WEEKENDGUIDE – Påskeæg og feriebørn

For nogen handler påsken om Jesu opstandelse, og for andre er det måske bare en anledning til at hælde snaps og påskebryg indenbords. Om ikke andet er det for de fleste en kærkommen perlerække af helligdage, som giver en ultraforlænget weekend med spandevis af ledig tid at udfylde. Ved du ikke, hvad du skal lave? Så læs med her om en påske fuld af ferieoplevelser.

 

TORSDAG 13. APRIL

Tyg & Tænk @ Ukirke

Klokken: 17:30-21:00 Mønt: Gratis.

Selvom en klassisk gudstjeneste også er en god aktivitet på skærtorsdag, kan byens kirkerum også mange andre ting. For eksempel bliver der ofte arrangeret middage med filosofiske samtaleemner, så du kan blive lidt klogere på dig selv og spise en anderledes middag. På skærtorsdag afholder Ukirke på Vesterbro Tyg & Tænk i samarbejde med Den Alternative Madklub og Fucking Flink, hvor samtaleemnet er Fucking Ensom. Hvordan kan ensomhed være et voksende problem, når verden har givet os bedre muligheder for at kommunikere og skabe netværk end nogensinde før? Den kan du tænke lidt over, mens du tygger på mad, som er overskudsmad fra lokalområdets restauranter. Herefter fyrer rapduoen Parlør op for en fest, så du undgår at gå derfra med dystre tanker om ensomhed, men  forhåbentlig lidt klogere og lidt flinkere, end da du kom.

 

Lego Night @ Dansk Arkitektur Center

Klokken: 18:00-20:30 Mønt: 95 kr.

Klods på klods på klods. Dit bygningsværk tager form, og du ved, at du er den fødte arkitekt, hvis bare verden var bygget af Lego. Den skaberglæde, der fandtes i timevis på gulvet med Lego strøget omkring som et lidt for pangfarvet blomstertæppe, kan du genopleve i voksenversion til Lego Night på Dansk Arkitektur Center. Tag et par venner under armen, snup en øl og byg dine vildeste drømme i Lego, præcis som da du var lille. For at give hele aftenen et futuristisk twist kan du endda se dit byggeri i Virtual Reality, hvis du bygger i Minecraft frem for fysiske klodser. Nogen ville hævde, at de faktiske klodser er Real Reality, og at den virtuelle realitet er lidt unødvendig, men hver sin smag. Uanset hvilken realitet du foretrækker, venter en god aften!

 

FREDAG 14. APRIL

//Foto: Anna Huynh

 

Spøgelsestur @ Nytorv

Klokken: 20:00 Mønt: 100 kr.

København er en gammel by fuld af glemte skæbner og fortællinger, men ghosttour.dk graver de gamle historier op. Følg med rundt på en byvandring i staldlygtens skær på en mørk fredag aften og besøg de steder, hvor byens spøgelser huserer. Fortællingen om den lille pige, der døde af sult i baggården på en mørk og kold aften, vil få selv den mest hårdføre til at mærke et lille sus og kigge en ekstra gang over skulderen.

 

Påsketapas @ Quartier

Klokken: 16:00-20:00 Mønt: 295 kr./tapasboks

Den klassiske påskefrokost bliver hurtig et mindre ædegilde, når det hele skal smages, og der konstant kommer ny mad på bordet, så snart fadene begynder at være tømt. Quartier har lavet et anderledes påskemåltid i tapasformat, så du rent faktisk er i stand til at spise seks forskellige retter uden at måtte ligge i fosterstilling på sofaen bagefter. Konceptet er let, for boksen skal bare hentes hos Quartier, og så er du klar til picnic, frokost eller en lidt lækrere middag hjemme. De seks retter er varianter af påskefrokostklassikere, men med et moderne twist såsom en kyllingesalat med trøffelcreme og estragon eller en lammeculotte med linser, mynte og granatæble.

 

LØRDAG 15. APRIL

//Foto: Anna Huynh

 

Plante Pop-Up @ Absalon

Klokken: 10:00-15:00 Mønt: 30 kr. for workshop.

De fleste af os har efterhånden et par planteliv eller 10 på samvittigheden. Pludselig er den ellers så flotte blomst fra mormor død i vinduet, og du aner ikke, hvordan det skete. Så køber du i stedet en idiotsikker kaktus, som ikke engang fanden kan tage livet af, men alligevel lider den samme sørgelige skæbne. Absalon og SLOW inviterer dig til at lære, hvordan du gror dine egne planter fra bunden med en såkaldt forså-workshop. Alternativt kan du købe nogen færdigvoksede planter, som nogen allerede har groet for dig, og så håbe på, at de holder sig i live denne gang.

 

Påskefrokost @ Krogs Fiskerestaurant

Klokken: 11:30-15:00 & 17:30-22:00 Mønt: 495 kr./person

Det overdådige påskebord, der hører sig til ved familiens påskefrokoster, er altid godt, men også ofte fyldt med de samme retter gang på gang. Hos Krogs Fiskerestaurant afviger de heller ikke fra traditionerne med både karrysild, rødspættefilet og rejer på menuen. Til gengæld er smag og kvalitet garanteret i top og hele påskefrokostoplevelsen får helt ny betydning i en restaurants rammer og med individuel servering af hver enkelt stykke smørrebrød. Den luksuriøse frokostoplevelse er populær, så der skal reserveres bord i god tid.

 

SØNDAG 16. APRIL

//Foto: Ejner Seidelin

 

Påskeæggejagt i Øregaardsparken @ Øregård Museum

Klokken: 11:00 Mønt: Gratis.

En af barndommens mange glæder var at løbe haven rundt og løfte hver en sten og gren for at finde de små æggeformede chokolader, som påskeharen havde gemt. Tag til Hellerup, og besøg Øregaard Museum for at genopleve æggejagten, blive klogere på påsken og nyde en formiddag i naturen. Jagten foregår i Øregaardsparken, og ved hvert æg er der et spørgsmål om påsken. Efter alle æg er fundet og alle spørgsmål besvaret, kan søndagsudflugten fortsættes indenfor ved at tage et kig på museets udstillinger eller med en frokost i caféen.

 

Luksuspåskeæg @ Hotel Chocolat

Klokken: 11:00-18:00 Mønt: Fra 50 kr. til 500 kr.

Hele den overdådige chokoladebutik på Østergade er fyldt op med kaniner, lam, kyllinger og æg i massivt chokolade. Påskepynten i butikken er i sig selv et besøg værd, men bare tanken om at sætte tænderne i æggene, får mundvandet til at løbe fuldkommen løbsk. Forestil dig, at du bider og straks genkender den velkendte søde, men samtidig let bitre smag af chokolade. I næste sekund bryder tænderne overfladen, og ægget brister, blot for at afsløre en midte af den blødeste creme, der breder sig langsomt ud og fylder hele munden, så du nu befinder dig i en eufori af sødt, salt og bittert. Den eufori som kun chokolade kan give. Den eufori vil du stensikkert gerne befinde dig i på påskesøndag så køb dig et påskeæg. Et kvalitetsæg i kvalitetschokolade.

 

 

 MANDAG 17. APRIL

 

Loppemarked @ Bryggen

Klokken: 10:00-17:00 Mønt: Gratis adgang og 150 kr. for egen stand.

På denne mandag, der nærmest er en ekstra søndag, findes ingen mere passende aktivitet end loppemarkeder fyldt med gode loppefund. Markedet på Islands Brygge er stort og propfyldt med retroobjekter og finurligheder. At markedskiggeriet kan kombineres med en gåtur langs kajen og en is eller kaffe i hånden, gør kun anden påskedagsudflugten til Bryggen endnu bedre!

 

//Forsidefoto: Augusta Carøe

 

Svenskofil studerende ved Lunds Universitet, som både drages og forarges af medier, men gerne vil skrive for dem alligevel. Kardemummabullar og Ismageriets Amageris er mine ultimative treats. Evig tidsoptimist, der stensikkert mener at alt kan nås på 5 minutter.