Weekendenguiden

 August måned har meldt sin ankomst, og endelig har vi fået den danske sommersol at mærke på vores blege hud. Nogen begynder snart i skole, andre arbejder dagene væk, og så er der dem, der ligesom jeg har haft en del fri denne sommer. Vi har gået gaderne tynde, rejst rundt i nær og fjern, set, smagt og duftet på verden. Én ting slår mig hver sommer, især når jeg er ude at rejse, og det er, hvor gennemført fantastisk en by København er. Jeg har sammensat en guide til dig, der elsker de der weekender, hvor man får tilfredsstillet alle behov. Du skal smage, lytte, føle, bevæge dig og slappe helt af. God weekend!

 

Torsdag d. 13.

 

Under the rainbow-koncert

Det er Pride Week i København, og på torsdag inviterer Copenhagen Pride og Homotropolis til fem timers sprøde toner på Rådhuspladsen i hjertet af København. På scenen vil du blandt andet kunne opleve Vinnie Who, Royal Feet Factory og O’Hara. Jeg vil personligt anbefale dig at kigge forbi bare for at opleve sidstnævnte kunstner. Rygterne siger, at hendes koncert på Roskilde var gennemført rørende og fantastisk. Så ifør dig dit mest farverige outfit og de dertilhørende dansesko og kom til fest og fejring af mangfoldigheden.

 

Hvad: Under the rainbow-koncert under Copenhagen Pride Week.
Hvor: Rådhuspladsen.
Hvornår: Torsdag kl. 18.30-23.30.
Portemonnæ: Nul og niks!

 

Artotekets salon #3 – Danskhed 

Artoteket afholder jævnligt saloner, hvor man kan fordybe sig, diskutere og være en del af kreative og kunstneriske oplevelser. I salonerne har man mulighed for at møde kunstnere, deres kunst og de andre deltagere gennem alt fra performances, til artist talks og workshops.

Denne torsdag afholdes der en salon om begrebet danskhed, for hvad er det egentlig? Hvem bestemmer, hvad der er dansk, og hvad der er udansk? Og hvad gør os til danskere? Emnet er brændende varmt i forbindelse med regeringsskiftet og den kampagne, der er sat i gang for at mindske flygtningestrømmen til Danmark. Under salonen vil man møde kunstneren dittebeskidte og poeten Morten Reimar, som gennem hvert deres håndværk vil behandle begrebet danskhed. Det kan kun blive spændende, og uanset hvad,kan du prale af din interesse for kultur og politik.

 

Hvad: Salon om danskhed.

Hvor: Artokteket, Vermundsgade 19, forhuset 2. sal, 2100 København Ø.

Hvornår: Torsdag kl. 18.30-21.30.

Portemonnæ: 40 kr. Billetter kan bookes i forvejen her og betales kontant eller via MobilePay i døren.

 

//Foto: Paul, Flickr.com. En kaffe i hånden og et kamera om halsen, perfekt til en weekend med oplevelser i København. 

 

Fredag d. 14.

#EngangVarJegFlygtning-udstilling 

Under valget igangsatte tidligere folketingskandidat Samira Nawa Amini en kampagne på de sociale medier, som skulle sætte fokus på udlændingepolitikken i Danmark. Kampagnen opfordrede tidligere flygtninge til at dele et billede, hvor de med hashtagget #EngangVarJegFlygtning viste, hvad de nu var blevet til. Billederne er blevet samlet og lavet til en udstilling i Nørrebrohallen, som strækker sig fra d. 10 – 31. august. Billederne viser forskellige mennesker, som alle har det til fælles, at de kom til Danmark som flygtninge. I dag ser man ikke på dem som flygtninge, men som politibetjente, kokke, pædagoger, venner og kollegaer. Udstillingen er lavet i samarbejdet med 2200 Kultur og kan i tidsrummet, den er aktuel, opleves gratis. Så tag cyklen ud til Den Røde Plads og lad dig selv dykke ned i de rørende historier og billeder.

 

Hvad: Udstilling med billeder fra den politiske kampagne #EngangVarJegFlygtning.

Hvor: Nørrebrohallen, Bragesgade 5, 2200 København N. Indgang fra Den Røde Plads.

Hvornår: 10. – 31. august.

Portemonnæ: Ingenting!

 

Magnum Pleasure Store 

Sol eller ej, vi elsker is! Store eller små, flødeholdige eller lavet af sodavand, det ér bare en fast kutyme i det danske sommerliv. Igen i år åbner Magnum en pop-up store i København, hvor man kan komme ind og designe sin egen is lige efter, hvad ens sultne hjerte begærer. Først vælger man hvilken type tykt og lækkert chokoladeovertræk, man foretrækker, herefter toppes den med alt fra nødder til chiliflager og små skumfiduser. Slip din indre designer og smagssammensætter løs og tag et billede af dit spiselige kunstværk. Magnum stiller et fotostudie med professionel lyssætning og et udvalg af baggrunde til rådighed. I finder helt sikkert mig i køen, smurt ind i mørk chokolade med et kæmpe smil på.

 

Hvad: Byg din egen is!
Hvor: Companys Original, Frederiksberggade 24, 1459 København K.
Hvornår: 11. – 23. august. Kl. 11-17.
Portemonnæ: 35 kr.

 

// Foto: Jack Wallsten, Flickr.com. Der er altid tid til en kold øl under sensommersolen. 

 

 

Lørdag d. 15.

 

Loppemarked i Nørrebroparken 

Den ultimativt hyggeligste lørdagsaktivitet, jeg kan komme på, er at shoppe andres gamle klæder og nipsting. Der findes ikke noget mere afslappende end at hæve 200 kroner og slentre forbi stribevis af boder, som sælger guld og skrot i bunkevis. Markedet finder sted i Nørrebroparken, som ligger i smørhullet af Nørrebros hyggeligste gader, så et smut ned ad Stefansgade eller en tur på Café Taxa er oplagt. Hvis du ikke når det lørdag, har du stadig muligheden for at loppeshoppe om søndagen. Så lad os alle sammen bede for høj solskin og drikke en kaffe to-go, imens vi køber os (lidt) fattige i kjoler og støvede bøger.

 

Hvad: Loppemarked.
Hvor: Nørrebroparken, Stefansgade, 2200 København N.
Hvornår: Lørdag og søndag kl. 10-17.
Portemonnæ: Ingen entré, så blot det du vælger at spendere.

 

 

Havefest med Strøm Festival

Strøm Festival hylder heldigvis igen i år den elektroniske musikscene rundt omkring i København. Der er drysset strømevents ud over byen som musikalsk tryllestøv, hvor man har mulighed for at danse, til solen står op. Lørdag aften afholder Strøm sit afsluttende event med en kæmpe havefest i Enghaveparken. Der vil være musikalske aktiviteter for børn, et vinylmarked og en hel dag spækket med musikalske, velvalgte oplevelser, som kan nydes for blot 20 kr. i entré. Derudover vil en madentusiast som jeg glæde sig over, at Yo-Asia, Barburger og Barburitto sammen har komponeret en treretters menu med alt det bedste fra hver af deres køkkener. Billetter til middagen, som er delt op i tre seatings, kan købes her. Middagsbilletten inkluderer tre retter mad, noget at drikke og indgang til havefesten.

 

Hvad: Havefest med musik og god mad.
Hvor: Enghaveparken, Enghavevej, 1761 København V.
Hvornår: Lørdag kl. 12-21.
Portemonnæ: Entré 20 kr. Madbillet med mad, drikke og entré 150 kr.

 

//Foto: Paul, Flickr.com. Cyklen er din bedste ven, når du er på eventyr i København.

 

Søndag d. 16.

Sunday chill out på Bryggen 

Havefestens dybe bas sidder stadig fast i baghovedet, og du er lidt træt, men frygt ej! Du behøver ikke bruge dagen på Netflix og med gardinerne trukket for. Slæb dit søndagsramte korpus ned til søndagshygge og tømmermandsplejning på Islands Brygge, medbring et tæppe, læskende drikkevarer og dine bedste venner, der er nemlig Sunday hygge på Bryggen. Arrangementet er stablet på benene af Kulturshot, som er en flok musikelskere og bartendere, der vil dele deres kærlighed til vellavede drinks, natteliv og god musik. Musikken, du kan slænge dig til i løbet af dagen, vil blandt andet leveres af Djuma Soundsystem og Strung Fellows. Der er ingen undskyldning! En hel dag med sprøde DJs og forhåbentlig solskin over Islands Brygge, det må du ikke gå glip af.

 

Hvad: Søndagschill på Islands Brygge,
Hvor: Islands Brygge, 2300 København S.
Hvornår: Søndag kl. 9-22.
Portemonnæ: Det du bruger i baren.

 

En cykeltur ved Nokken

Når du nu alligevel er på Bryggen, får du her min personlige lille hemmelighed. En veninde fortalte mig om denne perle, og nu synes jeg, I bør opleve det samme, som jeg gjorde. Tag cyklen ned forbi alle de særprægede hoteller på Bryggen, og til sidst vil du ramme Nokken. Det første, du ser, er en overmalet og farverig væg fuld af postkasser. Nokken er en kolonihaveforening, som meget få kender til. Beboerne bryder sig ikke om larm og støj, så tag den med ro og nyd de smukke, grønne områder langs vandet. Der er masser af små sandoaser i græsset, hvor du kan ligge helt selv og læse en god bog. Fuldkommen ro er en sjælden fornøjelse i København, men her er mit lille tip til en time eller to, som kun er til dig.

 

Hvad: Cykeltur og afbræk fra byens larm langs Nokken
Hvor: Nokken Strandvej, 2300 København S
Hvornår: Lige når du har lyst, eller får brug for en pause fra byen
Portemonnæ: Dette er en gratis glæde

 

 

// Forsidefoto: Purple Sherbet Photography, flickr.com