WEEKENDGUIDE – Med lidt til alle gear

// Foto: Anna T. Huynh

 

Det er en kaotisk og ustruktureret omgang, vi tilbyder jer i ugens weekendguide. Lydvandringer, kunstsejlads, comedy, fester og en hel bunke af forskellige koncerter.  Men gode weekender behøver i vores optik ikke at have temaer eller røde tråde, men derimod give plads til opleverser, der overrasker og underholder. Og underholdning serverer vi for jer i denne omgang – i mange forskellige former.

 

 

Torsdag 31. august

 

 

Tickling Giants @ Cinemateket


Hvornår
: 21:15 Mønt: 75 kr.
Cinematekets program gemmer næsten altid på en hel masse film, der er vældigt underholdende og lærerige på én og samme tid. Denne dokumentar er en af disse og omhandler en egyptisk kirurg, der under Det Arabiske Forår besluttede sig for at udfordre styret gennem satire. Udover at være en vigtig film om undertrykkelse og kamp for frihed, er Bassem Youssef også bare virkelig sjov – det er ikke ufortjent, at han er blevet omtalt som den egyptiske Jon Stewart.

 

 

Folkets Park // Foto: Anna T. Huynh

 

 

Podwalk med Lydkunst på Nørrebro @ CPH Art Week

 

Hvornår: Det bestemmer du helt selv. Mønt: Helt gratis

Denne weekend markerer enden for CPH Art Week, der har kørt siden den 24. august, og hvis du følger linket her, kan du finde alle de udstillinger og events, du stadig kan nå at besøge. Du kan lige nå et solidt tilskud kunst, inden der lukkes og slukkes. Dette er ikke som sådan et event, men vi synes, det lyder som en rar torsdagsaktivitet – især hvis vejret forsætter nogenlunde ok. Køb noget lækkert at drikke, tag en ven i hånden og drag på lydvandring på Nørrebro i selskab med otte kunstnere, der har boet og arbejdet der, blandt andet den legendariske HUSKMITNAVN.

Følg linket her, og du finder en guide til, hvordan du kommer i besiddelse af den nødvendige lyd.

 

 

 

Fredag 1. september

 

 

 

Kojo Funds @ Rust


Hvornår:
Dørene åbner kl. 23, Koncerten starter kl. 01   Mønt: 80 kr. i forsalg – 100 kr. i døren

Der sker så mange spændende ting på Londons musikscene for tiden, at det kan være svært at følge med. Fra Østlondon kommer Kojo Funds, der er et af de nyeste skud på stammen. Han kommer denne fredag forbi Rust til en natkoncert. Så kan du holde dampen oppe, bør du hænge ud på Rust, indtil Kojo Funds sætter ild til stedet med sin blanding af Grime, Dancehall og Afrobeat.

 

 

 

 

Knife Fest @ Pumpehuset

 

Hvornår: Dørene åbner kl. 17. Musikken starter kl. 18.  Mønt: 250 kr. for denne aften/ 400 kr. for begge dage.

Kniven i Københavns bankende hjerte er tilbage, og første weekend af september omdannes Pumpehuset og Pumpehusets Byhave til anden udgave af Knife Fest”. Den første sætning i beskrivelsen lyder frisk og tillokkende i sig selv, og derudover bugner musikprogrammet af diversitet – med alt fra følsom synth-pop, eksperimenterende lydkunst, psykotisk prog-rock og sydkoreansk techno. Udover det spændende virvar af undergrundsnavne er der garanteret en times (måske mere) synthpop-eufori i Pumpehuset, når Lust for Youth går på.

 

 

 

Zulu Comedy festival 2017 @ Huset KBH

 

Hvornår: Første show starter: 16.30    Mønt: Mellem 50 kr. og 100 kr. pr. arrangement.

Efter en lang uge kan man godt have brug for et godt grin for at løsne lidt op for hverdagsfrustrationerne. Det er der rig mulighed for i weekenden, hvor Zulu Comedy Festival løber af stablen og tilbyder en masse grin til en billig penge. De fleste begivenheder finder sted på forskellige lokationer i Huset KBH (du kan få et overblik her), så der burde være nok muligheder for at stille selv den største comedysult.

 

 

 

Plænen spiller Karl William og SAVEUS fredag aften // All Free Photos

 

 

Karl William + SAVEUS @ Tivoli Fredagsrock

 

Hvornår: kl. 22   Mønt: 160 kr.

Det er forbundet med en vis usikkerhed at anbefale en omgang af Tivolis Fredagsrock. For alt for ofte er lyden elendig og en decideret hæmsko for enhver musikalsk nydelse. Alligevel er muligheden for at opleve Karl Williams poetiske og legende ordsnedkeri indhyllet i lækre popskabeloner i vores optik et sats værd. Især fordi du efterfølgende kan banke lidt gang i kroppen med SAVEUS’ energiske gospel/pop/rock, der live kommer meget dansevenligt til sin ret.

 

 

 

Lørdag 2. september

 

 

 

DM i Toast @ Fætter Fætter

 

Hvornår: Kl. 13    Mønt: Måske du køber dig fattig i toast efterfølgende, men ellers er det gratis.

Hvis du har været lidt vild dagen før, kunne det her måske været noget. Et næsten smukt miks mellem at du kan få den fedtede omgang tømmermændsmad, du craver, og at du bliver hevet ud af sengen, så du ikke spenderer hele din dag på dumme animationsserier og kattevideoer. Som titlen antyder, skal der simpelthen bare dystes i at lave den bedste toast. Der dystes i tre kategorier, og du og resten af publikum har den afgørende stemme.

 

 

 

Knife Fest @ Pumpehuset

 

Hvornår: Dørene åbner kl. 17. Koncerterne starter kl. 18    Mønt: 250 kr. for denne aften/ 400 kr. for begge dage.

Ja, den dukker altså lige op igen, for programmet er næsten endnu mere interessant her på andendagen. En afvekslende og spændende samling af danske undergrundsnavne suppleret med et par hentet fra den store verden. Derudover er der de helt solide trækplastre, Choir of Young Believers og First Hate, der i sig selv er billetprisen og en aften værd.

 

 

Fest i de Københavnske gader // Foto: Victor Stawicki / Distortion

 

Københavnerfejring – Golden Days @ Gadefest i Indre By

 

Hvornår: 12:00 . Mønt: Gratis

Den rundeste fødselsdag af alle tilfalder i år vores hjemstad København, der runder den unge alder af 850 år. Det markeres af årets Golden Day Festival, der sparkes i gang denne lørdag med en stort anlagt gadefest i Indre By, hvor mere end 40 aktiviteter (som du følge med i her) kommer til at udfolde sig. Epicentret for denne festivitas bliver Slotsholmen, og på Thorvaldsens Plads vil Marvelous Mosell og Laid Back (dem med Sunshine Reggae – ja tak!) utvivlsomt sprede en festlig energi.

 

 

 

Club Supreme @ Ideal Bar

 

Hvornår: 23 Mønt: Gratis entré

Der er ikke så meget at sige om den her. Det handler bare om, at du skal snøre danseskoene forsvarligt og pege cyklen mod Vega – og så gå ind af døren til Ideal Bar. Her står DJ Typhoon bag pulten. Han er alt andet end en novice ud i at få gang i de stive danske danseben med sin pladesamling, der rummer et miks af al den bedste dancehall, hiphop og RnB. DJ Typhoon er en af DJ- og hiphopmiljøets grand old men, og han vandt her i 2017 æresprisen ved Danish DeeJay Awards.

 

 

 

Søndag 3. september

 

 

 

De skrigende halse @ Cinemateket

 

Hvornår: Forestillinger 18 & 21:45    Mønt: 75 kr.

Som de fleste er klar over, indhyllede punkbølgen København i 80’erne, hvilket skabte en masse fed musik, lyrik og kultur. I Søren Faulis virkelig sjove komedie fra periodens København byder miljøet også på en masse forfærdeligt prætentiøse mennesker. Filmens hovedkarakter er Ronni, der overbeviser sine bandkammerater om sin snarlige død for at få lov til at blive i bandet. Søndag er den perfekte biografdag, og her er en sjælden mulighed for at opleve en fremragende kultklassiker.

 

 

 

Kunstsejlads @ CPH Art Week

 

Hvornår: 16-18    Mønt: 180 kr.

Du kan simpelthen også pleje dine tømmermænd – eller bare dine søndagsblues – med nogle rare, vuggende bevægelser og lidt flot at kigge på. Gå ombord på en båd og tag med på kunstsejlads. Startskuddet bliver at opleve skabelsesprocessen af et kæmpe kunstværk i billedkunstner Johanne Sigvartsens atelier. I Nikolaj Kunsthal venter derefter en totalinstallation skabt af Oh Land og Eske Kath, der efter sigende vil forsøge at vække alle dine sanser. Indimellem og efter byder begivenheden på sejllads og let forplejning

 

 

 

 

En journaliststuderende musiknørd med en forvirrende og bredt omfavnende musiksmag. Vi snakker et spektrum fra vred hiphop til Arcade Fire og videre til Kate Bush. Forsøger via sit virke her på VINK at afdække musikken i København i alle dens afskygninger og former.