Weekendguide – endnu en svedig weekend

 

Sommervarmen bliver ved med at brage ud over byen. Fregnerne pibler frem om kap med sveddråberne på de glohede pander, mens vi spiser store is og bader i havnen. Og denne weekend skal vi endnu engang ud af de varme lejligheder og nyde sommeren med musik i Byhaven og festivaler om både vin, opera og litteratur.

 

TORSDAG 2. AUGUST

 

//Foto: Randi Hagemann

 

Hôy la og Ebo Dawn @ Pumpehusets byhave

Hvornår: Haven åbner kl. 15:00, og første band går på kl. 18:30 Mønt: Gratis

Over hele sommeren inviterer Pumpehuset til koncerter i deres hyggelige byhave, og på torsdag kan du opleve den københavnske duo Ebo Dawn og norske Hôy la. Hvis du ikke nåede forbi Carpark Festival i lørdags, hvor Hôy la gav en forrygende koncert, så synes jeg, du skal smutte forbi byhaven i morgen. Og kom lidt før koncerterne går i gang, så du kan nyde en drink i en solstråle.

 

FREDAG 3. AUGUST

 

Operettebåden @ Gammel Strand 

Hvornår: kl. 13:00-14:10 og 17:00-18:10 Mønt: 195 kr.

Stik til søs med den københavnske operafestival, der løber frem til den 12. august. Denne fredag kan du sætte dig tilrette i en af de gode, gamle kanalrundfartsbåde, mens sopran Julie MeeRa Albertsen og tenor Fredrik Bjellsäter underholder med uddrag fra forskellige operetter. Nyd de høje toner, mens båden smyger sig rundt i de københavnske kanaler!

 

//Foto: Kulturtårnet på Knippelsbro

 

Middag med naturvin @ Kulturtårnet

Hvornår: kl. 17:00 Mønt: 625 kr. pr. kuvert

Det lille kobberfarvede tårn på Knippelsbro er blevet kåret som “Årets sted i byen” ved Ibyen-prisen 2018. Du har nok passeret det adskillige gange, når du har krydset broen, men hvis du endnu ikke har oplevet det charmerende, lille brotårn indefra, så er det oplagt at smutte forbi på fredag. Her bliver der nemlig serveret traditionel spansk og portugisisk tapas med naturvin!

 

LØRDAG 4. AUGUST

 

Vild vin festival @ Villa Kultur

Hvornår: 14:00-21:00 Mønt: 225 kr. – 600 kr.

Vi kan vist hurtigt blive enige om, at et iskoldt glas rosé og sommer er lige så uadskillelige som Keld og Hilda. Så hvad kunne være bedre end at tage på vinfestival, hvor du har mulighed for at berige dine smagsløg med over 100 forskellige vilde vine. Arrangementet finder sted i haven og orangeriet hos Villa Kultur, hvor der vil være musik, workshops og madevents – og mulighed for at møde vinbønder fra hele Europa.

 

//Foto: Ali Asperheim

 

Lyse nætter @ Møllegade

Hvornår: 12:30-22:00 Mønt: Gratis

På lørdag forvandler Møllegade på Nørrebro sig til et litteraturmekka, når litteraturhuset og boghandlerne i gaden inviterer til litteraturfestivalen Lyse Nætter. Mens du slukker tørsten med kolde øl, vil der være oplæsninger, talks og musik. Og på lørdag gæster blandt andre Signe Gjessing, Theis Ørntoft og Malte Tellerup Møllegade (Malte har også gæstet på VINK for nylig, hvor han anbefalede tre fremragende bøger – læs mere her).

Og fortvivl ikke, hvis du har andre planer på lørdag, for Lyse Nætter dukker op igen den 1. september.

 

SØNDAG 5. AUGUST

 

Stefansgade Loppemarked @ Stefandsgadekvarteret

Hvornår: kl. 08:00-18:00 Mønt: Gratis (indtil du gør et kup)

Det bedste er en søndag uden for mange planer. På den måde kan man få weekenden til at føles bare lidt længere. En fremragende, rolig søndagsaktivitet er at tage på loppemarked, og på søndag skal du tage til Stefansgade på Nørrebro for at grave efter loppeguld. Inden du begiver dig ud i junglen af boder, så synes jeg du skal sætte dig og nyde en sen morgenmad hos Stefanos Mad og Kaffe.

 

 

Sunday Summer Flow // Yoga @ Reffen

Hvornår: kl. 11:00-12:30 Mønt: 60 kr. (Medbring egen yogamåtte)

Det kan føles som at cykle til enden af København, når man skal ud på Reffen. Men hvis du endnu ikke har begivet dig ud til byens nye madmarked, så er det oplagt at besøge Reffen på søndag, hvor du kan få strukket sommerkroppen ud. Det christianhavnske yogastudie The Yoga Flat underviser udendørs hver søndag hele sommeren i Sunday Summer Flow, som er en blanding af hatha yoga og flow – og de lover, at det både er for de rutinerede yogier og spritnye yogaudøvere.

 

Hav en dejlig weekend i solen!