Katrine Rosenbæks udvalgte

Hvor jeg kommer fra, er der mest af alt marker, vand og blæst. En kæmpemæssig og prægtig natur, men altså knap så mange kulturudbud derudover. Af den grund synes jeg til stadighed, at København er et stort slaraffenland, men jeg er til gengæld også et vanemenneske. Det betyder, at jeg har besøgt Statens Museum for Kunst, Democratic Coffee og gået rundt om søerne en million gange. Og måske glemt, at der også kan opleves godtstof andetsteds – i al fald bare glemt at tage derhen. Jeg har derfor udvalgt tre fine, uudforskede ting, som jeg vil bruge min påskeuge på. Måske har du lyst til at gøre det samme. God fornøjelse – og husk forresten at lægge mærke til bøgen, der springer ud, og kirsebærtræerne, der følger trop. 

 

 

Franske Filmmandage i Grand Teatret

Ceci n’est pas une pipe

 

Min yndlingsbiograf i byen er Grand Teatret på Mikkels Bryggers Gade. Den ligger gemt på en sidegade ved Strøget og ånder et helt andet værd end Strøgets forbrug og jag. På væggene hænger plakaterne fra Kieslowskis Trois Coleurs – bleu, blanc, rouge, og Grands æstetik er gennemført fin med skakternet gulv, frankofil cafésalon og nogle fine, hjertevarme biografsale. I disse rammer kører der Franske Filmmandage – og forårssænonen varer heldigvis lidt endnu. Jeg havde derfor tænkt mig, at det endelig skulle være nu, at jeg skulle afsted. 

På mandag vises Abus de Faiblesse (Abuse of Weakness) – i et samarbejde med CPH PIX. Filmen er inspireret af en selvbiografisk fortælling af Catherine Breillats, som vist ikke er for sarte sjæle – jeg anbefaler, at man ser traileren. 
Kom i god tid, så du kan nå at drikke en kop kaffe og spise en croissant inden. Det er jo trods alt fransk filmmandag. God fornøjelse. 

HVAD: Franske Filmmandage i Grand Teatret: http://www.grandteatret.dk/events/franske_film_mandage/
HVORNÅR: Mandag d. 14. april – kl. 19:00.
HVOR: Grand Teatret, Mikkels Bryggers Gade 8 – 1460 København K.
MØNT: 85,- 

 

Hilma af Klint

Louisiana Museum of Modern Art. Gensyn med en abstrakt pioner.


Installationshot. Hilma af Klint – Abstrakt Pioner //Foto: Poul Buchard / Brøndum & Co – Credit: Louisiana Museum of Modern Art. 

Sidste år så jeg udstillingen Abstrakt Pioner af Hilma af Klint på Moderna Museet i Stockholm og gik derfra med stjerner i både øje og mund. Nu har jeg Louisiana hentet selv samme udstillingen hjem – så det giver sig selv, at jeg skal turen derop, og endelig giver påsken mig tid til at gøre det. Hilma af Klint blev aldrig særligt anerkendt, mens hun var i live, for hun ville ikke have sine værker vist offentligt – først 20 år efter sin død. Her står vi så endelig i dag, med en gave af abstrakt og symbolskladet pragtkunst, i en behagelig farveskala – den slags, man har lyst til at bade i og blive siddende lidt længere foran. Louisiana har tilmed været så søde at lægge en pressepakke til mig, så jeg glæder mig dels til at se udstillingen, men også til at formidle den videre til jer bagefter her på vink.
Turen derop er desuden i sig selv en fantastisk tidslomme, hvor du skal se på vand og smukke huse. Husk at drikke din kaffe i museets café, mens du ser ud over Øresund og sæt mindst en halv time af til at kigge i deres shop bagefter. Nyd det og fyld dig selv helt op med verdenskunst i karmaklasse helt for sig selv og supersærligt.

HVAD: Abstrakt Pioner af Hilma af Klint
HVORNÅR: Helligdage kl. 11:00-18:00. Lukket mandag.
HVOR: Louisiana Museum of Modern Art – Gammel Strandvej 13 – 3050 Humlebæk.
MØNT: Jeg har et klubkort27 årskort til 127,-. Ellers 110,- for en voksen og 95,- for en studerende. 

 

Kronjuvelerne, Rosenborg Slot

Diamonds are a girls best friend

For nylig fyldte jeg 22 år, og til sommer kan jeg prale af at have beboet København i tre år. Men jeg har aldrig set noget af det mest Københavnerdanske, dyrebareste og ekstravagante, som byen har at byde på – jeg tænker på kronjuvelerne, såklart. De ligger gemt i Kongens Haves smukke, smukke slot – Rosenborg, som for tiden skinner sart og superfint i dets kobbertags grønne skær. Udover diamanter og smaragd, skulle slottet efter sigende også gemme på en historisk skattekiste af en informationsstorm – for eksempel om vores kongerække, og den ved jeg ærligt talt ikke supermeget om. Når man har hørt nok om den og er blevet skeløjet af juveler, kan man jo gå igennem Kongens Have, som i skrivende stund står i supersol og megaflor. Husk solbriller. 

HVAD: Kronjuvelerne på Rosenborg Slot.
HVORNÅR: Alle dage kl. 10:00-16:00 i påsken. 
HVOR: Rosenborg Slot – Øster Voldgade 4A – 1350 København K.
MØNT: 60,- som studernede. 90,- for voksne. 

Skriv en kommentar

kommentarer