WEEEKENDGUIDEN – Vidunderlige, wonderfulde København

 

Vores herlige hovedstad fylder 850 år, og det skal fejres. Hvordan fejrer man så egentlig en by? Vores bedste bud er at tage ud og suge al den Københavnerenergi ind, som byrummet byder på i disse dage. Derfor guider vi dig til vidunderlige Københavns allerbedste arrangementer, der viser byen i sin bedste alder. Tillykke gamle ven.

 

TORSDAG 14. SEPTEMBER

//Illustration: Freja Krammer

 

TYG OG TÆNK: KØN OG KIKÆRTER @UKIRKE

 Hvornår: 17:30-21:00. Mønt: Gratis.

 Torsdag har du mulighed for at komme i kirke, spise lækker mad og blive klogere på køn. Tyg og Tænk er et arrangement, der er udarbejdet i samarbejde mellem Den Alternative Madklub og Ukirke på Vesterbro, og dette samarbejde har ført en stribe af gode arrangementer med sig i 2017. Aftenens mad er overskudsmad og er blevet doneret fra forskellige lækre madsteder i København som Brødflov, LØS market og Mood Food. Maden er som altid gratis for alle, der deltager, men HUSK at trykke deltag på Facebook-begivenheden så der er nok mad til alle. Udover maden er der øko-bajere til 15 kroner. Denne aften kommer til at handle om køn, og programmet indeholder vildt mange seje talks. Vi kan i hvert fald ikke komme i tanke om et bedre sted at tage kønsdebatten end i denne Københavnerkirke, hvor der er hjerterum og højt til loftet.

 

HERMAN BANKO @ABSALON

Hvornår: 20:00-22:00. Mønt: Bankoplader koster en 10’er.

Endnu en kirke er på programmet denne torsdag, men denne kirke er noget helt særligt for København, da Absalon har formået at samle Københavns borgere til fællesspisning, godnatyoga og bordtennis. Absalon har denne torsdag valgt at fejre Københavns 850 års fødselsdag i samarbejde med Golden Days festival. Og hvad er mere passende end et ordenligt slag banko? Vi taler her ikke bare om banko, men Herman Banko. Denne disciplin er et miks mellem et klassisk bankospil krydret med Hermans historier, forfatterfakta og andre gode historier om den impressionistiske forfatter Herman Bang. Absalon sørger for, at der er drikkevarer og andet godt til ganen i baren.

 

FREDAG 15. SEPTEMBER

 

//Foto: Marie Ravn

 

SMK FRIDAYS: KØBENHAVN I KUNSTEN @SMK

Hvornår: 16:00-22:00. Mønt: Gratis.

 Nat på museet er blevet en del af mange unge københavneres liv, efter SMK åbnede op for deres intelligente, kulturelle, hippe fredagsbar. SMK Fridays, som du nok kender, har et nyt tema hver gang, hvor de inviterer publikum indenfor i museets samling og udstillinger med en række talks og andre aktiviteter i kombination med drinks, DJ og street food. Denne fredag inviterer SMK til en aften med vores København som centrum og sætter fokus på byens mange facetter i kunsten. Der er rig mulighed for at opleve Københavnerkunsten. Du kan blandt andet se en campingvogn fra Mændenes Hjem og derefter drømme dig tilbage til det gamle København med nogle af de udvalgte københavnermotiver i kunsten fra 1200-tallet og frem til i dag. Tricket er at komme tidligt til en fyraftensdrink, inden alle københavnerne strømmer til efter aftensmaden.

 

GADEFEST @PRINSESSEGADE

Hvornår: 16:00-00:00. Mønt: Gratis adgang.

Gadefestsæsonen har nok egentlig nået sin ende i det grå København, men der er stadig nogle, der kan –og tør på trods af regnfulde vejrudsigter. Prinsessegade på Christianshavn bliver denne lørdag lukket for al trafik og omdannet til en farverig gadefest. Gaden har de sidste par år afholdt festerne for at skabe opmærksomhed omkring en situation, der berører beboerne. Denne gang omhandler temaet den trafiksituation, der er opstået i gaden efter Inderhavsbroen blandt andet er blevet åbnet fra Nyhavn. Der færdes mere end 3500 børn i Prinsessegade på daglig basis, og festen sætter derfor fokus på børnenes sikkerhed i forhold til den intensiverede trafik. Udover denne situation er festen selvfølgelig en hyldest til den smukke christianshavnergade. Der vil være dans, drinks, Dj’s, loppefund og gademad for alle. Det er et af de københavnerevents, man ikke vil misse.

 

 LØRDAG 16. SEPTEMBER

 

//Foto: Zuhal Kocan

 

PLANTEMARKEDET @ABSALON

Hvornår: 10:00-16:00. Mønt: Gratis.

Green is the new black!

Er du ligesom resten af Instagram blevet plantegal, og giver du de grønne skabninger lige så meget, hvis ikke mere, opmærksomhed, som du giver din kæreste, så er plantemarkedet et #mustgo for dig. Plantemarkedet er kommet til København, og Absalon bliver denne lørdag omdannet til den mest instaworthy, planteinteressante urban-jungle. Dette arrangement er udarbejdet i samarbejde med plantemarkedet Plukk, som er en aarhusiansk plantevirksomhed og plantecafé. På markedet er alt grønt og levende tilgængeligt. Så hvis du både er på udkig efter en kæmpekaktus og en krydderurt, er det her, du skal bruge din eftermiddag.

 

BYHAVENS AFSLUTNINGSFEST MODERN + EA KAYA @ PUMPEHUSETS BYHAVE

Hvornår: 17:00-02:00. Mønt: Gratis.

 Ingen sensommerweekend uden fest, farver og livemusik under Københavnerhimlen. Hele sommeren har Pumpehusets Byhave budt udenfor til fortryllende gratiskoncerter og fantastisk street food. Byhaven er et sted, hvor man kun kan forvente at få den bedste aften, og med et brag af en afslutningsfest på lørdag lukker Byhaven ned for denne sæson. Modern og Ea Kaya spiller festen op, og AREPA AREPA sørger for den bedste Venezuelanske street food.

Haven og maden åbner kl. 17:00, og det famøse Byhavebingo starter kl. 17:30. Modern og Ea Kaya er på scenen fra kl. 19:00, og så er der dømt dans natten lang med DJ Cohnny Jazz bag pulten.

 

NYE TONER #15 @BREMEN TEATER

 Hvornår: 17:00-23:00. Mønt: Arrangementet er gratis, men man skal hente sin adgangsbillet gennem Ticketmaster.

 Det gamle ikoniske Mercur Teater, som blev opført af ingen ringere end Københavns rejsekonge Simon Spies, hedder i dag Bremen Teater. Bremen Teater er et cool venue for diverse koncerter, prisuddelinger, filmvisninger og en masse andet kultur. Denne lørdag bliver arrangementet Nye Toner afholdt for femtende gang. Det er et genialt koncept, hvor tre allerede etablerede musikere hver præsenterer én artist eller ét band – altså lidt ‘kom og hør din yndlingskunstners nye yndlingskunstner’. På lørdag bliver aftenen kurateret af Bisse (som selv tidligere har været med til Nye Toner, hvor han blev præsenteret af Kira Skov), Uffe Lorenzen (Baby Woodrose/Spids Nøgenhat) og Jannis Noya (Choir of Young Believers). De præsenterer hhv. BESS, The Love Coffin og Anders Boserup. Inden musikken spiller, afholdes der en vaskeægte musikquiz i Bremen Teaters foyer – så mød op med dit stærkeste game! Quizzen starter kl. 18:00 og dørene åbner kl. 17:00.

 

SØNDAG 17. SEPTEMBER

 

//Foto: Preben Hubfeldt

 

BILFRI SØNDAG @NØRREBROGADE

Hvornår: 14:00-19:00. Mønt: Gratis.

Søndagen er dedikeret til København på gåben. For hvordan kan byen blive smukkere, end når den får lov til at være bilfri? Det skal lige siges, at det ikke er hele København, der er lukket af for bilos, men nogle bestemte gader. Vi har valgt at holde bilfri søndag på Nørrebrogade, da denne lange gade altid er trafikeret til bristepunktet, og det er svært at finde ro. Denne søndag bliver dog noget helt andet, da gaden er lukket for trafik i hele 5 timer, og det bliver muligt at udforske Nørrebrogade uden at blive stresset af benzinosen. Det bliver en hyggelig dag med fokus på, hvad man kan bruge Nørrebrogade til, når den er spærret for trafik. Som de tidligere år, vil der være kridtmaling på Dronning Louises Bro, byg-din-egen-sæbekassebil, musik, politiske gadedebatter og alt muligt andet for at fejre den gamle gade. Det er på alle måder den perfekte afslutning på en hyldest til vores vidunderlige, wonderfulde København.

Danskstuderende ved Københavns Universitet. Jeg tror ikke på kostreligioner, men spiser alt(!!) med måde. Mit hjerte banker for bedre, bæredygtig kaffe. Instagram er min foretrukne gastroguide og jeg elsker alt, der kan spises af en skål.