WEEKENDGUIDE – LYS, GRIN OG SMIL

Det er som om, at jo ældre man bliver, desto mere betyder lyset. Det lys som solen skinner, og det lys vi ofte mangler i den danske vinter. Men nu er januar (heldigvis!) ovre, og vi skal ud af mørket og ind i lyset. Det betyder grin, smil, godt til maven og ørerne og netop LYS. Velkommen til en weekendguide, der forhåbentlig byder på både lyse stunder, muntre smil og gode grin.

 

                           

 Torsdag d. 1. Februar 

 

Christiania Comedy Club @ Børneteatret, Christiania  
Hvornår: Kl. 19:00 (Showstart kl. 20) Mønt: 50 Kr. 

Sørg for at få et godt grin lige inden weekenden og tag til Christianias hyggelige comedy klub. Om sig selv skriver de ”Vi sørger for et stærkt lineup, denne gang tilsat et ekstra skud debattantblod og etablerede komikere, der aldrig har været hos os før – og selvfølgelig et par klubfavoritter”. Ud fra denne beskrivelse, kan det vist kun blive en dejlig og lattermild aften!

 

Plante Banko @ Absalon  
Hvornår: Kl. 20:00-22:00 Mønt: Entréen koster 30. Kr. og derefter kan man købe spilleplader til 10 Kr. Stk.  
 
Hver torsdag afholder Absalon en yderst humørfyldt bankoaften, hvor alle er velkomne. Temaet skifter fra gang til gang, og der har hidtil været både nytårs-, cirkus- og pandekagebanko. Denne gang er det plantebanko, hvilket betyder at præmierne er intet mindre end blomster og andre grønne sager i massevis. De muntre værter vil derudover læse festligt op fra haveblade. Uanset om man er havemenneske eller ej, er der mulighed for, at man vil gå fra Absalon lidt gladere, end man kom. De forstår nemlig at holde et brag af en bankoaften! Der kan desuden købes kaffe, øl, kakao og små snacks i baren. 

                           

 Fredag d. 2. Februar 

En lysende ballonskov i København // Foto: Kulturhuset Islands Brygge 

Dans weekenden i gang! @ Absalon 
Hvornår: Kl. 17:00-18:00 Mønt: 50 Kr.  
 
Start weekenden med at svinge træbenet, og tag til Absalons dansefest. For nogle vil det være ualmindeligt grænseoverskridende, men helt sikkert muntert, når først man er i gangAbsalon beretter, at man ikke skal kunne nogle bestemte trin, man blot have lyst til at danse. Og det er jo en fin start! Denne gang er det Rikke, der underviser i det, der kaldes ”fri guidet dans”.  

 

Ballonskoven – en interaktiv lysinstallation @ Kulturhuset, Islands Brygge  
Hvornår: Kl. 17:00-23:00 Mønt: Gratis  
 
I anledning af Copenhagen Light Festival, der løber det meste af februar, og som vil belyse byen, er der installeret en vaskeægte ballonskov på Islands Brygge. Det er en interaktiv lysinstallation med to hundrede lysende balloner, der aktiveres af bevægelser. Det er meningen at de ellers kolde og mørke februar aftener, skal forvandles til noget varmt og poetisk, ved hjælp af den lysende ballonskov. Denne aften vil kunstnerne bag installationen fortælle om værket, og derudover vil der være kaffe og kage til alle. Det lyder næsten magisk, og som en meget fin måde at byde weekenden velkommen på. 

 

Lørdag d. 3. Februar

 

 

Dagbogsoplæsning på Nørrebro // Foto: Nørrebro Teater

 

Dagbogsoplæsning: En pinlig affære @ Nørrebro Teater 
Hvornår: Kl. 20:00-22:30 Mønt: 150 kr. 

”En pinlig affære” er dagbogsbekendelser fra det virkelige liv, og Nørrebro Teater melder, at der risiko for at man kan genkende sig selv, og garanti for, at det bliver lige dele sjovt, rørende og pinligt! Det er teenagedagbøger, der bliver læst op af helt almindelige (og modige!) mennesker, og der vil være både gamle klassebilleder, kærestebreve og selvopfundet lyrik. Det bliver uden tvivl en aften, hvor det er svært at skjule et smil hist og her, og samtidig er Nørrebro Teater et dejligt sted at tilbringe nogle timer.  
 

UHØRT præsenterer @ Pumpehuset 
Hvornår: Kl. 19:30-01:00 Mønt: 135 kr. 
 
I Pumpehuset præsenterer UHØRT syv artister, som de mener vi vil se mere til i 2018. De syv navne er Motorique, BROER, The Oceans, Teenage Love, Eerie Glue, Julie Ellioner og SUNDAYS. Det kan vist kun betyde, at man sagtens kan finde danseskoene frem, for der skulle være noget for en hver smag. De syv bands spiller nemlig alt fra 70’er punk, pop og alternativ rock til hudløs ærlig lyrik og legesyg rap. 

                             

Søndag d. 4. Februar 

 

 

Der er brunch på BRUS i weekenden! //Foto: Anna Tybjerg Funder

BRUS BRUNCH @ BRUS, Nørrebro  
Hvornår: Kl. 11:00-14:00 Mønt: Prisen varierer 
 
Stemningsfyldte BRUS kan snart det hele. De har et overdådigt udvalg af øl, serverer snacks og aftensmad, samt formiddagskaffe, og huser desuden deres egen lille købmandsagtige butik. Men lokalerne er store, stemningen afslappet og de kan bære det! Hver søndag disker de tilmed op med en fremragende brunchmenu, der selvfølgelig indeholder de klassiske lyksagligheder som æg, brød, kaffe og bacon, men også en ny tilføjelse hver gang. Det lyder som en vældig rar og hyggelig måde at tilbringe et par rolige søndagstimer.  
 

Nat i Oasen – en lysinstallation @ Glyptoteket  
Hvornår: Kl. 16:30-18:00 Mønt: 95 Kr. / Under 27 år: 50 kr. / Under 18 år: Gratis  
 
Som endnu et led i Copenhagen Light Festival bliver Glyptoteket udsmykket med glitrende lys og Vinterhaven omdannet til ’en oase i storbyens ørken’. Som Glyptoteket fortæller, vil man blandt andet kunne opleve lyset fra den røde aftensol, den stjerneklare himmel og det kølige morgengry. Der vil både være lys, lyd, naturoptagelser og musik, der vil bidrage til en varm og autentisk stemning. Du vil kunne høre et bål, der knitrer, vand der risler, og se damp der stiger fra de varme kilder. Det må være en alletiders – og næsten eksotisk – afslutning på weekenden! 
 
Rigtig god weekend, nu er det februar – og med lidt god vilje forår lige om lidt! 

Jeg hedder Anna og er 24 år. Jeg bor i en lejlighed på Nørrebro, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg er også glad for blandt andet gåture, efterår, ord, kultur, psykologi, mandage og København.