Sofie Trads’ Udvalgte

Solen skinner og København viser sig fra sin bedste side. Find kuren til ‘the monday blues’ ved at slupre lidt kultur i dig. Chimamanda, Operaen og øl er bare et par skæve bud på hvad din uge kan byde på. God mandag! 

En stemme fra Nigeria

Nigerianske Chimamanda Ngozi Adichie er en ‘afropolitaner’ og ‘en ung komet på den global-litterære stjernehimmel.’ Hun er en af mine favoritforfattere, og hendes historier om katastrofale familierelationer samt den tredje verden er så unikke og smukt skrevet, at jeg næppe kunne finde på at misse en sjælden chance for at høre hende tale.

 

Chimamanda. Selv Beyoncé er fan, kom og hør hvorfor. //Foto: Huffington Post.

 

Den anerkendte Chimamanda Ngozi Adichie fra Nigeria har skrevet flere af mine yndlingsbøger. Lilla hibiscus (2003) handler om diktaturets værste tid i Nigeria, En halv gul sol (2006) hedder hendes roman om krigen i Biafra, og sidste år udkom Americanah, der fokuserer på det komplicerede forhold mellem Afrika og USA i nutidens globaliserede verden. Når man har læst et par at hendes bøger og lyttet til hende tale, finder man ud af, at hun har en utrolig stærk stemme – både i indholdet af tale, men også i den måde, hun taler på. Og så har hun den sejeste accent. Hun er mit bedste bud på en moderne, rungende stemme fra postkolonialt Vestafrika. Hør den herunder.

 

 

 

Adichie fremhæver nogle utroligt tunge emner og mørke pletter på hendes hjemlands historie samtidig med, at hun maler fortællingernes karakterer med små, personlige detaljer, så jeg ofte føler, jeg kender dem. Hun skabe nogle smukke, menneskelige historier, og hun skriver så skønt, at jeg ofte har oplevet øjeblikke af klarhed og gåsehud efter at læse en sætning. Og er det ikke det, vi leder efter i bøgernes verden? Selvom du ikke kommer i aften, skal du helt sikkert gøre dig selv en kæmpe tjeneste at lade hendes bøger finde hjem til din bogreol alligevel.

 

Hun kommer i aften, mandag den 19. og taler på den Sorte Diamant i forbindelse med den ‘Internationale Forfatterserie’. Selvom der står, at arrangementet er udsolgt, ved jeg af erfaring, at der er en god chance for at hapse nogle uhentede billetter et par timer før. Så hvis du alligevel sidder på den Sorte Diamant og læser til eksamen, så smut forbi og se, om du ikke kan score en billet – og glæd dig til at blive inspireret. 

 

HVAD: Chimamanda Ngozi Adichie, en moderne stemme fra det moderne, postkoloniale Afrika. 

HVOR: Den Sorte Diamant, Dronningesalen. Søren Kierkegaards Plads 1.

HVORNÅR: Mandag 19. maj, kl 20:00.

PORTEMONNÆ: 110 kr. standard, 60 kr. studerende 

 

Oplev Operaen

 

Operaen. Hvis du kun har set Operaen fra kanalrundfarten er det tid at komme indenfor og se hvordan en bygning til 2,3 milliarder kroner ser ud. //Foto: Det Kongelige Teater.

 

Få et backstagekig på bygningen, der ligger på den anden side af kanalen, som månen i det fjerne. Oplev Operaens smukke foyer, Olafur Eliassons lysskulpturer og udsigt over Københavns Havn. Læg mærke til de rene linjer, der omfavner den enorme ahornskal omkring Store Scene. Se Per Kirkebys kobberrelieffer og Per Arnoldis Opera signaturmærke støbt ind i foyergulvet. Kom med ind i salen og om bag scenen, og se hvordan de enorme forstillinger bliver skabt.

 

Kom med og udforsk en af Københavns smukkeste og mest særprægede bygninger. Jeg har kun været inde i Operaen to gange, men er utroligt fascineret af denne absolut fantastiske arkitektoniske perle og dens historie og drama under byggeriet. Jeg glæder mig til at kunne fokusere på bygningens skønhed og særheder uden at blive distraheret af, hvad der sker på scenen. Husk at tage havnebussen for at få den komplette oplevelse!

 

HVAD: Guidet rundvisning i Operaen. 

HVOR: Operaen. Ekvipagemestervej 10, 1438 København K. 

HVORNÅR: Tirsdag 20. maj, kl 16:30.

PORTEMONNÆ: 100 kr. Køb billet her

 

Cykeltur med DAC

I forbindelse med ‘Vi Cykler til Arbejde’-kampagnen’ har Cyklistforbundet og Dansk Arkitektur Center arrangeret guidede cykelture rundt i København. I dag går turen til Amager, hvor vi på cykel skal udforske den østlige del, helt fra Det Maritime Ungdomshus til Amager Strand. Den østlige del af Amager er under konstant udvikling langs stranden, og på denne cykeltur kan du høre om nye projekter og lære om de nuværende, så som “Twister” på Amager Strand og Den Blå Planet. Det bliver helt sikkert super hyggeligt, og med det gode vejr er der jo ikke noget bedre end en tur på jernhesten til en del af København, jeg egentligt ikke kender så godt.

 

Cykeltur. Vend snuden og jernhesten mod Amager. //Foto: Marc Jacobs.

 

HVAD: Guidet cykeltur gennem den østlige del af Amager. 

HVOR: Mødested ved Metrostationen Amagerbro – ved metrosøjlen

HVORNÅR: Onsdag 21. maj, kl 16:30-18:30.

PORTEMONNÆ: 80 kr. for ‘Vi cykler til arbejde’-deltagere og 95 kr. for ikke-deltagere. Tilmelding her

 

Danske Ølentusiaster

 

Øl! Kom og leg ølentusiast for en dag. Eller en hel weekend. Vi dømmer ikke. //Foto: Danske Ølentusiaster.

 

Ølfestivalen i Tap1 hallen er helt seriøst en af mine bud på årets bedste weekend i København. Hvis du kan li’ øl, er Tap 1 hallen på Vesterbro stedet for dig fra torsdag-søndag. Man kan smage på endeløse varianter af spændende øl fra både lokale og internationale bryggerier. Sidste år overhørte jeg denne samtale: “Det her er en spændende øl brygget over asparges. Den er virkeligt god serveret med…asparges.” Som sagt er der en øl til en hver smag, så tag et par ølentusiaster med til en hyggelige aften. Som pige er du helt sikkert i minoriteten, men du kommer til at føle dig værdsat, i form af gratis øl.

 

 

HVAD: Ølfestival. 

HVOR: Tap 1. Ny Carlsbergvej 91, 1799 København V.

HVORNÅR: Torsdag 22. maj kl. 15/16 – 23:00. Fredag 23. maj kl. 12/13 – 23. Lørdag 24. maj kl. 12/13 – 23. 

PORTEMONNÆ: 100-300 kr. Billetter kan købes her i forsalg, og giver adgang en time tidligere end billetter købt i døren.