Vi er kamæleoner – en metaforestilling om hverdagsteater

//Illustration: Freja Marie Romerdahl Kammer

//Illustration: Freja Marie Romerdahl Kammer

DRAMA. På teaterredaktionen stiller vi jævnligt skarpt på både små og store dramaer, der udfolder sig på byens små og store scener: ekspressiv ballet i sarte trikoter, velkomponerede monologer fremført i dæmpet belysning og store opsætninger med vældige scenografier og detaljerede rekvisitter. Men hvad sker der, hvis vi retter blikket mod de forestillinger, der foregår uden for teatret? Hvilke skuespil, masker og kostumer er at finde på hverdagens scene?

1. AKT 

PROLOG. Sommetider er mit liv et skuespil. Sådan føles det. Forestil dig det: Fortovet er en scene, jeg betræder med mine klaprende hæle, når jeg spankulerer op og ned ad Gammel Kongevej, som om jeg aldrig har foretaget mig andet. Hvis byrummene er scener, er vi skuespillerne. Hverdagsgarderoben er et kostume, vores tasker og solbriller er de nøje udvalgte rekvisitter, og vores smartphones er forestillingens digitale og moderne touch. Når vi spørger om byttepenge i Supermarkedet eller gør en medskuespiller opmærksom på, at hun har tabt sit tørklæde på fortovsfliserne, er vores ansigtsudtryk høflige masker. Velkommen til de daglige teaterforestillinger jeg spiller i mit liv, og som du måske også spiller i dit.

 

SCENE 1: På Jazzhouse. Hvordan ligner man én, der ved, hvordan man spiller trombone? Det var egentlig dét spørgsmål, der udløste en række af tanker om hverdagen som en teaterforestilling.

Jeg stod i et baglokale på Copenhagen Jazzhouse og skulle til at spille trombone sammen med tolv andre. Ikke at jeg så meget som havde rørt ved en trombone før dét øjeblik, men dét faktum var der ikke rigtig tid til at fokusere på. Nogle dage forinden havde min ven sendt en sms om, at han og et slæng af vores fælles venner var blevet inviteret af en musiker, til at gæste hans optræden på Niels Hemmingsens Gade – mine venner havde tolv tromboner, som de havde truttet lidt i før, og det betød ikke så meget, at jeg var helt grøn på området. Musikeren, vi skulle spille med, var klar over, at vi ikke var gode…

Så der stod jeg med klamme håndflader. Hvordan spiller man rollen som én, der har spillet trombone i mange gode år? Hvordan griber man hjemmevant om det kolde messing og fører mundstykket til munden helt nonchalant? Jeg var aldrig blevet instrueret i at se ud som om trækbasun var min spidskompetence, så jeg skævede lidt de andre, der også så en anelse rådvilde ud. Jeg tog trombonen ud af dens plyssede seng i kassen, og famlede lidt med de forskellige dele, før jeg besluttede mig: De næste to timer var jeg trombonist!

Og med resolutheden indtraf det interessante. Det skete. Jeg var trombonist. Da jeg rettede ryggen og lod som om, så SKETE det også. Jeg spillede rollen, og så var den ikke længere. Ikke noget med at være falsk. Hvis nogen spurgte, ville jeg være ærlig. Det handlede om, at jeg gjorde mig umage og var overbevisende. At vugge mine omgivelser med min minimale skuespil-indsats, så det blev en god aften. Heldigvis var det ikke en klingende ren hyldestfanfare til Dronningens fødselsdagsfejring, der blev forventet af mig.

 

SCENE 2: I Netto. Min lokale Netto på Gammel Kongevej er nok Københavns dårligste: Gangene mellem hylderne med havregryn og dåsemajs er smallere end smalle, udvalget er sparsomt og de økologiske æg er altid udsolgt. Med andre ord: Jeg skal ikke leve op til noget her. Noget jeg måske tager for bogstaveligt, når jeg køber ind til min uges trøstesløse madpakker iført mit søndagskostume bestående af joggingdragt, klasket hår og tyk strikhue,

På trods af den slaskede supermarkedsstemning kulminerer mine indkøb dog altid i den uundgåelige livsstilsdemonstration ved kassebåndet, hvor jeg i et anfald af præstationspanik tager ”den bevidste forbruger”-masken på og sørger for at camouflere mazarintærter og billig goudaost under en pakke økologiske figenstænger. Halvhjertet, men af ren refleks. Jeg er, hvad jeg spiser, og ingen skal bilde mig ind, at mine figenstænger ikke understøtter troværdigheden af min rolle som et sundt, moralsk og økologikonsumerende individ. Jeg får det en kende bedre med mig selv, når det ligner, at jeg udelukkende har økologiske varer til at danse ned ad båndet

 

SCENE 3: Til Brunch. Jeg skubber døren til Møller Kaffe og Køkken på Nørrebrogade op. En fancy, instagram-ombejlet café, der fungerer som de skrå brædder for Københavns skarpeste hipstere, og jeg dukker nakken. Registrerer det, og retter mig op. Det er vanskeligt at være i et lokale, man ikke føler sig cool nok til. For at kunne betræde hipster-scenen her værdigt nok, har jeg har jeg taget blanke sneakers på. Og trenchcoat. Er det egentlig moderne mere? Jeg mæsker mig i et væld af små morgenmads-anretninger og konkluderer, at en sådan overdådig mokost helt klart smager af mere, fordi jeg har taget hipster-kostumet på og insisterer på at fotografere de små æstetiske bidder. Følelsen af at passe ind udadtil får roen til at sænke sig indeni.

 

SCENE 4: På Bodega. Barens lys strømmer ud gennem de fedtede ruder, og jeg rømmer mig, før jeg skubber døren op og den skærende lugt af bodega rammer mig som et fredagskærtegn af knytnævekarakter. Selvom jeg hellere ville svøbe mig i min dyne med det nyeste afsnit af SKAM hjemme på min egen matrikel, er det fredag, og det betyder, at jeg skal ligne en, der har det sjovt. Oppe i baren forsøger jeg i pinagtige tre minutter at få bartenderens opmærksomhed, før jeg kan læne mig ind over disken og bestille en ”hof”. Jeg overartikulerer øllens navn en smule, men prøver at virke henkastet for ikke at afsløre, at det er et ord, jeg først for nylig har tilføjet til mit ordforråd, så jeg kan virke lidt mere bodega-hjemmevant. Og det virker faktisk: Den snuskede bartender langer mig henkastet en kølig Carlsberg på flaske, og jeg sender ham lidt overrasket et genert smil og vender mig væk.

En kold hof senere er den samtale, jeg fører med en bekendt i baren, ved at dø ud. Jeg kaster et blik rundt i det røgfyldte lokale i min søgen efter en mulig flugtvej: Toilettet. Åh nej. Ingen skilte at se! Mens jeg åndsfraværende nikker og smiler til min bekendte, begynder det tilmed at stramme omkring min blære. Min ”jeg-kender-da-denne-og-alle-Nørrebros-øvrige-bodegaer-ud-og-ind”-strategi er i færd med at falde til jorden, og dét med et brag. Det ene ben ind foran det andet, mens min hjerne kværner: Toilet, toilet, toilet, toilet, toilet. Jeg tager mig til kinden og forsøger at holde min bodegagænger-maske på mit ansigt, men sveden bliver ved at få den til at glide af, altimens jeg sender min bekendte et akavet smil og ler lidt af, hvad han siger om sin, ja, hvad var det nu, vi snakkede om…… Åh nej, altså.

 

PAUSE

I pausen. Tæppet trækkes for og der lyder en klapsalve, men jeg bliver siddende, da de øvrige publikummer rejser sig for at gå ud og strække benene mellem de to akter. siddende tungt i mit plyssæde tænker jeg på, hvad der mon ville ske, hvis hovedpersonen bare lader masken falde og spørger sin bekendte om, hvor bodegaens toilet er. Hun vil dermed selvsagt afsløre, at hun ikke har været på netop dén bar før, men hvad er det slemme i dét? Bare hun når på toilettet. At tabe masken er da ikke så slemt. Jeg krydser fingre.

 

2. AKT

SCENE 1: Masken glider af ansigtet og den rammer bodegaens gulv, og jeg blotter mine tænder i et undskyldende smil, da jeg spørger min bekendte, om han kender vejen til toilettet. Efter simple instrukser sætter jeg lettet kurs mod toilettet, hvor væggene er overtegnede med pudsige ordspil og lommefilosofi. Et latterligt digt om prutter og trompeter får mig til at le lidt for mig selv, og jeg har i samme nu glemt mine toiletbekymringer fra før. Jeg er en helt almindelig, ung, ubesværet bodega-gænger med hang til lokumspoesi.

 

EPILOG. Vi er kamelæoner. Vi kryber langs væggene, skifter ham og ændrer farve. Vi påtager os de glade og de triste roller. Skuespillet, dramaet og forstillelsen er ikke en målrettet vilje til at være falsk og overfladisk, men et vilkår vi skaber og omgås for at lette tilværelsen og få hverdagen til at blive så behagelig som muligt. At spille skuespillet på Nørrebrogades fortovsscener er nødvendigt, for så kan vi lidt mere. Når jeg danser stangstiv rundt på et dansegulv fredag nat og mest af alt har lyst til at se dyner, så er det lysten til at være hende den utrættelige og danseglade, der får mig til at blive i flere stive timer i lampernes lys.

Derfor har vi brug for masker og skuespil: For at overvinde os selv og blive noget mere og andet. For at overskride egne grænser og umiddelbare behov. Det er fedt at danse. Fedt at drikke øl. Fedt at være den søde til familiefrokosten. Fedt at spille trombone. Byens rum er dér, vi legende kan boltre os og udfordre dem, vi er, ved at være en anden for en stund. At masken ryger i ny og næ er ingen skam. Det er bare noget, vi lader som om.

 

 

Danskstuderende teaterskribent med kærlighed til sprød efterårsluft, wienerbrød, udklædningsfester og site-specific-teater.