Sådan overlever du første Roskildeweekend i København

WEEKENDGUIDE: Skal du ikke på Roskilde i år, og ligger du allerede nu og bider i dig selv i foden over udsigten til ikke at løbe hegnet ned med 80.000 andre i den forestående weekend? Fat mod! København tager sig kærligt af dig med masser af sjove og festlige arrangementer, der skruer højt op for både musik og dans, helt uden at tvinge dig til at vågne op med kameler i munden og tis i skoene i et kogt telt.

 

TORSDAG 28. juni

SOMMERDANS @ FÆLLEDPARKEN
Hvornår: Mandag til torsdag, 19:00-21:30 Mønt: Gratis

Fem uger i streg er der hen over sommeren gratis danseundervisning for begyndere mandag til torsdag kl. 19-20 og dj’s, der spiller op til fri dans kl. 20-22. Stilarten skifter fra uge til uge, så man kan virkelig få rullet hofterne. Det hele foregår på Dansepladsen i Fælledparken på hjørnet af Edel Sauntes Allé og Øster Allé. Torsdag den 28. juni er det i stilarten Afrobeat, du kan blive kongen (M/K) af dansegulvet.

 

MODERNE DANS @ ABSALON
Hvornår: 19:00-20:00 Mønt: 50 kr

Er man mere til tidssvarende rytmer end afrobeats, kan der danses moderne i Absalon. Og hvem vil ikke gerne danse moderne alene på grund af udtrykket, som vor mormor bruger det? Absalon selv fortæller, at der vil blive skabt et frirum, hvor kontrollen slippes, så kroppen mærkes, og der kan danses fra hjertet ud fra en sjov og simpel koreografi. Det er sødt af Absalon at gøre det simpelt, synes vi.

 

FREDAG 29. juni

Zirkus. //Foto: Dennis Westerberg

ZIRKUS – FRA GADEORKESTER TIL LUKSUSLINER @ CHRISTIANIAS JAZZCLUB
Hvornår: 19:00-01.00 Mønt: 100 kr.

Hvis ikke du kender det godt 25 mand store Swingorkester Zirkus, kan du her høre både deres historie og deres musik. Kender du i forvejen orkestret, jamen så har du mulighed for at lære det endnu bedre at kende! Aftenen er delt op i to arrangementer, der hver især koster 100 kr. Det første byder på snak og sang fra kl. 19-21, hvor der er gødning til intellektet, mens det andet mere gøder lummerheden i form af intimkoncert og fest fra kl. 21:30-01.

 

SALSA UNDER ÅBEN HIMMEL @ GRØNDAL MULTICENTER
Hvornår: 18:00-22:00 Mønt: Gratis

Så er den her. Sommerdansen over dem alle, dansen der legitimerer højhælede sko til både ham og hende samt absolut nærkontakt af første grad. Dansen der deler navn med noget, du kan spise og er hot as hell – SALSAEN. Fra kl. 18-19 er der danseundervisning for begyndere, og fra kl. 19-22 er der fri dans for alle til æggende rytmer. Det hele foregår på udendørsscenen.

 

LØRDAG 30. juni

The Cockettes. // Foto: Pinterest

LANTINAMERIKANSK DANSEFEST @ CINEMATEKET
Hvornår: 19:00-23:30 Mønt: Gratis

Som en kulmination på de foregående afteners eskapader, ja og på en hel måneds latinamerikansk festival i Cinemateket, er der gratis dansefest med DJ’s i Cinematekets Asta Bar, hvor der vil være en del at komme efter for både tango- og salsafanatikere. Heldigvis er du i topform fra aftenen før og har sikkert sovet med salsaskoene på.

 

MUSIKBANKO OG AFTERPARTY @ ABSALON
Hvornår: 20.30-02:00 Mønt: 10 kr. pr. bankoplade

Absalon kalder deres musikbanko for festival warm-up, og de garanterer brandgod festivallejr-stemning med musik og fest i ly af bankospillets glæder samt gedigne festival-survival-kit-præmier. Med garanti for ægte festivalstemning kan du uden tvivl se frem til dans både rundt om, under og oven på bordene.

 

SØNDAG 1. juli

Byhave i Kbh. // Foto: Anna Tybjerg Funder

MOSES ANDREAS OG KESI @ NEMOLAND
Hvornår: Kl. 18:00-22:00 Mønt: Gratis

Tag til fristaden og afslut weekenden med en stemningsfyldt søndagskoncert i Nemolands behagelige have. ”Nærhed, venskab og kærlighed gennemsyrer den fynske duos verden,” siger Nemoland om duoen Moses Andreas, der har scenen frem til kl. 20. Herefter overtager fænomenet KESI. KESI er en ung rapper, der ifølge Nemoland både er erfaren og helt sin egen. Lidt ligesom VINK, måske. I dag må du godt nøjes med at vippe med foden, hvis den er for træt til at danse.

 

Bylivsskribent og freelancejournalist samt Indfødt og indædt københavner. Færdes aldrig uden gps uden for voldene, og jeg elsker, at mine børn snakker om skulle hjem til Danmark, når vi krydser Storebæltsbroen vestfra.