-17. Mønt: Gratis.

Ordene chokolade og lagersalg spiller formidabelt hver for sig, men når ordene sættes sammen, begynder englene at synge! Simply Chocolate er chokolade lavet på naturlige ingredienser tilsat naturlige smagsvarianter – what’s not to like? Der vil være mulighed for at få op til 80% rabat på din yndlingschokolade, hvis du kan overleve, at emballagen muligvis har fået et lille tryk.

 

 

 

LØRDAG 8. OKTOBER

Karin Skaarup

Diskolys og balloner. Fest på nogle universiteter og profesionshøjskoler, du ellers ikke ville besøge! //Foto: Karin Skaarup

Østerbros hyggeligste loppemarked @ Blegdamsvej 132, 2100 København Ø

Lørdag og søndag kl. 10-16. Mønt: 10 kr.

Efter både festival, galla og gin & tonic-bar er den rette kur mod træthed og tømmermænd selvfølgelige skattejagt! Fat cyklen til Østerbro, og gå på udkig efter alt fra LP’er og møbler til smykker og sølvtøj! Derudover vil der være et cafeteria, der sælger både kager og tomatsuppe. Markedet er tidligere blevet omtalt som Københavns bedste, så der er ingen undskyldning for ikke at komme af sted!

Metropols årsfest @ VEGA

Lørdag Kl. 21:-03. Mønt: 85 kr. Husk studiekort til metropol!

Nu hvor du i går blev inviteret til Carlsberg Campus Festival, inviteres du i dag til Metropols årsfest! Festen bliver holdt i VEGAs prægtige lokaler, og du skal blandt andet ryste røv til Marvelous Mosell, Pharfar og TooManyLeftHands!

 

 

Ulrika Spacek + Lød @ Spillestedet Stengade

Lørdag kl. 20. Mønt: 70 kr.

Ugedagen siger lørdag, og du vil ud og svinge hofterne til svedige rytmer! Tag til Spillestedet Stengade, hvor Ulrika Specek spiller pop på småpsykedelisk facon! Udover Ulrika Spacek kommer Københavns hemmelig band Lød og spiller op til dans. Gruppen vil fylde lokalet med dansksporet postpunk og garanterer, at du på intet tidspunkt kan sidde stille.

 

Drake-fest @ RUST

Lørdag kl. 23. Mønt: 60 kr.

Er du nede med Drake-hits, mango ice tea og vodka på kander og One Dance natten lang, skal du tage på Rust lørdag 8. oktober! Der bliver lagt op til svedige moves, superhits i verdensklasse og Pelle Peter Jensen på mainfloor. Husk blot pengepungen, din smag for ice tea og det gode humør!

 

SØNDAG 9. OKTOBER

Zuhal Kocan

Musik i mørke. Lad dine sanser forføre i mørket hos DR Pigekoret. //Foto: Zuhal Kocan

 

DR PigeKoret i mørke @ DR Koncerthuset

Søndag kl. 16. Mønt: 115 kr., hvis du er under 30 år!

Efter weekendens udskejelser og strabadser er det eneste, der dur, DRs PigeKor! Alt lys i koncertsalen slukkes, programmet hemmeligholdes og pigekorets fløjsbløde stemmer begynder. Koncerten arrangeres i samarbejde med Dansk Blindesamfund, som giver dig en unik mulighed for at lade dig og dine sanser give sig hen til musikken!

 

Martin Fält

Dansesalon. Tag dansefatning i Det Kongelige Teater og dans efterårsmørket væk. //Foto: Martin Fält

Dansesalon @ Balkonfoyeren i Det Kongelige Teater

Søndag kl. 16. Mønt: Gratis.

Fat danseskoene, og tag i Det Kongelige Teater, hvor du kan danse de mørke eftermiddage væk under Balkonfoyerens lysekroner! Uanset om du er nybegynder eller verdens bedste, er du velkommen til at prøve kræfter med alt fra den lidenskabelige tango til den elegante vals. Der vil være kyndige dansere til stede, som guider dig gennem dansens verden.

Kommunens loppemarked @ Kommunen

Søndag kl. 11-17. Mønt: Gratis.

Hvis du ikke fik nok af gårsdagens loppemarked på Østerbro, kan du tage på Kommunen, hvor de afholder deres allerførste loppemarked! Her kan du finde alt det, du netop ikke kan undvære – og selvfølgelig nyde genbrugsjagten med både kaffe og kage! Hvis du selv ligger inde med tusinde skatte hjemme i lejligheden, på kollegieværelset eller i kælderen, kan du selv købe dig en stand. En stand koster 75 kroner og kan snildt deles med en ven.

 

//Forsidefoto: Malene Simone Hansen

 

Jeg studerer dansk på Københavns Universitet, smider ofte billeder på instagram og er udpræget fan af indisk mad. Det fascinerer mig, når politiet beslaglægger digtsamlinger. Jeg er mest produktiv om morgenen. Og jeg drømmer om at deltage i billige keramikkurser.