WEEKENDGUIDE: GENOPSTANDELSE

WEEKENDGUIDE: Påsken står for døren, og det betyder for manges vedkommende (mig selv inklusiv) ferie. Fri fra skole og job og tid til at lave lige præcis det, jeg har lyst til. Tid til at sove, lade batterierne op og genopstå som en mere overskudsagtig version af mig selv. Men også tid til at prøve noget nyt, være kreativ eller danse natten lang. 

Denne weekendguide bærer præg af genopladning, eller genopstandelse om du vil. Jeg insisterer på at gå ud af påsken med fornyet energi og overskud. Jesus formåede som bekendt at blive korsfæstet, begravet og genopstå fra de døde på en forlænget weekend, så jeg tænker ikke, det er et helt umuligt projekt. 

TORSDAG 18. APRIL (SKÆRTORSDAG)

KLIP EN KYLLING @ABSALON

Hvornår: 11.00 Mønt: 30 kr

Du skal klippe og klistre til den helt store guldmedalje, for der er intet, der giver fornyet overskud, som følelsen af at skabe noget nyt. Gør det alene eller med en, du holder af. Vigtigst er, at du husker at drikke rigeligt med kaffe og spise både snacks og frokost før, under eller efter. Skærtorsdag er nemlig dagen, hvor Jesus med sine disciple spiste den sidste nadver, og er dermed først og fremmest festen for nadveren. 

// Absalon

DEN SIDSTE NADVER @TEATERHUSET

Hvornår: 19.30 Mønt: 85 kr/UNG 65 kr

Når der findes en forestilling med titlen Den Sidste Nadver, skal du selvfølgelig se den Skærtorsdag. Så kan du ovenikøbet prale med at have fingeren på pulsen indenfor den københavnske vækstlagsscene, og det er jo heller ikke helt tosset, vel?

// FOTO: Jesper Haller

SYDHAVNSGADE: PÅSKEBALLADE @KBH VOLUME

Hvornår: 22.00-05.00 Mønt: 50 kr (garderobe: 20 kr)

Udover at være nadverens festdag er Skærtorsdag også dagen, inden Jesus bliver hængt på korset, og hvis jeg havde en dag tilbage at leve i, så ved jeg godt, hvad jeg skulle lave. Jeg skulle danse natten lang i mine bedste venners selskab, og det er lige præcis, hvad jeg har i sinde at gøre på KBH Volume på torsdag. Desuden er man jo nødt til at dø, før man kan genopstå, og efter en hel nat på et tætpakket dansegulv og et par øl eller fem eller syv, føler jeg mig ofte ret tæt på dagen derpå. 

// SydhavnsGade

FREDAG 19. APRIL (LANGFREDAG)

GUDSTJENESTE @ANNA KIRKE PÅ NØRREBRO

Hvornår: 11.00 Mønt: Gratis

Påsken er den ældste og vigtigste kristne højtid, så hvis man skal gå i kirke én gang i løbet af et år, må det næsten være i påsken. Langfredag – dagen hvor Jesus blev korsfæstet – er en stille og afdæmpet dag i kirken. Det er tid til eftertænksomhed.

MIDNATSBAD MED DJ OG BIBELLÆSNING @SOFIEBADET

Hvornår: 20.00-23.00 Mønt: 250 kr

Vi bliver lidt i det bibelske hjørne og dyrker indadvendtheden og selvomsorgen. Lad dig opløse i et dampbad, og lad de æteriske olier i saunagusen give dig næring indefra, alt imens du lytter til udvalgte bibelstykker og bløde rytmer. 

LØRDAG 20. APRIL 

IMPRO TEATER @ABSALON

Hvornår: 14.30 Mønt: 50 kr

Lørdag er en helt almindelig dag og ikke spor hellig. Hovedet skal tømmes, og livet skal fejres – begge dele klarer improteater aldeles fremragende, og uanset, om du aldrig har stået på en scene før, eller om du er en vaskeægte improhaj, garanterer jeg store smil og et efterfølgende opløftet sind. 

// Absalon

SØNDAG 21. APRIL (PÅSKEDAG)

BADNING OG SAUNA @LA BANCHINA

Hvornår: 10.00-20.00 Mønt: 50 kr. pr. person

Vi har varmet op til det hele weekenden og er nu endelig kommet til den egentlige genopstandelse: nemlig påskedag. Her fejrer vi, at Jesus genopstod fra de døde, og hvilken bedre måde end en tur i det (endnu) iskolde vand? Hvis du vil gøre det til en lidt mere behagelig fornøjelse, så følger du op med en tur i sauna, det anbefaler jeg i hvert fald.

VERAS MARKET @BISPEENGSBUEN

Hvornår: 10.00-15.00 Mønt: Gratis

Min all-time yndlingssøndagsbeskæftigelse er at gå på jagt på Københavns bedste loppemarkeder. Denne søndag er der Veras Market under Bispeengsbuen, og jeg synes, du skal slå et smut forbi. Når du så går rundt mellem boderne som den nye genopståede version af dig selv, så vil jeg opfordre dig til at kaste dig ud i noget, du ikke plejer. Køb en sjov hat, en kjole med prikker eller en forårsfrakke i en vild farve. Og gå så ud i verden med fornyet energi og overskud samtidig med, at du ser hammergodt ud!

// FOTO: Kristina Pedersen

Skriv en kommentar

kommentarer

Glad for teater og ord. Derudover stolt kaffe-, sukker- og cykelafhængig.