Weekendguide: DIY

Bæredygtighed er et af de ord, der er blevet sagt mest i 2019 og ikke af nogen uvæsentlig grund. For at være sikker på, at man spiser bæredygtigt, kan det være en god idé i højere grad selv at lave maden, man spiser eller at orientere sig om, hvor man spiser. Denne weekendguide er derfor overordnet set en hyldest til at have øjnene åbne for vores klimas skyld.

Torsdag 10. oktober

//Illustration: Marie Emilie

Køb svampe @ Bygaard

Hvornår: 12:00-18:00 Mønt: ?

Bygaard er et af de initiativer i byen, der især har fanget min opmærksomhed, fordi det er spændende, det Lasse Antoni Carlsen har gang i. Han har startet et by-landbrug i Sydhavnen, hvor han gror økologiske grøntsager, spirer og svampe i kælderen. Her kan man tale om fra jord til bord i den mest bogstavelige forstand. Tjek eventuelt deres Instagram ud!

Hurtig take away @ smag

Hvornår: 11:00-21:00 Mønt: Lille salat 57 kr. Stor salat 67 kr.

Måske har det været en lang dag på studie eller arbejde? At lave aftensmad nu virker måske helt uoverskueligt? Så synes jeg, du skal svinge forbi Smag, som har den helt rigtige bæredygtige og vegetariske løsning til dig. Det er et væld af salater i alle regnbuensfarver. Kød er i modsætningen til mange andre steder ikke noget, du vælger fra, men i stedet noget du vælger til.

Fredag 11. oktober

//Foto: Anna T. Huynh

Kulturnat med Vladimir @ Timm Vladimirs Køkken ApS

Hvornår: 18:00-24:00 Mønt: 95 kr.

Hvis du er en af de heldige, der har købt et kulturpas, så vil jeg anbefale, at du tager et smut forbi Timm Vladimirs Køkken. Programmet er sat sammen, så der er noget for alle. Hvis du er klar på at blive udfordret, kunne du for eksempel lave is med flydende nitrogen eller bage din egen Calzone. Hvis man bare har lyst til at drikke lidt, er der både øl og ginsmagning. Skynd dig at tjekke programmet inde på Facebook, der er meget mere at komme efter.

Krydderiworkshop @ Kogebogeriet og Mandala Organic

Hvornår: 18:00-22:00 Mønt: gratis

Hvis man ikke har erhvervet sig et kulturpas, er der stadig arrangementer at tage til under kulturnatten. Hvis man er i DIY-humør, kan man i samarbejde med Mandala Organic tage i Kogebogeriet og kværne sin egen krydderiblanding, som du også kan tage med hjem. Der er en verden til forskel fra deres krydderier og dem, du køber nede i supermarkedet. Så tag derned og kværn løs.

Lørdag 12. oktober

//Foto: Anna T. Huynh

Tangsanketur @ Maritime Nyttehaver KBH

Hvornår: 10:30-15:30 Mønt: gratis

Tang er en bæredygtig og meget nærende ingrediens, som ikke mange har lært at bruge, medmindre man har kastet sig ud i at lave hjemmelavet sushi. Maritime Nyttehaver KBH giver dig muligheden for at tage på tangsanketur. Der skal høstes tang, hvis du har tid til at tage med Sneglen fra Kastrup fra formiddag til eftermiddag. Husk at tilmelde dig! Det gør du inde på deres Facebook-begivenhed.

Vegetarisk middag @ Mahalle

Hvornår: 10:00-20:00 (Birkegade), 11:00-23:00 (Nørrebrogade), 10:00-23:00 (Nansensgade) Mønt: Småretter ca. 30-80 kr. Morgenmadstallerken 115 kr. (119 kr. Nansensgade)

Jeg har i lang tid holdt meget af Mahalle i Birkegade, men nu har de udvidet med yderligere to caféer. Det er tyrkisk og libanesisk inspireret mad, og der er meget til veganeren og vegetaren. Derudover er det vildt lækkert, og jeg kan stærkt anbefale deres halloumi-salat, som rammer alle de rigtige steder, hvis tømmermændene er hårde at komme igennem. Tusinde gange bedre end den klamme snaskede pizza, du ville have købt for stort set de samme penge.

Søndag 13. oktober

//Illustration: Freja Kammer

Ramen til frokost @ Slurp

Hvornår: 12:00-14:30 og 17:00-22:00 Mønt: Veggieramen 135 kr. Kimchi eller Edamame 45 kr.

Jeg har før spist ramen på Slurp, men har fået den soyabaserede Shoyu med gris. Denne gang kunne det være, jeg skulle springe ud i den vegetariske version, og så er det et must at købe edamamebønnerne med peberrod ved siden af. Virkelig lækkert og smagfuldt, og så kan det varme lidt her i kulden. Vær’ dog opmærksom på, at man efter japansk tradition skal forlade stedet, når man har spist færdigt. Det er især også med hensyn til alle dem, der står ude i kulden. Så forvent ikke at kunne sidde og hygge efter måltidet. 

Lav din egen surdej @ Meyers

Hvornår: når du har tid Mønt: 10-20 kr.

DIY-weekenden er så småt ved at være overstået, men der kunne måske lige være tid til at starte din egen surdej. Det er ikke så svært, som det lyder, og går man ind på Meyers hjemmeside, er der en god guide til at holde din surdej i live så længe, som du lyster, uden det store besvær. Ville det ikke være lækkert med surdejsrugbrød til madpakken? 

Jeg er spirrende kokkeelev med en bachelor i litteraturvidenskab i ryggen. Madprogrammer med klassisk musik får mig hver gang, og så elsker jeg fisk og skaldyr.