VIRKELIGHEDSTEATER VOL. III. Interview med caster Gro Therp: ”Vi har brug for autenticitet i en verden fyldt med fake News og konstruktioner”.

//Illustration: Lisamaria Laxholm

 

SERIE: På VINK Teater har vi nu kastet os over en ny serie, denne gang om modefænomenet at bruge ikke-skuespillere i teatret og på film. Hvad kan de, de mennesker, hvorfor egentlig bruge dem? I tredje og sidste del af serien tager Ingrid fat i de autentiske amatørskuespillere i filmens univers. Med afsæt i et interview med filmcasteren Gro Therp – hvis metode indenfor casting er en kunstform i sig selv – vil sidste skriv i serien forsøge at forklare ideen i at bruge en ægte pusher fra Nordvest i rollen som en pusher fra Nordvest.

 

Mødet

Det er en solbeskinnet tirsdag midt i april måned, og jeg skal mødes med casteren Gro Therp. Jeg har fået en adresse i kødbyen. Eftersom at der ikke er meget skiltning, aner jeg ikke, om jeg er på rette spor, da jeg går ind af en dør lige ved siden af Bakken, der i dagslys ligger fredfyldt og ugenkendeligt hen. Jeg ender på et kontor og ser en væg fyldt med portrætbilleder. Jeg genkender hurtigt én af dem. Et foto af Kristoffer Bech, der spillede hovedrollen i sidste sommers ungdomsfilm I blodet, som Gro var caster på, hænger på en opslagstavle og kigger på mig. Det må være rigtigt, det her. Gro dukker op bag en stationær Mac, smiler imødekommende og forslår, at vi smutter ned på Paté Paté.  

Gro Therp har i sit arbejde som caster arbejdet med rigtig, rigtig mange amatørskuespillere. Hun har castet til film som Underverdenen, R og Nordvest, som alle har det tilfælles, at de, ud over at have amatørskuespillere i bærende roller, skildrer nogle knap så stuerene miljøer. Jeg er meget nysgerrig på at vide, hvorfor hun vælger mennesker i sine film, som muligvis aldrig har stået foran en linse før, når Skuespillerhåndbogen bugner af uddannede, professionelle skuespillere. Som udgangspunkt er det, hvad min artikel skal ende med at give et svar på – og det var også det, jeg havde planlagt, mit interview med Gro skulle handle om. Hvad jeg ikke var klar over, da jeg satte mig på Paté Patés rå new Nordic træbænke, der giver splinter i røven, var, at Gro havde i sinde at give mig svar på så meget mere end det, nemlig kunsten i at caste.

 

En kostbar måde at arbejde på

Jeg ved, at arbejdsløse uddannede skuespillere er der masser af. Skuespillere, der i fire år eller mere, er blevet trænet, lært og uddannet i at spille alt andet end dem selv. Hvilken ekstra dimension giver det til filmen, at spilleren til daglig er forsanger i et punkband eller har en betinget voldsdom? Gro får slået fast inden for de første fem minutter af interviewet: ”Altså, det er jo sindssygt hårdt at finde amatørskuespillere ude. Og det er sindssygt dyrt”. Hun fortsætter: ”Til Kristoffers (Bech, red.) rolle i I blodet havde jeg måske 150 mennesker. Mennesker er tid, og tid er penge. Det er meget kostbart at arbejde på den måde”. Der går ikke mange minutter, før det går op for mig, at jeg bliver nødt til at redefinere min opfattelse af jobbet som caster. Mødet med Gro vender op og ned på det hele. Hendes udstråling taler for sig selv. Håret, er løst og i rødlige nuancer, solbrillerne placeret i panden, og stemmen er sprød og røget. Gro har en god blanding af en ekstrem afslappethed, nærmest laissez faire-agtig, men har samtidig en fandenivoldsk attitude. Hun fortæller mig, at hun selv er gammel gadebandit. Jeg kan sagtens se det for mig. Hun beskriver den udfordring, der ligger i arbejdet med amatører: ”Det er jo fordi, de kan ikke noget. De har ikke nogen værktøjskasse, de kommer bare med sig selv – og det er jo selvfølgelig også derfor, vi caster dem”. Det er interessant med det behov, der ligger i at benytte sig af den uuddannede spiller, på trods af det unægtelig hårde arbejde, det fører med sig. ”Det er skide hårdt at arbejde med amatørskuespillere. Du skal putte alt ind i dem: selvværd, selvtillid, koncentration, abstraktion, selvbevidsthed, alle de der ting”. Som en klump modellervoks bliver den uuddannede spiller formet og proportioneret i relation til filmen, men kommer på samme tid med et ufiltreret og autentisk ”jeg”, som får lov at stå urørt hen, og som netop er det, der skal tilføre værket den sidste grad af troværdighed.

 

Måden at spille på har en farve for mig

Om Gro caster til en spillefilm, en serie eller en reklamefilm, er det for hende udelukkende værket, der er og skal være i fokus. ”Det altid for mig værket, der tæller. Hvis jeg har én, der har solgt stoffer i 15 år og kan spille, så er det ham, jeg tager. Det er ikke spillerne, men værket. Det der gavner filmen, det er, hvad der ruler”. Gro taler, beskriver og fortæller som en kunstner. Hun er vokset op med en mor, der var billedkunstlærer, og hun forklarer, hvordan hun benytter sig af kunstteorier i sit arbejde med at konstruere et, hvad hun kalder, homogent cast. ”I mit faglige arbejde benytter jeg mig af en række forskellige koordinater til at skabe et homogent værk. Du kan ikke se det. Du ved det kun, når jeg fortæller dig det. Det er jo et lag i et værk, som var det billedkunst”. Gros tilgang til at caste er på en og samme tid gennemført metodisk og ekstrem intuitiv. Gro ved, hvad hun vil have – og hun ved, hvad hun kan tilbyde: ”Nogle instruktører vil have noget bestemt. Han skal være rødhåret, han skal have fregner. Det gider jeg ikke. Det bliver for indskrænket”. For Gro har de spillere hun caster forskellige farver. Det er én stor malerpalet fyldt med alle farver, hvoraf nogle af dem umuligt kan kombineres. ”Castet har noget som ligger ud over udseende. Måden hvordan folk spiller og optræder, har en farve for mig. Spillere i tv-serier ser jeg f.eks. som meget gule i ansigtet, hvilket gør det svært at sætte dem sammen med en skuespiller, der kun har lavet indiefilm. Og så er der også nuancer af spil. Er du eksplicit i dit spil? Spiller du baglæns?” Jeg må indrømme, at jeg ikke alene er overrasket, men overvældet over de mange overvejelser, som Gro gør i sit arbejde med at caste. Det er svært at se, hvordan sådan nogle kvalifikationer kan tillæres. Det minder umiddelbart mere om en medfødt gave.

 

Autenticitet. Det er nøgleordet.

Vi snakker videre om fremgangsmåden og metoden, der hurtig viser sig ikke at være for viderekomne. Gro forklarer detaljeret, hvordan hun afsøger områder såvel som sit eget følelsesregister i søgen efter den passende spiller for sin rolle. Til filmen I blodet udarbejdede hun en collage, der skulle inkarnere den følelse, der skulle frem. Igen understreger hun omkostningerne ved at caste ved brug af hendes metode. ”Vi gjorde noget med Kristoffer (Kristoffer Bech, red.), der var meget interessant. Dynamikcasting. Relationscasting. Først satte jeg ham sammen med Elliot (Crosset Hove, birolle i I Blodet red.), for at se hvordan de svingede sammen. Så satte jeg ham sammen med drengene for at fornemme, hvordan de fungerede som en gruppe. Der laver jeg den med, at jeg gerne vil have, at man spiller homogent. Det er pisse dyrt. Der er mange, der skal castes på kryds og tværs”. Der er adskillige trin for Gro i processen mod at finde den rigtige til rollen. Det kan minde om et antropologisk feltstudie – hvad det på sin vis også er. ”Jeg lagde mærke til unge punkmiljøer. Jeg arbejder ud fra det, jeg kalder miljøcasting, hvor jeg er til stede i et miljø. Jeg er ikke synlig. Jeg hænger bare ud”. Ved hjælp af det som Gro kalder et geografisk- og et socialt map, researcher hun på hvor den type person, som hun leder efter, befinder sig. Det kan være alt fra ghettoer, til ungdomsklubber og til punkscener. Hun dykker ned i miljøet og lader sig assimilere. ”Det at være i de miljøer, være væk fra dit eget liv i over et halvt år, er rigtig, rigtig hårdt. Nu har jeg så den fordel, at jeg er blevet et kendt navn derude. Jeg kan næsten bare stille mig op og råbe Nordvest, og så står der pludselig 70 og råber: ”mig, mig, mig!”. Så behøver jeg heller ikke at drikke så mange Bacardi Breezers og ryge så mange joints, ha ha”. Gro har en kontaktliste på sin telefon, der boomer af navne fra mennesker, hun har mødt inden for de miljøer, hun har afsøgt. ”Det er mange nye venner, man lige pludselig får”, påpeger hun med et smil. ”Men jeg er meget socialt forankret i mit arbejde”. Skal jeg være ærlig, kunne jeg i starten, før jeg mødte Gro, mærke, at jeg fik en smule etisk udslæt af vi-bruger-af-folks-miserable-livsbetingelser-for-at-skabe-stor-kunst-ideen. Her altså primært i forhold til film som Nordvest og Underverden. Tanken om, at nogle af disse mennesker reel set er vokset op i en ghetto med forældre på overførelsesindkomst – og nu betaler biografgængere 85 kroner for at se dem spille sig selv i en dansk fiktionsfilm. Der skulle dog ikke så meget andet til end én samtale med Gro, før jeg kunne fornemme, at det ikke er det, der gælder her. Det er bare et spørgsmål om menneskelig karma, intuition og intention. Og med Gro forholder det sig bare ikke sådan. ”Jeg beholder mange af mine børn i mange år efter. Jeg går ikke bare ud, bruger folk og skrider bagefter. Det kan være life-changing for nogen, idet de bliver introduceret til andre miljøer og dermed ikke vender tilbage til blokken eller ghettoen. Nye muligheder åbner sig”.

Autenticitet er ordet, der om muligt bedst kan beskrive det essentielle i den måde at gå til værks på. Det er, hvad denne proces i sidste ende kan skabe. ”Jeg vil derfor gerne have lov at kalde mig kunstner. For jeg tømmer alt over i værket”, medgiver Gro og fortsætter: ”Vi har brug for autenticitet i en verden, der er fyldt med fake news og konstruktioner. Bliver vi rørt og autenticiteten er der, så er det okay. Så går vi gerne på kompromis med kvaliteten. Apropos morten, der vandt X factor”.