VINK SØGER ny chefredaktør! 

 

 

Vores nuværende chefredaktør Therese skal til Aarhus i det nye år for at studere, og vi søger derfor en engageret ildsjæl til at overtage roret på VINK-skibet pr. 1 januar!

Uge efter uge ynder vi at dele ud af københavnske oplevelser, tendenser og små nicheområder. Vi guider dig til CPH:DOX, tager dig med i teateret, afdækker nye spirende initiativer, hvad enten det er inden for musik, litteratur, kunst eller noget helt fjerde.

Med udgangspunkt i det spirende og skæve København, og med den personlige vinkel som afsæt, skriver vi om kulturlandskabet, som det vokser frem lige nu og her.

På VINK skildrer vi med andre ord københavnerkultur, hvad enten det gælder subkulturer, opera eller politiske bevægelser, og vi er ikke bange for at dyrke de smalle nicheskriv og den personlige stemme.

Din rolle:

  • Du er samlingspunkt for de producerende redaktioner. I sætter retningen sammen, og du står bag roret og sørger for, at vi holder kursen.
  • Du bliver magasinets primære go-to person, som man skal kunne sparre og spille bold op ad. Samtidig skal du forstå at have det forkromede overblik over magasinets udgivelser, vores kommunikation udadtil og live-events
  • Du får ansvaret for at værne om magasinets struktur og møder. Du får fx ansvar for at vurdere, hvor ofte der skal hverves nye frivillige, og desuden facilitere tværredaktionelle samarbejder
  • Du har meget ansvar, men er ikke alene. På VINK samarbejder vi om at nå vores mål og du kan altid trække på vores andre dygtige frivillige. Du vil også komme til at indgå i et tæt makkerskab med vores projektchef Dianne

Vi ønsker os:

  • At du har erfaring med redaktionelt arbejde, og er fuld af idéer
  • At du kan vinkle historier på en skæv, levende og engagerende måde, og at du er i stand til at lære denne kompetence fra dig
  • At du er tilpas med at tage styringen og sætte en retning
  • At du kan give konstruktiv kritik, men også anerkendelse og ros
  • At du har lyst til at indgå i et stort fællesskab på 20 frivillige og engagere dig i dét

Du får:

  • Erfaring med frivillig ledelse og med at drive en frivillig organisation
  • Erfaring med branding, kommunikation og sociale medier
  • Medansvar og medbestemmelse på et kulturelt magasin med flere tusind læsere
  • Et stort netværk inden for det kulturelle felt
  • Stor kreativ frihed, hvor der er plads til at eksperimentere og afprøve ideer – hvis du kan tænke det, kan du gøre det

Det er vigtigt at fremhæve, at VINK er et non-profit kultursite – det vil sige, at alle på redaktionen arbejder frivilligt - også chefredaktøren. Derfor kan vi ikke tilbyde dig løn.

Stillingen er tidsmæssigt tiltænkt at kunne fungere sideløbende med et fuldtidsjob eller studie. Det er et stort plus, hvis du har en fleksibilitet i dit daglige skema, og at du har lyst til at deltage i de mange sociale tiltag.

Du vil officielt tiltræde stillingen pr. 1. januar, men vi tilbyder at du gradvist kan blive oplært til posten i løbet af december, eller i de første uger af januar.

Er du interesseret, eller kender du den rette person?

Så send en ansøgning til vores nuværende chefredaktør Therese på redaktion@vinkkbh.dk. Du er ligeledes velkommen til at sende os en e-mail, hvis du har spørgsmål til stillingen.

Vi vurderer ansøgninger løbende og ansætter, når vi finder den rigtige kandidat. Så send din ansøgning allerede nu!

Du kan læse mere om os på vores hjemmeside www.vinkkbh.dk