WEEKENDGUIDE – FEMINISME, POESI OG KÆRLIGHED

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag står denne weekend i alle kvinders navn. Vi skal fejre hinanden i disse forårsagtige dage, hvor vi skal indhylles i kærlighed og glæde, romantiske og poetiske stunder. Denne weekend byder på forskellige oplevelser for hver sin kvindes (og måske mands) smag.

Torsdag den 8. marts


//Foto: KVINFO

8. MARTS – kvindernes Internationale Kampdag @VEGA
Hvornår: 19.00-22.30 Mønt: 150kr + gebyr

Start weekenden ud med god karma, og vær med til at fejre alle kvinder i hele verden! Du kender sikkert mere end én kvinde, der fortjener at blive æret og hyldet. Måske er det dig selv? Uanset lægger dette arrangement, som KVINFO i samarbejde med Roskilde Festival fyrer op under, op til at blive en kæmpe fest. Programmet er alsidigt, og der vil både være inspirerende taler, svedig musik og andet underholdning. Efterfølgende kan man feste videre på Ideal Bar og fortsætte til den lyse morgen. What’s not to like?

 

//Grafik: SALLYR

KVINDERNES KAMPDAG /USMIFKA /DAMKAPELLET /SALLYR /SALINA PROJECT @Koncertkirken
Hvornår: 18.00-22.00 Mønt: 50-100kr

Der er lagt op til en interkulturel aften i selskab med kvindekoret USMIFKA, der kan fortrylle dig med bulgarsk kormusik. Det kvindelige og eksperimenterende musikerkollektiv DAMKAPELLET spiller denne aften til ære for alle kvinder, og arkitekt og lyskunstner SALLYR sætter scenen med flotte og poetiske lysinstallationer. Det indiske folkekøkken sørger for at stille din sult i samarbejde med THE SALINA PROJECT, der til daglig arbejder på at forbedre vilkårene for sexarbejdere og deres børn i Mumbai. Er du til kunst, kvindekamp, musik og lækker mad i én og samme kombi? Så er denne aften i Koncertkirken et must.

 

Fredag den 9. marts


//Grafik: Petra Kostova

SJÓN 2018 :: FOODWAYS @VerdensKulturCentret
Hvornår: 14:00-22.00 Mønt: Gratis

Vi fortsætter i det internationale hjørne. Fra den 9. – 10. marts afholdes for anden gang Sjón International Anthropological Film Festival. Temaet for dette års festival er FOODWAYS, og du kan derfor opleve eksperimenterende film i et antropologisk og etnologisk perspektiv. Vil du gerne vide mere om, hvad mad egentlig er, og hvor meget du egentlig går og tænker på mad i dagligdagen? Spiser du ofte? Eller går du og glemmer at spise? Går du og gemmer på disse store madspørgsmål inde i maven, så kan det være, at de vil blive besvaret denne aften.

 

//FOTO: Trampoline House

TRAMPOLINE HOUSE CINEMA CLUB @TRAMPOLINE HOUSE
Hvornår: 19.00-21.00 Mønt: Gratis

Kender du ikke Trampoline House, så er det på tide. Det er stedet, hvor du finder hjælpende hænder og masser af kærlighed. De hjælper blandt andre asylansøgere og flygtninge. Trampoline House skaber et sted, hvor der er plads til alle skæbner, og alle er velkomne til denne begivenhed! Trampoline filmklub bestræber sig på at vise film, der fortæller historier igennem billeder og lyd frem for ord. Fik du festet godt igennem til Kvindernes Kampdag, så har du her mulighed for at geare ned med en god film i godt selskab.

 

Lørdag den 10. marts

//Foto: Rasmus Chambers Reinholdt

REST IN BEATS @Musik Loppen
Hvornår: 21.00-01.00 Mønt: 100kr

Fandt du fredagsprogrammet lidt for stille, så kan du heldigvis lægge vejen forbi Loppen på Christiania. Rest In Beats tænder op for kompleks poesi til triphop beats. Duoen, som er blevet sammenlignet med Portishead og Under Byen, har en fantastisk udstråling på scenen, og det anbefales at se dem live. Grib chancen, tag vennerne med, og i vil ikke fortryde det.

 

//Kollage: PVTSO

RAPSODY @Pumpehuset
Hvornår: 20.00-23.00 Mønt: 200kr

Se her! Her har vi en kvinde, der vil noget! Hun er blevet spået til at gå i Missy Elliots fodspor, som den næste store kvindelige rapper. Hun var i 2017 nomineret til en grammy, hvor hun var oppe imod de tunge drenge som Jay Z og Kendrick Lamar. Rapsody har foruden sig selv en fornem gæst med til koncerten, og du kan glæde dig til også at opleve 9th Wonder, der har arbejdet sammen med blandt andet Mary J. Blige og Destiny’s Child. Denne aften er ikke for sjov, du er nødt til at komme, hvis du elsker hiphop.

 

Søndag den 11. marts


//Foto: DR Koncerthuset

DR PIGEKORETS FORÅR @Holmens Kirke
Hvornår: 19.30-21.30 Mønt: 100-180kr

Hils foråret velkomment på den bedste søndagsmanér i DR Pigekorets smukke og vidunderlige stemmers nærvær. Om du har haft en vild, kaotisk eller rolig weekend, kan vi alle have godt af lidt forårssang på en søndag, hvor sommeren og lyset er på fremmarch. På hvilken anden bedre måde kan man afslutte en weekend til ære for kvinderne?

 


//Foto: Vita De Lux

SHE – AWAKENING WITH SOUND @Vita De Lux
Hvornår: 18.00-21.00 Mønt: 250kr

Har du brug for et mentalt boost midt i de moralske søndagstømmermænd? Vita De Lux inviterer alle kvinder ind til en poetisk aften med healing og selvopdagelse. Lad de helbredende lydes vibrationer gøre dig fuld af styrke og klar til at slå hul på en nye uge forude.

 

Kunstskribent og studerende med forkærlighed og interesse for mennesker, kunst og katte.