VINKnoterogkaffe (1)

VINK SØGER FOLK, DER GODT KAN LIDE AT SKRABE PENGE SAMMEN!

Brænder du for kulturlivet i København og forstår du at rette et budskab gennem din skrivepen? Kunne du tænke dig at blive en del af et dedikeret kulturfællesskab og arbejde sammen med en masse engagerede, unge mennesker?

På VINK søger vi lige nu tre fondssøgere til vores fondsredaktion.

Sammen vil I arbejde om at skrabe guld sammen til vores voksende kulturorganisation. Det gælder både til de fysiske pop up-events, vi holder ude i byen gennem VINK LIVE, men også til eksempelvis lydudstyr, forplejning og husleje. Vores fondsredaktion har en kæmpe betydning for VINK og er direkte årsag til, at vi kan lave endnu flere, større og vildere ting på VINK. Du behøver ikke at have erfaring med fondssøgningen – vi skal nok lære dig, hvordan du gør.

 

Vi forventer:

- At du har en skarp pen og en interesse i at udfordre og udvikle dine evner på skrift.

- At du er åben i dit møde med kultur og tør blive udfordret på din egen smag.

- At du kan arbejde selvstændigt, men samtidig ser en mening med at være en del af et hold.

 

Vi tilbyder:

- Erfaring med fondssøgning – som du også kan bruge i mange andre henseender.

- Stor kreativ frihed, hvor der er plads til at eksperimentere og afprøve egne ideer.

- En plads i et dynamisk, engageret team, hvor det sociale står højt på dagsordenen.

- Et stort netværk inden for kultur og kommunikation.

 

VINK er et non-profit kultursite, alle på redaktionen arbejder frivilligt, og vi kan derfor ikke tilbyde dig løn. Til gengæld går vi højt op i at støtte din udvikling som fondssøger og skabe nogle trygge og gode rammer for at lære. Vi har kontor i kulturhuset KPH i Sydhavnen, hvor du altid kan sidde og arbejde. Stillingen er tiltænkt at kunne fungere sideløbende med et fuldtidsjob eller studie. Det er et stort plus, hvis du har en fleksibilitet i dit daglige skema, og at du har lyst til at deltage i de mange sociale tiltag.

 

Er du interesseret, eller kender du den rette person til stillingen? Så hører vi gerne fra dig hurtigst muligt. Skriv en mail til Anna på Annahjortsoe@hotmail.com - så inviterer hun på en snak og en kop kaffe!