‘VITA & VIRGINIA’ – EN ISCENESAT BREVKORRESPONDANCE

17. november 2016
mr7a0437_750_500

//Alle fotos: Teatret ved Sorte Hest

 

Med kun en uge til premieren på Vita & Virginia gæster VINKs skribent teatret Sorte Hest på Vesterbrogade. Det britiske teaterkompagni Why Not Theatre har indtaget scenen og er klar til at formidle den intense  og tålmodige brevveksling mellem de to prominente forfatterinder Virginia Wolf og Vita Sackville West.

De mødte hinanden til et middagsselskab hos en dekadent bekendt. Virginia syntes, Vita var en snob til at starte med. Men alligevel var der noget, som vakte interessen hos dem begge. Da de omsider faldt i snak, holdt de ikke inde igen. De talte begejstret med hinanden om litteratur, sprogblomster og livets særheder. Hvor den gode snak stoppede, da de skiltes, foldede der sig en brevveksling ud, som skulle vare to årtier og indeholde mørke bekendelser og kærlighedserklæringer, såvel som beretninger fra deres hverdag og rejseoptegnelser. 

Den store historie og den lille produktion

Jeg møder Sue Hansen-Styles og Nathalie Johnston på Sorte Hests førsteetage. I ‘sminken’, som det hedder i teater-lingo. Storsmilende bliver jeg  taget imod af de to midaldrende kvinder, som sidder grinende på den intime måde, som kun veninder kan.

Akkurat på den måde jeg kunne forestille mig, Vita og Virginia kunne være med hinanden; For evigt ungdommelige i deres livs efterår.  Sue er energisk og med en levende glød i øjnene, som ikke er til at overse. Natalie forekommer mere rolig og med en hemmelighedsfuld atmosfære omkring sig. Jeg glæder mig til premieren, hvor jeg skal opleve de to kvinder udleve deres bud på Vita og Virginia. Om jeg vil kunne genkende disse facetter i kvinderne, vil tiden vise.

mr7a0455_750_500

 

Vita og Virginia er en stor fortælling, men en lille produktion – her kommer man hinanden ved. Nathalie Johnstons datter sidder og laminerer små biografier med tilhørende billeder af alle de forskellige bekendtskaber, som de to forfatterinder havde livet igennem, og som bliver refereret til undervejs i forestillingen. Billederne og de små beskrivelser kommer til at blive tilgængelige for publikum, så man allerede inden forestillingen kan skabe sig et indtryk af de to kvinders enorme omgangskreds, og dem som stod deres hjerte nær.

En anderledes drejebog

Det, som er så særligt ved drejebogen til Vita and Virginia, er, at det ikke er dramatikeren Eileen Atkins egen fortolkning af forholdet. Det har blot været Atkins’ hensigt at samle den fantastiske brevveksling, fremhæve de mest interessante breve og gøre dem tilgængelige for iscenesættere.

Why Not Theatre har arbejdet ud fra uddrag af de oprindelige breve fra brevkorrespondancen, som varede 20 år fra start til slut. Regibemærkninger er ikke tilstede i manus og efterlader instruktøren med eget ansvar for iscenesættelse, scenografi og rekvisitter. Forestillingen varer 2 timer og er Virginia og Vita i ordret form – og tilmed på britisk. Mere autentisk udgangspunkt findes næppe.

mr7a0570_750_500

 

Det litterære teater

Sue, Nathalie og jeg går ned i foyeren, hvor interviewet af de to skuespillerinder skal finde sted.    

Som vi bevæger os ned igennem husets indre, er det tydeligt at mærke, at Teater Sorte Hest har en forkærlighed for litteratur. Jeg har indenfor de sidste par år bl.a. oplevet en monolog omhandlende Inger Christensens forfatterliv og digte under titlen Det springende punkt begået af en særdeles veloplagt Karen Lise Mynster og Naja Marie Aidts Alting er noget med Anette Støvelbæk og Sara Boberg i hovedrollerne. Foruden den litterære interesse dyrker teateret især også den absurde tradition: Teatrets vinduer er iklædt fløjs-gardiner og indrettet med enkelt sort/hvid interiør, elegante ornamenter på vægge og stuk i loftet, som emmer af en atmosfære tilsvarende en fransk film noir og ligger fint i forlængelse af den samtid, som ‘Vita og Virginia’ portrætterer.

Som i foyeren er det bagerste af scenen dækket af en tung, mørkegrøn velour-drapering. I begge sider af scenen hænger breve fra gulv til loft – som allestedsnærværende bekendelser forsaget af Vita og Virginia. I midten står to røde stole. En ganske enkel scenografi, som giver lov til, at de mættede sætninger og billedlige beretninger spirer og ikke drukner i for mange rekvisitter.

front-picture-vv

 

En to-akters triumf

Premiereaftenen oprinder. Sorte Hest summer af liv. Både briter og danskere, kvinder som mænd, hetero- og homoseksuelle er mødt op til  ilddåben. Denne historie har vakt interesse for mange mennesker, som er nysgerrige på denne brevveksling af ganske forskellige årsager. Det er det, som gør forestillingen særlig – historiens bredde og vidde indenfor livets følelsesmæssige spektre. 

Forestillingen strækker sig over mange forskellige hændelser. I 1. akt bliver vi introduceret til de to karakterer. Det er et humoristisk og ømt møde. Dagene triller afsted for de to kvinder, de beskriver deres oplevelser for hinanden. Deres udgivelser, deres selskaber. Deres rejser. Beskrivelserne er voluminøse, og atmosfæren overvejende let på scenen.

Vita skriver pompøst og sanseligt om sine oplevelser i Persien mest beskriver hun de eksotiske kvinder, som omgiver hende   og det gør Virginia jaloux. Det er ikke altid, man kan ane det i brevet, men i selve Sue Hansen-Styles’ elegant underspillede skuespil og med hendes gode sans for timing er det tydeligt at mærke den oprigtige hensigt gennem hele forestillingen.

Hvor sorgløsheden dominerede 1. akt, tager melankolien over i 2. Det er enormt klædeligt at se de to kvinder på kanten i en verden præget af krig og modstand. Virkemidlerne er enkle, og kvindernes præstationer virkelig rammende.

Især i 2. akt ser jeg sider af Vitas karakter, som rummer en hidtil uset dybde og sårbarhed.

Fortiden vækker genklang i dag

‘I like the unreality of your mind, the whole thing is very splendid and voluptuous and absurd.‘ / Virginia til Vita i et af sine breve.

Instruktør Barry McKenna:

‘Verden er begyndt at acceptere nye konstellationer af forhold, men der er stadig lang vej endnu. Lige efter 1. verdenskrigs afslutning oplevede Europa nærmest en form for lettelse, og ud af den lettelse opstod et frisind, som gjorde det delvist muligt at leve alternativt. Det blev ihvertfald ikke slået ned på så hårdt som senere i historien.’

Nathalie Johnston:

‘Min datter modtog forleden et brev fra en god ven. Hun blev simpelthen så  glad og følte sig meget særlig. Det er der ikke mange, der gør idag.’

Måske er det på tide at forme et stille oprør mod de hurtige e-mails og lade sig inspirere af Virginia Wolf og Vita Sackville West; væbne sig med tålmod, gribe pennen og lade sig hengive til sine følelser.

Det har været vigtigt for Why Not Theatres instruktør Barry McKenna at opføre en historisk funderet forestilling, hvor den fornemste opgave har været at komme under huden på forfatterinderne og forstå deres særegne forhold i tråd med den samtid, de har levet i: Under krige, langvarige rejser og depression har de to kvinder krænget deres inderste ud til hinanden igennem den uendelige strøm af breve, som var det en form for tålmodig terapi.

Efter at have oplevet ‘Vita and Virginia’ kan jeg mærke, hvor vigtigt det er at blive ved med at sætte forestillinger op, som formidler fortiden – en tid som var underlagt andre politiske og sociale forhold, anderledes regelsæt. For igennem en indsigt i fortidens modstand og begrænsninger, muligheder og drømme kan vi sætte barren for, hvad vi ønsker at have ud af vores samfund i dag.

Jeg er stærkt lysoverfølsom, især når det hænder at sæsonerne skifter brat. Min passion er teater og performance - især site specifik, holder jeg mege af. Til daglig læser jeg teater- og performancestudier på KU og arbejder på Sydhavn Teater. Min favorittid på året er efterår.