VINK elsker VÆRKER: Feberhavnen

På VINK arbejder vi konstant og hele tiden med det skæve, det uopdagede og det aktuelle i København. Vi skræller lagene af byen og lægger os i selen for at formidle kulturen ud til din browser dag efter dag. Men hvad hvis vi for en stund fik lov til at træde et skridt tilbage og lave en hyldest til de helt særlige værker, som gør, at vi elsker kunst og kultur? Hvad hvis du fik lov til at komme med om bag kulissen og mærke, hvor VINKs skribenter får deres inspiration og kulturkærlighed fra?
VINK elsker VÆRKER er en hyldestserie, hvor skribenterne får lov til at fortælle om et værk, der har gjort en forskel for dem. Vi inviterer jer læsere med ind i nogle værker og forsøger at vise jer værkerne gennem vores egne øjne med et blik og en vinkel, der måske er ny for dig. For hvad er det for et univers, som værkerne åbner op for, hvis man gransker dem igen?

 

Ligesom inspiration og temperament hos skribenterne spænder vidt og bredt, har vi ikke kunnet holde os til én type værker, i stedet arbejder denne serie med værker ud fra et bredt værkbegreb. Du vil altså komme til at læse om film, ballet, litteratur og sikkert meget andet. I modsætning til vores normale VINKling på kulturen kommer her nogle hilsner til værker, der ikke er bundet til Kongens By, eller til det spirende lag, men som vi simpelthen fortæller om, fordi de bare er mega gode – og fordi vi slet ikke kan lade være.
Hver måned præsenterer en skribent et værk ud fra sin kærlighed til netop dette. Denne gang en hyldest til dansk ballet og en ganske særlig forestilling.

 

Det perfekte er overvurderet

Hvad er det, ballet kan – og hvad er det, ballet skal kunne? Ballet fascinerer ofte, fordi det viser, hvordan man gennem mange års slid kan forme kroppen til det perfekte instrument, der kan udføre de mest perfekte bevægelser og skabe en danseform, der synes at ophæve selveste tyngdekraften. Men ballet er mere end den perfekte krop og den perfekte bevægelse. Hvis ballet kun er ophøjet, perfekt skønhed, vil det i sidste ende stivne og blive livløst, kedeligt. Det skal have tanke, sjæl om man vil, for at kunne ramme os igen og igen. Det skal kunne forny sig for at være relevant. Feberhavnen, der spillede på Det Kongelige Teater sidste år, var netop sådan en forestilling, der på forunderlig vis viste, hvad ballet også kan være – og at det perfekte nogle gange er overvurderet.

 

Danserne i Feberhavnens dekadente fængsel. // Alle fotos: Arthur Köstler.

Danserne i Feberhavnens dekadente fængsel. // Alle fotos: Arthur Köstler.

 

 

Andenhåndskærlighed

Jeg er et ordmenneske. Ordet, sproget udgør min verden. Det er en besættelse, en fortryllelse, der fangede mig i en tidlig alder, og som ikke har sluppet mig endnu. Jeg lever først og fremmest gennem skriften. Men der skal være en mening med ordene, de skal danne en betydning, fortælle en historie i en eller anden forstand. Så måske er jeg i virkeligheden ikke afhængig af ord, men af historier. Gode historier.

 

En ting er jeg til gengæld sikker på; ballet giver mig et eller andet, som ordene og skriften ikke kan give. Måske fordi ballet, ja dans i det hele taget, i sin reneste form er ordenes antitese. Dans er i udgangspunktet ordløs, og for et ordmenneske som mig, hvor det at skrive er lige så naturligt som at trække vejret, er ballet blevet en form for frirum.

 

Ordløse fortællinger

Vi føres ind i hold af fem, gennem en lang, trang gang. En vagt visiterer os, han lugter af sved. Så føres vi videre til et ’hus’, et lille rum hvor vi modtages af en tilhyllet danser, Holly, og hendes tjener. Tjeneren forklarer os om den verden, vi nu befinder os i, om den dødbringende feber, om kongen, en krigsherre, der hersker over det, der engang var Det Kongelige Teater. Han passer på balletdanserne, der gennem dansen får mirakuløse, helende kræfter. Hver aften dyster danserne i arenaen under en figur af den mystiske, afdøde balletmester. Danserne dyrker han som en afgud og beder hver aften til figuren, der har en stærk lighed med Nikolaj Hübbe.

 

Hvorfor er jeg så grebet af lige præcis ballet? Ballet handler ikke udelukkende om smuk og graciøs dans, og at stå på tå og udføre de mest halsbrækkende bevægelser iført glitrende kostumer. Ballet er i lige så høj grad en måde at fortælle på. Gennem en sammensmeltning af musik, dans og mimik, hvor hver bevægelse har en betydning, skaber ballet en fortælling, selvom der normalt ikke bliver mælet ét ord. En ordløs historie.

 

Holly er meget ydmyg. I går fik hun pisk, fordi hun blev ved med at besøge Jack, en anden danser, som dronningen er forelsket i. Tilsyneladende har Holly et forhold til Jack, hvilket er strengt forbudt. Holly er på grådens rand, hendes hænder ryster. Hendes tjener opfordrer os til at beundre Hollys krop, røre hendes lægge for at mærke, hvor stærke hendes ben er. Overfor os, i et af de andre huse, bliver en kvindelig danser vasket af sin tjener. Hun er helt nøgen og står nonchalant med ryggen til tjeneren, mens han vasker hende i røven. Hun ser ud som om, hun keder sig. Det dér er Elaine, fortæller Hollys tjener.

 

Ballet er et sted, hvor jeg kan søge hen og finde mening, uden jeg selv har noget på spil. Jeg danser ikke selv. Jeg har aldrig danset, har aldrig haft ønske om det, heller ikke som barn, da det blandt pigerne i min klasse blev populært at gå til ballet for at kunne trippe rundt i tylskørt og se yndig og prinsesseagtig ud. Når jeg ser ballet, kan jeg holde pause fra min egen metier og lade mig opsluge af noget, der er meget langt fra mig selv. Dansens ordløse historier skal jeg selv afkode kun ved hjælp af musik og dansernes bevægelser. Det er en anden, måske en mere intuitiv måde at fortælle på, men lige så meningsfyldt som at fortælle ved hjælp af ord. For nogle gange kommer ordene til kort, nogle gange kan de ikke udtrykke alt.

 

Den perfekte krop?

Aftenens første dansedyst begynder, danserne præsenterer sig selv. Kongen er voldsomt fascineret af danserne, det er sært at overvære, hvordan han skiftevis truer og sukker efter dem, skiftevis vil kue dem og elske dem. Han følger efter dem, især kvinderne, kravler på gulvet, rækker ud efter deres ben og fødder. Gårsdagens tabere har sorte streger i panden og den ene, den famøse Jack, må danse med en tung sæk på ryggen. Mændene skal danse dødsscenen fra Romeo og Julie, men af en eller anden grund er de fleste mænd dømt ude på forhånd, og kun Jack og Leo får lov at spille rollen som Romeo over for hele fem Julier. Da nogle af gæsterne klapper efter deres dans, får kongen et raserianfald. Ingen må klappe, medmindre han giver lov. Som straf får en af danserne pisk. Derefter tvinges Leo og Jack til at danse, indtil én af dem segner af udmattelse.

 

Balletdansernes perfekte kroppe hjælper ikke, når de tvinges til at danse til de segner.

Balletdansernes perfekte kroppe hjælper ikke, når de tvinges til at danse til de segner.

Ballet kan virke anakronistisk i dag. Det er en gammel kunstform, der i høj grad er bygget op omkring faste kønsroller og et bevægelsesmønster, der reelt gør vold på kroppen. I ballet handler det om at overvinde tyngdekraften, eller i hvert fald få det til at se ud, som om man overvinder kroppens og tyngdekraftens begrænsninger. Ballet er en kunstform, der i udgangspunktet skal være ’larger than life’, hvor danserne skal kunne gøre ting, der ikke er muligt for almindelige mennesker. Danserne bliver fra barnsben trænet til at bryde grænserne for kroppens formåen, fra de er 6-7 år bliver deres kroppe langsomt omformet, så de kan klare det utrolige fysiske pres, som dansen kræver af dem. De, der klarer den (hvilket kun de færreste gør), kan se frem til en 20-årig karriere med hård træning og en ungdom dedikeret til dansen, mens kroppen bliver slidt og skadet i kunstens tjeneste. Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at mange mennesker har en stor ærefrygt over for og stærk fascination af balletdansere og deres ’perfekte kroppe’.

 

Leo vinder, og mens han og hans gæster nyder champagne i kongeparrets nærhed, inviteres vi andre til at gå frit omkring og besøge andre huse. Jeg ender hos Karl og Kate, der vinder næste konkurrence. Nu ønsker kongen, at gæsterne skal danse, og en kvindelig gæst fra hvert hus bliver iført kjole og skal nu danse for sit hus. Jeg bliver selv valgt og når ikke at nyde hverken kongeligt selskab eller champagne. Dansens tema er krig og død. ”Don’t smile” beder Karl mig. Ceremonimesteren hader dansere, der smiler. Musikken går i gang, og jeg tumler rundt med de andre gæster, forsøger at bakse med armene, koger af varme og bliver afskyeligt forpustet. Med en vis lettelse erkender jeg, at der ikke er gået en danser tabt i mig. Jeg føler mig som en gumpetung, vraltende ælling snarere end en graciøs svane – eller ballerina for den sags skyld. Heldigvis bliver jeg valgt fra efter nogle minutter, men vinderen tvinges til at danse, indtil musikken er slut.

 

Kunst er mere end perfektion

Netop fordi balletdansere er omgivet af denne aura af noget overjordisk, og ballet traditionelt er en ophøjet og forfinet kunstart, der dyrker det perfekte i helt ekstrem grad, er der nogle gange brug for, at der bliver rusket lidt op i den. Kradset lidt i overfladen. Hvis balletten ikke skal stivne i sin egen perfektion, skal den udvikle sig. For et par år siden startede Den Kongelige Ballet et nyt initiativ, Corpus, et forum for eksperimenter, en legeplads for nye ideer, der skulle give ny energi til det århundrede gamle balletkompagni. Siden det startede i 2012, har Corpus hele tiden virket som et eksperiment snarere end et formfuldendt projekt, en leg og en undersøgelse af dansens grænser frem for en klar kunstnerisk strategi – eller måske er strategien snarere at lade eksperimenterne få forrang på godt og ondt? Det har været et forsøg på at danne en demokratisk formation i en verden, der ellers er bygget som et benhårdt udskillelsesforløb med et strengt hierarki og et kunstnerisk værdisæt, der dikterer, at alle dansere bestemt ikke er lige vigtige. Corpus har derimod givet tale- og dansetid til alle, der måske ønsker det, på tværs af ballettens indbyggede hierarki. Resultatet har været blandet, med skæve eksperimenter, vilde ideer og enkelte forestillinger, hvor form og indhold virkelig skabte ny, fantastisk kunst. Og så var der Feberhavnen.

 

Runden er slut og vi sendes over til Elaines hus. Elaine har et dårligt ry. Hun er arrogant, en ballademager siger de andre. I en pause danser en mandlig balletdanser nøgen rundt i arenaen, efterfulgt af en forpustet tjener, der er ligeså nøgen. Elaine sammenligner de to nøgne kroppe og gør klart for os, hvor smuk danserens krop er, og hvor grim og ufuldkommen tjenerens krop er i sammenligning. Senere forlader hun os for at dyrke sex med Leo, en af de mere succesfulde dansere. Hun er ved at tabe konkurrencen og har brug for hjælp. Der er mange måder at få hjælp på i Feberhavnen. Hendes tjener opfordrer i mellemtiden os gæster til at prøve hendes vibrerende pude. Jeg sætter mig på den, pligtskyldigt og lidt pinlig berørt, da han bliver ved med at insistere. Jeg forsøger at bekæmpe min trang til at le højt af hele situationen. ”Spread your legs”, opfordrer tjeneren med alvorlig mine og fortæller, hvor meget Elaine selv holder af at bruge puden som vibrator. Jeg rejser mig igen, så snart jeg kan, hvorefter tjeneren spørger, om jeg allerede har fået en orgasme?

 

I båsen overfor skifter Holly tøj, stripper ugenert foran sine gæster.

 

Feberhavnen var et samarbejde på tværs af kunstarter. I 2015 inviterede Corpus performancegruppen og kunstkollektivet SIGNA til at skabe en helt ny forestilling til Den Kongelige Ballet. SIGNA blev berømt og berygtet, da de opsatte et stykke performanceteater i en gammel Østerbrovilla (i dag hjemsted for KW3). Stykket hed Salò efter én af verdens mest ubehagelige film, og over halvanden måned kunne publikum besøge villaen på Krausesvej og dér være vidne til og en del af omfattende tortur og misbrug af mennesker. Feberhavnen havde samme koncept. I samarbejde med balletdanserne skabte SIGNA en mellemting mellem en performanceinstallation og et interaktivt skuespil med indlagte balletopvisninger – om end ikke den slags ballet, man normalt ser på Det Kongelige Teater. Rammen om forestillingen lå nogenlunde fast, men indholdet skiftede fra aften til aften over de få uger, hvor forestillingen spillede. Som publikum blev man ført ind i et lukket rum, normalt den såkaldte A-sal, hvor Corpus udfolder sig med små, eksperimenterende forestillinger i en traditionel ramme med scene og faste publikumsrækker. Her var grænserne mellem publikum og dansere ophævet, og i fire stive timer var man lukket inde i et galt univers, hvor jorden eftersigende var gået under, de fleste mennesker døde af en ukendt febersygdom, og København opdelt i små fraktioner, der lå i indbyrdes krig. Det Kongelige Teater var i dette univers blevet overtaget af en lokal krigsherre (spillet af Arthur Köstler, den ene del af kunstnerduoen bag SIGNA), der holdt overlevende balletdansere som lige dele slaver og eksotiske kæledyr.

 

Karl og Kate vinder aftenens konkurrence, mens Elaine bliver taberen. Hun tager tøjet af, og liggende på knæ, nøgen, skal hun modtage sin straf. Hver gæst skal kaste jord på hende, mens de går forbi. En kvinde nægter, og som straf får Elaines tjener pisk. Vi andre efterkommer ordren, og kaster én efter én jord på hende på vores vej ud, nogle meget entusiastisk, andre (mig selv inklusiv) mere tøvende og halvhjertet. For hvem har lyst til at ydmyge en person, bare fordi de taber et spil? Selv når denne person er intrigante, upopulære Elaine?

 

Vinderne giver vi blomster og knus.

 

 

Den lille Kate er aftenens vinder - men hvem ved, om hun taber i morgen aften?

Den lille Kate er aftenens vinder – men hvem ved, om hun taber i morgen aften?

 

 

Pisk, hån og pinlig nøgenhed

I Feberhavnen smeltede ballet og skuespil sammen. Udover den dystopiske rammefortælling var en del elementer aftalt på forhånd, så som visse optrin og brudstykker af kendte balletter som Svanesøen, Giselle og Romeo og Julie, forestillingens overordnede forløb samt dansernes og skuespillernes karakterer. Hvad ingen af aktørerne vidste på forhånd, var, hvordan de enkelte publikummer ville reagere fra aften til aften. Danserne skulle interagere med publikum, invitere dem indenfor i deres små huse og optræde for dem. Aftenen formede sig som et bizart realityshow, hvor danserne skulle konkurrere i en ekstrem dansekonkurrence, hvor vinderen blev fejret og fik særlige privilegier, mens taberen blev ydmyget og hånet. Det var en sær forestilling. Som publikum blev man hevet rundt i manegen, blev vidne til dansere, der blev pisket og ydmyget, som dansede nøgne rundt, blev passet og plejet, endda vasket intime steder af deres tjenere (SIGNAs egne, medvirkende skuespillere), drak vodkashots med publikum og dansede kikset og snublende på randen af udmattelse. Alt det, man normalt ikke ser i en balletforestilling. Og det virkede.

 

Feberhavnen lod publikum komme helt tæt på danserne, den hev de nærmest overperfekte kroppe ned fra den traditionelle scenes piedestal og viste dem svedende, grædende, nøgne og svage. Danserne der spillede Leo og Elaine fortalte mig efterfølgende, at i denne forestilling fik man som danser lov til at være grim (det vil sige helt almindelig, uden makeup eller flotte kostumer eller andet, der kunne give danseren det typiske glamourøse, næsten overjordisk flotte udseende), mens en anden berettede, hvor befriende det var at få lov til at ’uperfekt’, hvordan hun derigennem opdagede, at hun reelt var en bedre danser, end hun egentlig havde troet, fordi hun fik lov til at lægge perfektionismen fra sig og bare give los. Jeg er fristet til at sige, at Feberhavnen menneskeliggjorde danserne og balletten som kunstart – men det siger måske mere om, hvordan vi som publikum oplever ballet, end om ballet i sig selv.

 

Som überkritisk, men ret fanatisk balletfan, var Feberhavnen også på flere måder en befrielse. Selvom der var ret meget nøgenhed i forestilling, var det ikke af den klichéfyldte slags, hvor man skal blive seksuelt opstemt af at glo på pirrende bryster og baller. Det var en kikset, ubehagelig nøgenhed, hvor man som publikum blev utilpas og pinligt berørt. Gennem karakteren King Luck, den gale krigsherre, blev man præsenteret for en balletelsker gone mad, en balletoman vendt på vrangen, der halsede efter de yndefulde balletpiger for at få afløb for sin afsindige balletfetish ved at kysse og befamle deres ben og tåspidssko. Forestillingen spejlede og forvrængede alle fordommene og fascinationen af balletdanserne ved konstant at sætte danserne på en piedestal som ophøjede, overjordiske væsner og så forvrænge denne idé om danserne ved at udstille dem som rene objekter, tilbyde publikum deres hår og afklippede negle som magiske amuletter, bede os beundre deres kroppe og befamle dem, mens danserne selv i stigende grad blev ydmyget, undertrykt og mishandlet. Samtidig blev den dramatiske reality-lignende form brudt gennem små, groteske optrin, og hele forestillingen var gennemsyret af en galgenhumor, der gjorde den virkelig underholdende.

 

Feberhavnen var et engangsfænomen. Den kom og gik og er ikke mere, desværre. Men oplevelsen bliver siddende hos de af os, der var heldige at få ov til at danse med, i bogstaveligste forstand. Ballet er mere end perfekte bevægelser udført af perfekte kroppe. Det handler også om at fortælle en historie, med eller uden ord, og gode historier er altid tiden værd, ligesom vi alle kan bruge lidt mindre perfektion og lidt mere leg i hverdagen. Noget vi kan standse op og tænke over. Derfor sender jeg denne anbefaling ud i verden, ikke for at du, kære læser, skal ærgre dig over noget, du gik glip af, men som en inspiration til at søge ud i krogene. Så dette er opfordringen herfra: gå ud og opsøg det skæve og mærkværdige, søg ud over det perfekte og opsøg de teateroplevelser, der tør og vil noget andet og mere. SIGNA laver med jævne mellemrum nye teaterinstallationer, mens Corpus leger videre i efteråret, hvor de laver en ny dekonstruktion af klassisk ballet i samarbejde med teaterkollektivet Fix&Foxy. Hvem ved, måske ses vi derinde, når de slår Tornerose ihjel?

 

Tak til Signa Köstler, Esther Lee Wilkinson, Alexander Stæger (Leo) og Emma Håkansson (Elaine) for velvilligt at have svaret på spørgsmål omkring Feberhavnen og givet indblik i processen bag forestillingen. Artiklen om Feberhavnen er anden del af serien VINK elsker VÆRKER. Første artikel handlede om Min nabo Totoro.