WEEKENDGUIDE – EN WEEKEND I KÆRLIGHEDENS TEGN

// Malene S. Hansen.

 

Vinterferien er stadig ikke slut i denne weekend, og København byder på en række vidtfavnende arrangementer. Flere arrangementer kører over længere tid og er enten en del af vinterferiens events eller københavnske festivaller. Denne weekend er også weekenden derpå efter onsdagens Valentines Day: En weekend i kærlighedens tegn, for de, der var heldige den 14. februar – og forhåbentlig også for de, der ikke var. Lad os gå en weekend i møde med gin, yoga og masser af kærlighed.

 

Torsdag 15. februar

 

//Pressefoto: Wynrich Zlomke

 

@ Dansehallerne/Den frie udstillingsbygning   

Hvornår: Kl. 09:30-23:00 (Grand Opening kl. 19) Mønt: Dagsbillet løssalg: 80 kr. (unge og studerende 40 kr.) – indslagene Cavemusic (løssalg: 125 kr, studerende: 75 kr., unge: 55 kr.), Oslo (løssalg 125 kr., studerende 75 kr., unge 55 kr.), Græsgrøn (løssalg 80 kr., unge og studerende: 40 kr.)  og Performance for pets (80 kr. pr. kat, kat under 1 år: 40 kr.) kræver særskilte billetter.

Den 14. februar slår Dansehallerne i Den Frie Udstillingsbygning dørene op for Close Encounters. Her finder du et program spækket med forestillinger, koreografiske performanceinstallationer, film og samtaler til og med søndag. I installationen Græsgrøn, tages de mindste børn med ud på en udforskning af græssets mystik i en mosaik af dans og musik, mens publikum med Performance for pets får en enestående mulighed for at opleve mennesker og dyr i samme performance. Der er dog udsolgt til hundeforestillingen, men man kan stadig købe en billet til katteforestillingerne. Ved udstillingens Grand Opening kl. 19 vil performancekunstner Marcus Doverud i sin madkoreografi Roots Encounters give publikum en sanselig oplevelse. Mad og dans i ét. Samme aften kan man opleve koreografien Solo for real, som Fabio Liberti har lavet koreografien til. Han står også bag en anden af aftenens indslag Don’t kiss om kærlighed, forhold, og når kys bliver en hindring. Måske noget for både de heldige og mindre heldige på Valentines Day? Dagen afsluttes med den ”horisontale lydrejse” Cavemusic, ligesom du i løbet af aftenen kan opleve den koreografiske installation Cloth. Disse og flere events kan opleves frem til søndag.

 

 

Fredag 16. februar

 

Åbning af udstillingerne Parallel Presents og Marmor Vindue Breve @ Udstillingsstedet Sydhavn Station

Hvornår: Kl. 17:00-21:00. Mønt: Gratis.

Kom til åbningen af billboard-udstillingen Parallel Presents af Peter Olsen, der er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2011. Udstillingen præsenteres som et arkitektonisk visualiseringsprint, der også kendes i tilfælde af udkast til visualisering af kommende byggeprojekter. Det er computergenererede 3D-renderinger, som kan være svære at skelne fra virkeligheden. Helt sikkert en sanselig oplevelse. Arrangementet finder sted under togbroen på Sydhavn Station og Parallel Presents vil også tage sit udgangspunkt i området omkring stationen i Sydhavnen. Desuden får udstillingen selskab af Fiskerkonen fra Gl. Strand, der er taget ned og bragt til Sydhavnen i anledningen af metrobyggeriet. Samme dag er der også åbning af gruppeudstillingen Marmor Vindue Breve med Birgitte Thorlacius, Helle Kingbird Bjerregaard og Anne Skole Overgaard. Måske udstillingerne kan give anledning til en rolig og indsigtsfuld oplevelse med din kære i hånden.

 

HéLT flow, @ Henrik Steffensens Vej, Frederiksberg

Hvornår: Kl. 17:00. Mønt: 140 kr.

Slog din Valentines Day fejl og blev ikke helt den romantiske dag, du havde håbet, så kan du komme ”HéLT i flow” til denne yoga-event på Frederiksberg. Jeg er sikker på, at det også er for dem, der har haft en fuldstændig fantastisk Valentine og nu bare har lyst til at blive i en behagelig stemning. Yogastillingerne bliver forklaret i grundigt, så alle kan være med, men der er også udfordringer til den nye deltager, som gerne vil have sved på panden i såvel siddende som stående stillinger. Det foregår i flydende overgange, og der vil være fokus på vejrtrækning og smidighed. Kom i flow med HéLT flow! Der er yoga igen den 23. februar og igen i marts samt april.

 

Oscar-kortfilm 2018 i Vester Vov Vov,  @ Vester Vov Vov

Hvornår: Kl. 21:00. Mønt: 125 kr.

 Hvis du glemte at forkæle kæresten på Valentines Day og gerne vil råde bod på det forsømte, hvad er så mere oplagt end en biograftur? Det har du netop mulighed for denne fredag aften i den hyggelige cafébiograf Vester Vov Vov på Vesterbro. Biografen viser de kortfilm, der er nomineret til en Oscar ved uddelingen den 4. marts. Der loves et spændende program, hvor de nominerede film i kategorien Best Live Action Short Film (Fiktion) efterfulgt af kategorien Animated Short (animationsfilm) vises. Der er lagt op til et varieret program, og det er nu, du har chancen for at sprede lidt kærlighed i luften og tage kæresten med i biffen. Den 19. og 26. februar er der også mulighed for at komme til denne event.

 

// Illustration: Jonas Milton Kim Olsen

 

Copenhagen Gin Festival @ Lokomotivværkstedet

Hvornår: Fredag kl. 11:30 – lørdag kl. 23:00. MØNT: 50-220 kr.

Dette er Skandinaviens første gin-festival! Arrangementet præsenteres også på Facebook på både dansk, svenska og norsk. Selvom Valentines Day er slut, så forlæng romantikken lidt endnu. Forkæl din kæreste og dig selv med et hyggeligt glas gin. Henved 280 forskellige gin brands, smagsprøver og sågar mad med masser af gin-krydderier er en del af dagens event, der varer denne lørdag helt indtil kl. 23.00, så der skulle være mulighed for at nå det sidst på dagen, hvis du har andre gøremål i løbet af lørdagen. Priserne varierer alt efter, om du kommer til Lunch-drink eller afternoon-drink. Se mere information via Facebook.

 

 

Lørdag 17. februar

   

Kæmpe Retro Loppemarked @ Øksnehallen

Hvornår: Lørdag kl. 10:00 – søndag kl. 16:00. Mønt: 40 kr. (børn under 12 år gratis)

 Retroguld og Hello Vintage er gået sammen om at skabe dette store loppemarked. Så mangler du noget til hjemmet eller et stykke beklædningsgenstand, som du kan glæde kæresten med i tilfælde af, at du havde glemt, at det var Valentines Day i onsdags, så er det nu, du skal slå til. På Retroguld finder du alt fra dansk design til det landlige eller det rå look. Alt fra nips til tøj og møbler og over 150 stande fra både professionelle og private udstillere. Hello Vintage sælger smart og lækkert tøj fra en periode, der spænder fra 1960’erne-90’erne. Fyld en pose til 200 kr. pr. kilo. Du kan også nå det søndag indtil kl. 16.

  

Vinterjazz @ i Studenterhuset

 Hvornår: kl. 21:00. Mønt: 40 kr.

 Hver lørdag og torsdag i denne måned er der jazz i Studenterhuset. Det er en del af festivalen Vinter Jazz, som finder sted flere steder i København til og med søndag den 25. februar. Denne aften kan man i Studenterhuset opleve Kasper Lang Quartet. Kasper Lang er en dygtig og fremadstormende bassist, der beskrives som ”lyrisk” med en ”nordisk” klang. Lang har turneret i Holland, og hans ”crew” denne aften kommer fra hver sin del af verden. Du kan her opleve:  Andrius Derenviancenko fra Litauen på tenor sax, Deodato Siquir fra Mozambique på trommer og den franske guitarist Cyril Bernhard. Kom i god stemning. Tag i Studenterhuset!

 

 

Søndag 18. februar

 

Vinterferie på Glyptoteket @ Glyptoteket

 Hvornår: kl. 11:00-18. Mønt: Voksne: 95 kr., unge under 27: 50 kr., under 18 år: gratis

 Denne søndag er det sidste chance for at opleve ”Vinterferie på Glyptoteket”, og der sker en masse. For børn og barnlige sjæle er der mulighed for at lave sin egen faraokrone for 20 kr. med navn skrevet med karakteristiske hieroglyffer. Begiv dig ud på opgaven ”På sporet farao” mellem kl. 12:00-16:00. Særudstillingen Farao. Magtens ansigt vil tage dig til 2000-1700 f.Kr. til det ”Mellemste rige”, hvor det ægyptiske rige havde en opgangsperiode og flere faraoer markerede sig. Udstillingen har hentet sig materialer fra såvel New York, Stokholm og Boston. Oplev blandt andet det berømte ”Sorte Kongehoved” (Amememhat III) sammen med pendanter fra New York, en udgave af en sfinks og få en fornemmelse af magtens rolle i denne tidsperioder! Desuden er der mulighed for at gå på opdagelse i museets andre udstillinger, Fransk maleri, Ægypten, Edgar Degas. Skulptur, Dansk og fransk skulptur, Græsk og romersk skulptur, Dansk Guldalder, Middelhavshorisonten samt café-udstillingen. Glem heller ikke, hvor romantisk Glyptoteket er. Så der er måske mulighed for at få den sidste Valentines-stemning med.

 

Knippelsbro // Foto: Augusta Carøe

 

 Flow – en videoinstallation i Kulturtårnet @ Kulturtårnet, Knippelsbro

 Hvornår: kl. 16:00-22:00. Mønt: 20 kr. (Unge under 18 år: 10 kr. Hvis du er årskortholder og har en gæst med er det gratis.

 Mellem den 2. februar – den 2. marts kan du opleve videoinstallationen Flow fra Kulturtårnet i 360 grader, som Tokyo Blue Artgroup står bag. Tårnet vil fremstå i mange abstrakte og mangfoldige farver, som kan ses fra broen, kajen, vandet eller tårnet, og det hele spiller sammen med den skiftende trafik på broen. Eller som der står i beskrivelsen af eventen: ” I Tokyo Blues iscenesættelse af Kulturtårnet er omdrejningspunktet for historiefortællingen således elementer så som dynamik, bølgestruktur, foranderlighed og bevægelse.” Gå på opdagelse i, hvordan lys, farver og dets omskiftelighed spiller sammen med broen. Det bliver helt sikkert en smuk oplevelse – både for en og for to.

 

 

 

 

 

 

Emil, studerende på Teater- og Performancestudier på KU med stor passion for det, der rører sig i det københavnske kulturliv, hvor der sker mangt og meget forskelligt på teaterscenerne. At få det sus, det er at gå i teatret, givet videre til andre i et skriv - det er fedt!