WEEKENDGUIDE – FILM, FÆLLESSPISNING OG FRISKE KINDER

 

De lyse timer bliver færre og færre. Mørket trænger sig på, og man fristes til at give efter for dynens lokkende kald og bare netflixe den dagen lang. Men så ville de smukke efterårsblade jo blive begravet under sne, før du når at poste dem på Instagram, og det ville jo være en skam. Derfor fører denne uges weekendguide dig op af sengen og ud i naturen, samtidig med at den fylder dine kulturdepoter. Den giver dig ro i maven og røde kinder. Ud i kulden og ind i varmen er temaet i denne uges weekendguide.

 

TORSDAG 26. OKTOBER

 

På rov @ Amager Fælled

Hvornår: Alle dage Mønt: Gratis

’Bevar Amager Fælled’-kampagnen er kun et par badges fra at opnå samme kendis-status som ’Bevar Christiania’. Du har sikkert bemærket den territoriale krig, der har fyldt medierne i sommer. Hvis ikke naturområdets overbevisende PR-strategi allerede har fået dig til at bevæge dig ud på det grønne Amager, er det heldigvis ikke for sent. Udover frisk luft og et #nofilter-billede til Instagram kan den kære natur byde på et mangfoldigt udvalg af bær og urter, der går perfekt til en hjemmebrygget snaps.

//Illustration: Freja Kammer

 

Ishtars folkekøkken @ Korsgadehallen

Hvornår: Alle torsdage kl. 17:30 Mønt: 60 kr. for voksne

Hver torsdag aften kan du mætte dig med mellemøstlig tapas, når en gruppe lokale kvinder fyrer op for gryderne og spreder god stemning, der kan duftes på hele Nørrebro. Retterne varierer fra gang til gang, men mon ikke du vil finde enten köfte, falafel, tabbouleh eller baba ganoush på den store buffet i Korsgadehallen. Folkekøkkenet kaldes Arapas og er et initiativ, der skal styrke integrationen og fællesskabet blandt kvinderne, og overskuddet går ubeskåret til deres aktiviteter.

 

Min bedste historie @ BestTellers

Hvornår: Torsdag 26. oktober kl. 20:00 Mønt: 55-125 kr.

Det var en mørk og stormfuld aften… Sådan begynder nogle af de bedste fortællinger. Måske skyldes det, at de bedste aftener til gode fortællinger er de mørke og stormfulde. På VINK er vi i hvert fald store fans af BestTellers’ fortællearrangementer på Vesterbro, og denne torsdag kan du nyde et udvalg af de bedste fortælleres bedste fortællinger.

 

FREDAG 27. OKTOBER

 

Lamakiggeri @ Sydhavnstippen

Hvornår: Alle tidspunkter Mønt: Gratis

Med havudsigt og egen have kun et stenkast fra byen har Københavns lamaer fundet sig en sand perle på Sydhavnstippen. Her bor de fredeligt og spytter kun enkelte forbipasserende, der kommer lidt for tæt på. De kan besøges når som helst, så det er bare om at hoppe op på jernhesten og komme af sted.

 

 

 

MIX Copenhagen LGBTQ Film Festival // Åbningsaften @ Empire

Hvornår: Fredag 27. oktober kl. 20:00 Mønt: 100 kr.

Siden 1986 har der hvert år været afholdt MIX Copenhagen LGBTQ Film Festival, og i år skydes programmet i gang fredag d. 27. med filmen ’A Fantastic Woman’ – en smuk fortælling om en transkvinde, der oveni sorgen over sin kærestes død må kæmpe for at få anerkendt det forhold, hun netop har mistet. Fra fredag 27. Oktober til søndag 5. november kan du opleve talks, filmvisninger og debatter i Empire eller Cinemateket, og det kan varmt anbefales af tjekke deres program ud HER.

 

Kasai Allstars @ Global Copenhagen

Hvornår: Fredag 27. oktober kl. 21:00 Mønt: 170 kr.

Måske er du stødt på dem på Roskilde Festival tilbage i 2015, da du midt i mudder og makrel ledte efter en musikalsk åbenbaring. Nu kommer gruppen til København, og fredag aften kan du få varmet hofterne op til congotronics, når Kasai Allstars + Mokili spiller op på Global Copenhagen. Gruppen er sammensat af nogle af de bedste musikere fra regionen Kasai i Congo, og du kan glæde dig til en kombination af rituelle rytmer og elektroniske soundscapes.

 

LØRDAG 28. OKTOBER

Illustration // Luna Fisker

 

Baristakursus @ Spinchy, Vesterbro

Hvornår: Lørdag d. 28. oktober kl. 13:00-14:00 Mønt: Gratis

Måske kan du nikke genkendende til det moment, hvor snakken falder på kaffe, og fårene skilles fra bukkene. Nogle er til café latte, andre drikker den sort. Nogle kan deres kaffesorter i søvne, mens andre foretrækker deres kaffe pulveriseret. Uanset om du har en dåse Nescafé i skabet eller en espressomaskine årgang 1970, så vil der helt sikkert være nyttig viden at hente på dette lynkursus i kaffens univers. Om ikke andet så for at naile kaffenørderne med fakta om den nyeste arabica-blend.

 

Allehelgensaften @ Frilandsmuseet

Hvornår: Lørdag d. 28. oktober kl. 17:00-19:00 og 19:30-21:30 Mønt: 110 kr. for voksne

Er du også træt af børnetiggere, der med god samvittighed ripper din slikskuffe i disse dage? Halloween er lige om hjørnet, og Frilandsmuseet byder den amerikanske tradition velkommen med åbne arme. Her er der ingen aldersdiskrimination – der er slik til både børn og voksne. Så find din barnlige sjæl frem og tag en god ven eller måske endda en tinder-date i hånden til en halloween ’som i gamle dage’.

 

VINK // 1307 dage @ DIN NYE VEN

Hvornår: Lørdag 28. oktober kl. 19:00-02:00 Mønt: Gratis

Højdepunktet i denne uges weenkendguide må siges at være VINKs egen fødselsdag. I snart 1307 dage har VINKKbh med inspirerende kulturtips og LIVE-events dækket Københavns kulturliv, og det skal fejres i stor stil. Derfor inviterer VINK alle de gode læsere og lyttere med til en festlig aften med drinks, quiz, indslag fra de forskellige redaktioner og DJ på café DIN NYE VEN.

 

SØNDAG 29. OKTOBER

//Illustration: Freja Kammer

 

 

Fællesmorgenmad @ Absalon

Hvornår: Søndag 29. oktober kl. 10:00-12:00 Mønt: 50 kr.

Weekenden slutter, som den begyndte: med fællesspisning. Uanset om du er vesterbroer eller bare på besøg, vil du føle dig som en del af det charmerende lokalmiljø i Absalons hjemlige rammer. I den gamle kirke er der højt til loftet og plads til både børn og voksne. Der er ingen bedre måde at starte søndagen på end med en fællesmorgenmad med vennerne fra vejen.

 

Benny Andersen @ Poesiens Hus

Hvornår: Søndag 29. oktober kl. 14:00 Mønt: 50 kr.

Benny Andersen er en dansk kulturskat – som Michael Goldman nu har oversat til engelsk. Som nutidens H.C. Andersen rammer Benny Andersen hovedet på sømmet med sin lyrik, og den finurlige stil har efterhånden spredt sig ud over Danmarks grænser. Søndag kan du opleve de to i Poesiens Hus, hvor der vil blive læst højt af udvalgte digte.

 

Teatertapas @ Teaterøen

Hvornår: Søndag 29. 0ktober kl. 16:00-20:00 Mønt: 85-125 kr.

Den sidste søndag i måneden er der altid en god grund til at bevæge sig ud på teaterøen. Her kan du nemlig opleve teater og tapas i en perfekt kombination. Du kan ankomme, når du vil i tidsrummet 16-20, hvor der vil være små teaterbidder i form af 15-minutter lange forestillinger fremvist af både garvede og grønne teaterentusiaster. Imellem forestillingerne vil der være tapas i caféen, så du får stillet både den reelle og den kulturelle sult.

 

 

Skrivelysten religionsstuderende på udkig efter de gode fortællinger - her på VINK fortalt igennem al slags scenekunst.