Weekendguiden – Dyrk kunsten, litteraturen and a damn fine cup of coffee

Denne uges weekendguide står i kunstens tegn, og der er noget for enhver smag. Kom til litteraturprisfest hos Politiken, David Lynch-filmvisninger i Cinemateket eller forførende klezmer-musik på Frederiksberg. København emmer af kunst, og du skal med!  

Metroen om natten / Foto: Jacob Surland

 

Torsdag 9. marts

 

#1/ SLOW på Glyptoteket.

På torsdag slår Glyptoteket dørene op for årets anden omgang SLOW. Aftenens tema er mænd, og fokus fortsat det samme: Det handler om at give sig tid til kunsten. Denne aften vil blandt andet byde på talks om kunsthistoriens største mænd, udforske antikkens mandeideal og endeligt slutte af med melankolsk godnatsang og Jacob Bellens. Hvis man har lyst, er der som altid god mad og vin til rimelige priser i Glyptotekets festsal og mulighed for at se resten af stedets fine samlinger til sent ud på aftenen. Det plejer at være voldsomt hyggeligt, så der skal lyde en varm anbefaling herfra.

Hvad: SLOW: Mænd

Hvor: Glyptoteket

Hvornår: Den 9. marts kl. 17:00 – 22:00

Mønt: Gratis (u.18) – 50 kr. (u.27) –  95 kr. (voksen)

 

#2/ Politiken holder prisfest

Det er blevet tid til Politikens årlige prisfest i form af Politikens Litteraturpris. Torsdag aften møder forfatterne bag syv af det foregående års skarpeste udgivelser op for at læse op af deres værker  med muligheden for at blive indehaver af dette års pris. Det drejer sig om bl.a. Christina Hesselholdt (’Vivian’), Peter Laugesen (’Brev til en maler’) og Olga Ravn (’Den hvide Rose’), så der er på alle måder lagt op til en stærk i aften i litteraturens tegn. Udover læsninger vil der også være musikalske indslag (blandt andet strygekvartetten Halvcirkel), oplæg om litteraturens rolle ved forlægger og poet Asger Schnack samt masser af lækkerier til ganen. Så glæd dig til prisfest i Politikens Hus, hvor litteraturen skal hyldes!

Hvad: Politikens Litteraturpris

Hvor: Politikens Hus

Hvornår: Den 9. marts kl. 19:30 – 22:30

Mønt: 175 kr. (100 kr. med abonnement)

 

Litteraturoplæsning / Foto: Very Quiet

 

Fredag 10. marts

 

#3/ Sherzadum og klezmermusik

Denne fredag er der en helt unik mulighed for at udforske nye sider af den musikalske arena. Klezmerbandet Sherzadum holder nemlig release party for deres nye CD på knaldhyggelige Bartof Station på Frederiksberg. Bandet vandt årets talentpris i DMA Folk 2014, og de skriver selv om eventet, at der vil være mulighed for at danse til ”lækre klezmer/balkan-toner tilsat swing jazz vibe og et godt skud humor. ” Så om man er til swing jazz, klezmer toner eller et godt glimt i øjet, så leverer Sherzadum varen denne weekend, hvor de senere på aftenen vil invitere musikalske venner til endnu mere fest og dans.

Hvad: Sherzadum Release Party

Hvor: Bartof Station

Hvornår: Den 10. marts fra kl. 20:00 og frem

Mønt: GRATIS

 

 

Lørdag 11. marts

 

#4/ David Lynch i Cinemateket

2017 er året, hvor sæson tre af Twin Peaks udkommer, og den legendariske TV-serie fra start 90’erne endelig vender tilbage. Derfor holder Cinemateket David Lynch-aftener, hvor programmet står på både filmvisninger  og oplæg om mesterinstruktøren. Denne lørdag er der mulighed for først at se The Straight Story og senere Mulholland Drive med tilhørende introduktion af cand.mag. i filmvidenskab Peter Skovfoged Laursen. Så er du også ramt af Lynch-feberen og kan ikke vente på den tredje sæson af Twin Peaks, så er der ingen undskyldning for ikke at lægge vejen forbi Cinemateket til Lynch-fejring og en damn fine cup of coffee i cafeen!

Hvad: David Lynch-retroperspektiv / Part II

Hvor: Cinemateket

Hvornår: Den 11. marts kl. 14:00 og 21:00

Mønt: 75 kr. pr. film

 

A cup of coffee / Foto: Robert Thompson

A damn fine cup of coffee / Foto: Robert Thompson

 

Søndag 12. marts

 

#5/ Vild litteratur i Thiemers Magasin (AFLYST)

Eventet er desværre blevet aflyst efter guidens deadline. 

På søndag har Thiemers Magasin til deres ugentlige søndagsevent inviteret Peder Frederik Jensen til at tale om sin nye bog Skullfucking, der ifølge Thiemers skulle være ”kompromisløs, rå dommedagsmonolog om menneskeligt forfald og samfundets utilstrækkelighed. ” Så har du brug for lidt sort litteratur til at skylle søndagskaffen ned med, er det Thiemers, som du skal gå til denne søndag eftermiddag. Det er for øvrigt Rikke Viemose, der står for interviewet, og der vil også være mulighed for at erhverve sig bogen på stedet.

Hvad: Søndagsevent: Peter Frederik Jensen

Hvor: Thiemers Magasin

Hvornår: Den 12. marts kl. 15:00 – 16:00

Mønt: 50 kr.

 

#6/ 9x9x9 på SMK

Søndag aften er der teater på SMK. Forestillingen 9x9x9 kombinerer både litteratur, kunst og teater på museet i ni små teaterforestillinger, der kommer til at foregå lige foran kunstværkerne på stedet. Der vil være ni forskellige skuespillere fra Det Kongelige Teater, der vil opføre hver deres egen forestilling foran ni forskelle malerier. Så er scenen ligesom sat. Så er du frisk på en crazy tour de kunst søndag aften med skuespillere som Ellen Hillingsø og forfattere som Suzanne Brøgger og Svend Åge Madsen, skal du skynde dig til SMK denne søndag!

Hvad: 9x9x9

Hvor: SMK (Statens Museum for Kunst)

Hvornår: Den 12. marts kl. 18:00 – 21:30

Mønt: 245 kr.

 

God weekend til jer alle /Mikkel.

 

Tekst og opsætning: Mikkel Rahbek; Forsidebillede: Jacob Surland.

 

Litteraturskribent, VINKkbh.