Weekendguide – Artsy bededag

Ahhh, Store Bededag. En forlænget weekend står for døren. Hvad end du vil bruge weekenden på helligdagens oprindelige formål – at bede og faste – eller du mere er tilhænger af varme hveder i store mængder og kolde øl i solen, byder København på rigeligt med underholdning. VINKkbh anbefaler, at du bruger den højhellige weekend på at udforske kunsten og har derfor håndplukket begivenheder, der både rummer aktivisme i keramisk form, interaktive lysinstallationer og oplæsning af dine dybeste hemmeligheder.

Torsdag 26. april

//Foto: Augusta Carøe

Confessions in the dark @ BestTellers Scene

Hvornår: Kl. 20:00-22:00 Mønt: 55-120 kr.

Start bededagsferien med at rense ud i hemmeligheder og tilståelser, når professionelle historiefortællere læser københavnernes dybeste hemmeligheder højt hos BestTellers. Få lettet dit hjerte ved forinden at bidrage med din egne tilståelser online i den digitale skriftestol. Men bare rolig. Når din hemmelighed læses op, afslører din utilpasse ansigtsgrimasse dig ikke, da hele seancen foregår i mørke.

Designing for Shared Living: Architecture and Design @ SPACE10

Hvornår: Kl. 18:00-20:00 Mønt: Gratis, tilmeld dig her.

Under titlen ”Shared living”, afholder SPACE10 event med fokus på arkitektur og designs betydning for det sociale liv. Her sættes vores levemåde og -mønstre under lup, når der spørges, hvordan arkitekturen kan bidrage til mere inkluderende og fleksible levevilkår i en foranderlig verden.

”Resistance” af Rose Eken @ V1Gallery

Hvornår: Kl. 12:00-18:00. Udstillingen vises til og med 19. maj. Mønt: Gratis

Forud for Space10 eventet kan du passende besøge V1Gallery og opleve keramisk kunstner Rose Ekens udstilling. Rose Eken henter sin inspiration fra alskens genstande, som hun fremstiller kopier af i bemalet keramik. I udstillingen ”Resistance” fortolker Rose Eken sin egen aktivistiske ungdom. Rejs tilbage til ungdomshuset og BZ-bevægelsen mens du ser på keramiske brosten, ølflasker, Iggy Pop-vennyler såvel som ”Processen” af Franz Kafka.

Fredag 27. april

//Foto: Lisa Larsen Mayhem

48 TIMERS FESTIVAL ÅBNINGSFEST @ Blågårds plads

Hvornår: Kl. 14:00-22:00 Mønt: Gratis

Denne weekend hyldes fællesskab, mangfoldighed og Nørrebro, når bydelen i to døgn skruer ekstra op for kultur og oplevelser under 48 timers festivalen. Fredag skydes festivalen i gang med et alsidigt musikprogram, der både dækker over brasilianske ”Nomade Orquestra” og DJ-kollektivet ”Worldly”. Desuden spiller orkestret ”Klimaforandringer”, der forener et utal af musikalske stilarter såsom de psykedeliske 70’ere og vestafrikansk polyrytmik. ”Klimaforandringer” består af navne som Bisse og SVIN blandt mange andre.

Insekter på tallerkenen @ Valhalsgade 4, Vinterhaven

Hvornår: Kl. 17:30-20:00 Mønt: 130 kr. Køb billet her

Du skal have noget at spise, og i fremtiden bliver det meget vel insekter, der er den gængse hovedingrediens i mange måltider. Dyk ned i madkunsten når Bioteket og GRO SELV inviterer til tre-retters insektmenu som del af 48 timers-festivalen. Her er rig mulighed for at udfordre både smagsløg og selvbevidsthed. Tør du?

Lørdag 28. april

//Foto: Stilbillede fra Javier Tapias videoværk Traveling Dust / TIL VÆGS

48 TIMERS FESTIVAL @ Nørrebro

Hvornår: Fredag kl. 16:00 – søndag kl. 16:00. Mønt: Tjek de enkelte events på www.48timer.com

Festivalen byder på masser af kunstneriske oplevelser, der kan kombineres med socialt samvær og håndbajere. Se blandt andet TIL VÆGS’ udstilling Retrospekt, hvor syv skærme i Lundtoftegade fremviser videokunst. På Lygten kan du sætte dit eget aftryk på festivalen, i bogstavelig forstand, og blive en del af installationen ”Hands”. Installationen er en del af de studerende fra KEAs bidrag til festivalen, hvilket også tæller den lysende gynge ”den gule cirkel” i Byhaven. I Nørrebrohallen kan du opleve udstillingen af Casper Corduas værker, der har fernisering fra kl. 15:00.

SHOW UP @ RØM, Grønttorvet

Hvornår: Kl. 11:00-15:00 Mønt: Gratis

I dag er sidste dag, du kan opleve udstillingen ”SHOW UP ”i det spartanske udstillingsrum RØM på Valbys gamle grønttorv. Udstillingen er et eksperiment, hvor kuratordisciplinen såvel som kunstudstillingens gængse regler udfordres. Udstillingen består af værker fra 55 samtidskunstnere. Ved ferniseringen i starten af april, dukkede hver kunstner op med et selvvalgt værk og stod selv for at installere og iscenesætte værket på dagen – uafhængigt af de øvrige værker og kuratorens indblanding.

Søndag 29. april

/Foto: Marie Dahls installation til EC1 24H

EC1 24H Day 15 / Marie Dahl @ Griffenfeldsgade 27

Hvornår: Kl. 13:00-20:00, Mønt: Gratis.

Under titlen EC1 24H Copenhagen 2018 er Forening for Samtidskunst aktuel med en serie af 22 udstillinger på 22 dage. Hver dag mellem 15. april og 6. maj udstiller nye kunstnere og kuratorer fra ind- og udland i spændingsfeltet af performance, installation, food-lab og radio. Denne søndag udstiller den danske kunstner Marie Dahl. Under titlen ”Welcome Home” udforskes forholdet mellem mennesket og moderjord i kontekst af den antropocæne tidsalder, gennem skulpturer lavet af tang, video og lyd. Læs mere om EC1 24H og se programmet for udstillere her.

Stimuli #6 // 48 TIMER @ Café Sorte Firkant

Hvornår: Kl. 18:00-21:00 Mønt: Gratis.

Skal du presse det sidste kunstfix ud af din weekend, kan du søndag aften opleve et miks af performance, tekstoplæsning, video- og lydkunst eller dans. Stimuli er en platform hvor forskellige kunstnere har mellem 1-15 minutter til at fremvise værker eller proces for et publikum. Har kan du få et unikt indblik i performative kunstværkers rå form. Stimuli er et tilbagevendende koncept på Sorte Firkant på Nørrebro, men er i denne omgang arrangeret i samarbejde med 48 Timers Festival.

 

 

Kunstskribent og Cand.mag. i Moderne Kultur og kulturformidling